Et nødvendigt, men uforløst opgør med normløsheden

Den konservative forfatter Alexander Sokol argumenterer med bogen 'Dyd' for, at det moderne samfund lider under tabet af fælles etiske normer og dyder, hvilket fører til moralsk forvirring, social opløsning og individuel mistrivsel.

Sokol introducerer dydsetikken som en løsning: En etisk tradition med rødder i Aristoteles og stoicismen, hvor karaktertræk som mod, retfærdighed, mådehold og visdom står centralt.

Derved skriver forfatteren sig ind i samme opgør med neoliberalismens drøm om frigørelse som udlændingeminister Kaare Dybvad Bæk (S), der i 2021 indledte sin kritik af “89’erne”.  

Alt skulle være flydende, alt til forhandling. Autoriteter og normer blev opløst, og tilbage stod det rodløse individ, der skulle finde sin egen mening, sin egen identitet, sine egne værdier. 

Resultatet blev ikke frihed, men forvirring, stress, angst. 

Dyds diagnose

Kulturen og institutionerne ledes af generation X-mænd, hvor 'Casper og Mandrilaftalen' stadig sætter standarden. Alt er ironisk, intet er helligt, og ingen tager ansvar for noget som helst.

Læs også:Anmeldelse: Bolværket mod lortesamfundet er selv truet

I det tomrum træder Alexander Sokol frem med 'Dyd', der er et forsøg på at genopfinde et etisk sprog, et moralsk kompas og et kulturelt sammenhold.

Sokol har ret i sin diagnose. Det senmoderne samfund mangler dyder – karakteregenskaber, der forbinder individet med fællesskabet, som hæver mennesket over drift og forbrug. 

Her er en borgerlig stemme, der faktisk vil noget andet end bare lavere skat og strammere udlændingepolitik.

Dydsetikken præsenteres som et slags moralsk universalværktøj, men uden brugsvejledning

Problemet er, at “Dyd” ikke formår at omsætte sine ideer til praktisk politik. Bogen er bagudskuende og akademisk. 

Det er let at være enig i, at vi mangler et etisk fællesskab. Men hvordan skal det se ud i praksis? Hvordan kan fællesskabet fordre dyd uden at blive formynderisk?

Ukonkret

Det bliver aldrig konkret. Dydsetikken præsenteres som et slags moralsk universalværktøj, men uden brugsvejledning.

Det nærmeste Sokol kommer på en politisk vision, er idéen om en “liberal perfektionistisk stat”, som dybest set lyder som konkurrencestaten Danmark i dag – bare med pænere ord.

Teorien er klar, argumentationen stringent

Forfatterens baggrund som matematiker og forsikringsmand skinner igennem. 

Teorien er klar, argumentationen stringent, men forbindelsen til virkeligheden er svag. Hvad kan danske politikere og borgere bruge det her til? 

Hvad skal borgerlige partier stille op med en etisk renæssance uden håndgribelig politisk retning? 

Hvad har de borgerlige ledere at stille op imod pligtetikeren Mette Frederiksen, når de blå partier typisk ledes af hedonister eller kynikere? 

Dyden i opløsning

I 2021 sendte Konservativ Studerende blomster til en folkeskoleelev, der gav Mette Frederiksen en fuckfinger. 

I Storbritannien vandt flamboyante Boris Johnson en kæmpesejr i 2019, og i den mere alvorlige ende er Trump i USA et opgør med al moral og etik. 

Læs også:Boganmeldelse: En kur mod de moralske tømmermænd

I Vesten er det højrefløjen, som er punk og gør op med institutionerne. Sokol gør det modsatte, men man savner hans analyse af højrefløjens normløshed, som ærligt talt er et større problem end et par nonbinære studenteraktivister. 

Vi har hørt, hvad der mangler. Nu skal vi høre, hvordan vi får det igen

Sokol er konservativ af den afart, hvor der nogle gange dyrkes et jomfrunalsk forhold til magt. Derved hæver bogen sig over partipolitik, men mister også operationel kraft. 

Skal 'Dyd' blive andet end en fodnote i en akademisk værdidebat, må næste skridt være politisk. 

Hvordan omsættes dyd til borgerdyd? Vi har hørt, hvad der mangler. Nu skal vi høre, hvordan vi får det igen.

Alexander Sokol: 'Dyd. Oprids af en værdibaseret samfundsorden'. Munch & Lorenzen, 2025