Et opgør med den journalistiske selvopfattelse

Leder: Henrik Sass Larsen udfordrer journalisternes selvopfattelse og ryster dem i deres grundvold, når han afviser at danse efter deres pibe.
For nogle år siden, da jeg var analysechef for Tænketanken Cevea, havde jeg en eftermiddag en oplevelse med en yngre journalist, som gjorde stort indtryk. Jeg havde været på TV2 News, og på vej tilbage til tænketanken i taxa sprang en journalist ind i hyrevognen og spurgte, om han ikke måtte køre med.

Det måtte han selvfølgelige gerne, og jeg kørte gerne en omvej omkring Christiansborg, ligesom jeg også gerne vendte om, kørte tilbage til TV2 News og tog hans kvindelige kollega med.

Da vi tog afsked ved Christiansborg sagde jeg venskabeligt, at de endelig måtte sige til, hvis de engang havde brug for en debattør, eller et citat fra førnævnte tænketank, hvortil den mandlige journalist hoverende sagde, at han gerne ville sige til, næste gang han fik brug for en taxa!

Den unge journalist afsluttede vores møde med at smække døren hårdt i og forlod optrinnet med et tydeligt smil på læberne. Jeg vil også gerne kvittere for en vellykket og næsten underholdende flabethed. Det er den slags, der er sjovest, hvis det ikke går udover en selv.

Kan vi helt droppe politikerne
Det er selvfølgelig ’kun’ tale om en enkeltstående episode, som siger mere om den pågældende journalist, end den gør om hele journaliststanden. Det håber og tror jeg i hvert fald er tilfældet. Men selvom Danmark har mange ufatteligt mange fremragende journalister, så sporer jeg også en kultur i dele af pressekorpset, som er præget af manglende ydmyghed.

Det gør sig gældende, når TV2 News - for guderne ved hvilken gang -  inviterer nogle journalister i studiet til at interviewe andre journalister om det nyeste udspil i dansk politik. En tilsvarende oplevelse fik man da morgenværterne på Radio 24Syv i månedsvis kunne grine hånligt af en DF-politiker, der ikke kunne forklare, hvad BNP er.

Det virker som om, at politikerne af visse medier og journalister opfattes som værende så dumme, at man egentligt ikke orker at bruge tid på dem, ligesom nogle journalister faktisk synes at have nok i sig selv.

Hvis man dropper politikerne, så er man også sikker på, at proces og sensation kan rykkes op i underrubrikken.

Showdown mod revolverjournalistikken
Måske den herskende selvopfattelse også kunne forklare den opstandelse, der satte ind i det danske pressekorps, da Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen i sidste uge sagde, at han kun vil udtale sig en gang i kvartalet og ikke mente, at han havde ytringspligt overfor medierne.

Det var øjensynligt en våd klud i ansigtet på landets journalister - selvom kritikken burde være velkendt. Sass Larsen er nemlig langt fra den eneste politiker, der i årenes løb har peget på problemerne med, at proces trumfer indhold, at soundbites trumfer oplysning og at clickbaits trumfer diskussion. Fordums oplysningsidealer taber, mens revolverjournalistikken vinder.

Folketingsmedlem Henrik Dahl (LA) bakkede op om kritikken:

”Uden en velfungerende, politisk offentlighed, lider demokratiet. Derfor er der ikke noget at sige til, at mange politikere oplever det som en fordummelse og fornedrelse af den politiske samtale, hvis den fjerde statsmagt synker ned i den rene ’gotcha’-tilgang og ned i præfabrikerede vinkler, som ikke har noget med sagen at gøre,” skrev han i en kommentar i Berlingske,

Det handler ikke om at gøre hverken læsere, seere eller lytter klogere  - det handler om at fælde en politiker, eller i det mindste udstille vedkommende som semi-korrupt eller mindre begavet. Det er det, der giver bonus på redaktionen og respekt blandt kollegaerne.

Det der gør ondt på landets journalister er ikke selve den velkendte kritik – det er, at Sass Larsen faktisk sætter handling bag ordene.

Beskeden til pressekorpset: No means no
Danske journalister har nemlig vænnet sig til, at politikerne i frygt for revolver-journalistikken danser efter deres pibe. Udgangspunktet har været, at når en journalist beordrer ”hop”, så svarer politikerne troligt ”hvor højt”. Hvilket samtidig udgør en glimrende forklaring på mange pinlige gimmicks og tåbelige tiltag fra politikerne gennem tiden.

Billedtekst:  Jim Lyngvilds udstilling af kendte politikere, som her tidligere socialminister Manu Sareen, viser tydeligt, hvor langt visse politikere er villige til at gå for lidt airtime.

Henrik Sass Larsen gør derfor noget helt utænkeligt for journalisterne, når han siger, at han hellere vil passe sit arbejde som gruppeformand, end at servicere dem. Han udfordrer journalisternes selvopfattelse og en kultur, der i årevis har fået politikere til at gøre hvad som helst for at få spalteplads og skærmtid. En udvikling, som hverken har gavnet den offentlige debat, den politiske legitimitet eller den demokratiske sundhedstilstand.

Det nye her er, at politikere faktisk siger fra. Det bliver pludseligt muligt, at ’no means no’.

Det er slut med at stå skoleret
Jeg tvivler på, at opråbet fra Henrik Sass Larsen vil gavne hans egen popularitet. Tværtimod så er hans ord og handling af en karakter, der normalt betyder, at man havner i gabestokken, hvor pressen nok skal få deres hævn.

Jeg kan sagtens se, at Sass Larsen kunne have været mere tilgængelig for opfølgende spørgsmål og mere venlig i sin udtryksform, men omvendt finder jeg det også super befriende med en politiker, der ikke er bange for journalisterne.

Vi har brug for politikere, der ikke bare står skoleret og accepterer den perspektivløse heksejagt, men også tør udfordre den journalistiske selvopfattelse og bringe det politiske indhold i centrum. Ligesom vi har brug for journalister, der både kan afsløre politisk svig og tage den lange og respektfulde samtale om politiske visioner. En gensidig respekt mellem journalister og politikere er vores bedste værn mod, at det hele skulle drukne i uværdige platheder a la Trump.

Vi har brug for både den kritiske journalist og den kritiske politiker.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør for Netavisen Pio.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook