LO's jobpatrulje er også denne sommer aktiv i indsatsen for at oplyse de unge på arbejdsmarkedet. Det dækkes heldigvis af flere medier, men mediedækningen har også affødt kritiske bemærkninger fra en række danskere på de sociale medier. De kritiserer Jobpatruljen og dens arbejde for at interviewe unge fritidsjobbere på de danske virksomheder.

Folk skriver ting som ”Jobpatruljen har aldrig og kommer aldrig til at gøre nogen som helst forskel i positiv retning, maksimalt kan I få generet et par arbejdsgivere” eller ”Har det ikke været sådan siden 70’erne [at unges arbejdsforhold er skræmmende, red.], uden nogen er døde eller har taget skade af det?”

Jeg har været aktiv i jobpatruljen de sidste mange somre. Lad mig give kritikerne klar besked og slå nogle ting fast:

1) Nej, vi forstyrrer ikke arbejdsgiverne eller forhindrer deres virksomheder i at tjene penge.
For det første er vi ikke en myndighed. Vi er frivillige, der besøger virksomhederne. Arbejdsgiverne kan afvise os i døren, hvis de vil – og det respekterer vi til fulde. Men det sker sjældent, at vi får nej. Det er mit indtryk at langt de fleste aktive i Jobpatruljen respekterer et nej.

For det andet er langt, langt de fleste chefer og arbejdsgivere glade for, at vi kommer og tager en stille og rolig snak med både dem og deres unge fritidsjobbere om regler og rettigheder.

2) Nej, de unge klynker ikke, og vi prøver ikke at pakke dem ind i vat.
Faktisk er unge omfattet af særlige arbejdsmiljøregler, fordi man vil sikre, at de unge får en god og sikker start på deres arbejdsliv. Men lov er lov, og den skal overholdes.

Jobpatruljen laver ikke lovgivningen. Vi er en oplysningskampagne, som i mine øjne har flere formål. Vi taler med fritidsjobberne om deres arbejdsforhold for 1) at indsamle data og statistik om vilkårene for unge på arbejdsmarkedet, 2) at oplyse de unge om deres rettigheder og gældende lovgivning, samt 3) samle op, hvis det ud fra interviewet bliver klart, at der er problemer eller overtrædelser af reglerne.

Ved småting plejer vi på konstruktiv vis at evaluere med arbejdsgiverne, som i 95 % af tilfældene er glade for denne dialog. Ved grovere tilfælde må vi sende sagerne videre til fx fagforeningernes faglige sekretærer eller Arbejdstilsynet – eller sågar Politiet, hvis der er altså er tale om unge under 18, der arbejder i lokaler, hvor der udskænkes alkohol.

... vi er ikke en myndighed. Vi er frivillige, der besøger virksomhederne. Arbejdsgiverne kan afvise os i døren, hvis de vil – og det respekterer vi til fulde. Men det sker sjældent, at vi får nej.

3) Nej, reglerne i arbejdsmiljølovgivningen er ikke ligegyldige.
De unge må eksempelvis ikke løfte så meget, fordi vi skal passe på deres ryg, mens den stadig vokser. Rigtig mange unge kender faktisk heller ikke til bestemmelserne for løn under sygdom, mange ved ikke hvad de har ret til at få i feriepenge, og mange er helt uvidende om vigtigheden af at få anmeldt en arbejdsskade. Reglerne er ikke til for sjov. Men dem kan I give politikerne skylden for – ikke de frivillige i Jobpatruljen.

4) Nej, forældreengagement kan faktisk ikke gøre det alene.
Hvis det var tilfældet, så oplevede vi nok ikke alle de problemer derude. Ikke alle unge har forældre, der kender reglerne eller har overskuddet til at sætte sig ind i dem. Derudover må vi jo konstatere, at forældregenerationen også ofte er dem, der er arbejdsgivere og ledere – og de har heller ikke altid helt styr på reglerne – jævnfør vores statistikker fra tidligere år.

... Og hvad er det egentlig for en tilgang, I har til frivillige unge mennesker, der uden betaling vælger at bruge en del af deres sommerferie på at slå et slag for unges lovsikrede rettigheder?

Vi må jo konstatere sommer efter sommer, at de unge ikke kender deres rettigheder, og at der brydes regel efter regel. I kan jo passende melde jer som frivillige næste år, hvis I er i tvivl.

Der er brug for Jobpatruljen. Og vi har alle en opgave i at give de unge en god start på arbejdsmarkedet, uanset om man er forælder, arbejdsgiver, kollega eller ven.