Et princip om en værdig død

Det bør være et grundfæstet socialdemokratisk princip, at ethvert uhelbredelig sygt menneske, selv skal have lov til at bestemme hvordan livet skal endes.
Socialdemokratiet har altid turdet gå forrest i kampen for den danske befolkning og har aldrig været bange for at konfrontere de vanskelige spørgsmål i samfundet. Således satte partiet tidligt i deres principprogrammer fokus på at gøre op med uligheden i samfundet og satte dagsordenen for mænd og kvinders ligestilling ved at gøre kvinden økonomisk uafhængig af manden.

Socialdemokratiet var banebrydende i italesættelsen af enliges ret til en passende bolig. Der var vilje til at kræve lige uddannelse for alle uanset køn eller baggrund, og partiet tog helt tilbage i 30’erne stilling til, at kvinden kunne afbryde svangerskabet, såfremt der var fare for hendes liv eller, at hun ikke kunne drage omsorg for barnet. I 1969 fulgte partiet dette helt til dørs ved skriftligt at erklære at gå ind for abort!

Partiet har i nyere tid bakket op om homoseksuelle vielser og deres, samt de enliges, ret til fertilitetsbehandling og adoption. Vi har hele vejen igennem partiets historie været viljestærke, banebrydende, nyskabende og fremsynede, og det er nogenlunde lykkedes os at holde følelser og religiøse overbevisninger ude af vores beslutninger!

Det er derfor på tide, at vi også tager fat på at diskutere et af vores tids mest dilemmafyldte emner: Aktiv dødshjælp!

Fandt min mor død
En fredag aften i september 2011 fandt jeg min mor død. Helt fredfyldt lå hun i sin seng på ryggen svagt drejet om på siden. Under sin dyne med lukkede øjne og den ene hånd ved hovedet. Som om hun sov! Men de mørkeblå pletter og den kolde hud afslørede sandheden. Det var uigenkaldeligt slut. Min mor var død!

Chokket ramte mig som en betonklods, men det var dog alligevel her i et af mit livs mørkeste bakkedale, at jeg fandt trøst i det faktum, at min mor døde på den måde, vi alle drømmer om. Pludseligt, uventet, smertefrit, i eget hjem, i egen seng, mens hun sov! Min mor fik ”stillet træskoene”, som hun havde ønsket sig. Hun fik en nådig og, for hende, værdig død!

Desværre er det ikke alle mennesker i dette land, der får den samme afslutning som min mor. Sygdom, frygt, lidelse, magtesløshed og smertestillende medicinering går oftest forud i forløbet frem til det sidste åndedrag!

Hvad er aktiv dødshjælp
Aktiv dødshjælp er ét af de emner, som har det med ikke at dø! Igen og igen popper diskussionen op som en korkprop, og igen og igen bliver der lagt låg på af et lille, men meget højtråbende mindretal i Danmark på trods af, at over 70 % af den danske befolkning er positivt indstillede over for muligheden for selv at vælge til eller fra!

Men hvad er aktiv dødshjælp, som også kaldes eutanasi? Ordet stammer fra græsk og betyder: ”let, lykkelig død” og er en handling, der har til hensigt at bringe en persons liv til ophør. I den lægefaglige verden skelnes der mellem ordene ’aktiv dødshjælp’, hvor en anden person end den syge forårsager, at patienten afgår ved døden, ’assisteret selvmord’, hvor patienten får medicinsk hjælp til selv at tage sig af dage og ’passiv dødshjælp’, hvilket betyder, at en livsforlængende behandling ikke fortsættes.

Et nej tak til livsforlængende behandling indbefatter derfor, at en patient f.eks. ikke vil modtage antibiotika ved lungebetændelse, insulin ved sukkersyge, medicin ved forhøjet blodtryk eller genoplivning ved hjertestop, men dog vil kunne modtage øgede doser af morfin for at smertelindre, selvom det kan fremskynde døden!

På den ene side, står skeptikerne over for aktiv dødshjælp med argumenter som: "Det kan nemt blive en glidebane", "Måske tager den syge hensyn til de pårørende, fordi vedkommende ikke vil være til besvær", ”Den palliative behandling er god, men der skal bare sættes flere ressourcer af” og ”Hvor der er liv, er der håb!”

På den anden side står det store flertal, som også indbefatter et bredt udsnit fra den sundhedsfaglige verden. Lytter man til disse fagfolk fra dagligdagens palliative miljø, er historierne og udsagnene om den sidste tid ofte identiske om uhelbredeligt syge, som kæmper for hurtigere at dø, som holder op med at spise og drikke, og som gemmer piller for at tage en overdosis.

En gentagelse af abortdebatten
For cirka 50 år siden gik debatten om fri abort, og modstanden var stor. Der var ingen ende på alle de mange glidebaner, sagde man! Lovgivningen blev dog alligevel indført uden religiøs styring og uden følelsesindblanding, fordi man konkluderede, at kvinden skulle have ret til selv at vælge over egen krop og ret til selv at bestemme, hvordan hun ville forvalte eget liv!

Denne samme ret til selv at vælge nægtes i dag fuldvoksne, terminalt syge mennesker ved deres fulde fem, fordi et mindretal i Danmark er nervøse og bange for at miste kontrollen i den såkaldte glidebane. Men siden hvornår har "hvad nu hvis"-holdningen, frygt, usikkerhed og ”plejer” nogensinde været legitime argumenter at træffe lovgivning på for os Socialdemokrater?

Hele denne her diskussion handler ikke kun om retten til at dø, men om at have samme rettigheder som andre befolkningsgrupper. Det handler om din universelle ret til som menneske selv at forvalte dit liv.

Denne ret vil jeg gerne kæmpe for, og derfor indsendte jeg et forslag til principprogrammet om at tage stilling til ’aktiv dødshjælp’ med følgende ordlyd:

”Da Socialdemokratiet mener, at ethvert myndigt menneske udsat for en uhelbredelig sygdom selv må bestemme, hvad der tjener det bedst, og da det mest værdige må være selv at få lov at afgøre sit endeligt, hvis dette skulle komme på tale, går Socialdemokratiet ind for ’aktiv dødshjælp’. Det bør dog sikres:

- at den døende er ved sine fulde fem og kan tilkendegive sit ønske om at dø

- at det foregår efter samtaler med psykolog, således at der ingen tvivl kan være om det fremsatte ønske

- at den aktive hjælp foretages af uddannet, lægefagligt personale

- at patienten alene træffer afgørelsen uden indflydelse af pårørende”

S mangler at tage debatten om aktiv dødshjælp
På Folketingets hjemmeside under partiernes holdning til forskellige emner står der, at ”Socialdemokraterne ikke mener, at aktiv dødhjælp er et etisk forsvarligt alternativ til en ordentlig smertelindring af døende patienter”.

Jeg finder det yderst absurd at læse dette, eftersom vi ikke har taget stilling i nogle af vores principprogrammer. Det må derfor være en begrænset gruppe mennesker, som har valgt dette på vegne af alle os andre medlemmer, og jeg ved med sikkerhed, at vi er mange, der ønsker, at debatten kommer nedefra, så den Socialdemokratiske holdning til aktiv dødshjælp ikke kun bliver debatteret og besluttet blandt de socialdemokratiske folketingsmedlemmer!

I det socialdemokratiske principprogram anno 2011, står følgende:

Befolkningen har ret til at vide, hvad Socialdemokraterne står for også i etiske spørgsmål. Derfor vil vi lægge op til etiske diskussioner og klar politisk stillingtagen. Mange handlinger og nye politiske udfordringer kan ikke håndteres uden en etisk diskussion.”

På dette grundlag ønsker jeg, at vi påbegynder debatten om aktiv dødshjælp i alle partiforeninger, kredse og regioner i Danmark, så vores medlemmer kan blive klædt på til debatten om aktiv dødshjælp!

Jeg vil opfordre alle folketingspolitikerne i vores parti, som repræsenterer mig og alle andre socialdemokratiske medlemmer, til at leve op til ovenstående hensigter fra vores eget nuværende gældende principprogram. Det skylder vi vores medlemmer, vores vælgere, de mennesker, som er ramt af en dødelig sygdom, og som ønsker muligheden for selv at træffe et værdigt valg, og det skylder vi vores fremtidige, historiske eftermæle!

Charlotte Holterman er byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Ballerup kommune.

---

Dette er det seneste bidrag i Netavisen Pio og Socialdemokratiets essay-konkurrence ‘fremtidens socialdemokrati’ i forbindelse med udarbejdelse af partiets nye principprogram.

Du kan læse mere om konkurrencen her. Vil du selv bidrage med en kronik kan du kontakte Netavisen Pio på redaktion@piopio.dk.

Følgende essays er hidtil offentliggjort:
Charlotte S.H. Jensen: … for at fri vor bundne ånd
Ellen Marie Andreasen: Unge har brug for successer – ikke mere pres
Filip Sebastian: Socialdemokratiet i fortid og fremtid
Hans Stavnsager: Frigørelse og fællesskab
Henning Tjørnehøj: Louis Pio kæmpede for ligeberettigelse
Jesper Knudsen: Socialdemokratiet må tilbage til rødderne
Kasper Fogh: Socialdemokratiet må se fremad
Kurt Kirkedal Jensen: Det skulle have været så godt
Morgan Krüger: Uddannelsespolitiken skal ud af overfløjens hænder
Rasmus Stoklund: Det gode liv og globaliseringen
Tommy J. Johnsen: Sundhed er en socialdemokratisk mærkesag

 


Kommentarer fra Facebook