Et samlet LO-FTF er modsvaret til nyliberalismen

En fusion af LO-FTF skal give modspil til privatiseringsglade politikere og et finansministerium, der drive den offentlige service i liberalismens ånd
’Hvor er LO henne?’ Sådan lød et gennemgående spørgsmål fra vores kommunale og regionale HK-medlemmer og tillidsrepræsentanter, efter at den økonomiske krise især fra 2010 førte til masseafskedigelser i kommunerne.

Jeg og andre ledende, kommunale HK’ere blev i store træk spørgerne svar skyldige, for LO var på daværende tidspunkt hovedsageligt orienteret mod de privatansatte i først og fremmest Dansk Metal og 3F.

Vi vurderede – med rette, mener jeg – at LO ikke gjorde nok for den del af medlemsskaren, der drev den offentlige service. Siden vi i HK Kommunal på den baggrund for nu seks et halvt år siden stillede vores frustrationer til offentligt skue og luftede tanken om at skifte hovedorganisation fra LO til FTF, er der i den grad kommet skred i tingene.

LO har taget handsken op og drejet sit fokus mere over mod den offentlige sektor. Sideløbende har der med blandt andre HK som drivkraft været stadig mere intense bestræbelser på at se på ligheder frem for forskelle mellem LO og FTF. Det handler først og fremmest om, at vi alle sammen er lønmodtagere uanset tilknytning til de nuværende hovedorganisationer. Resultatet kender vi. Ved to ekstraordinære kongresser tager de to hovedorganisationer den 13. april endelig stilling til en fusion.

I forvejen favner LO jo allerede i dag mange forskellige faggrupper. Det være sig offentligt eller privatansatte. Det være sig mellemlangt- eller kortuddannede. Vi har laboranter og malere, socialpædagoger og smede, rengøringsassistenter og klinikassistenter, konstabler og artister. De indbyrdes forskelle mellem de mange fag i LO-familien er med andre ord ganske store. De forskelle adskiller sig ikke fra det spænd, det måtte være at gå sammen med for eksempel lærere og sygeplejersker, der af mere eller mindre historiske grunde er tilknyttet FTF

Faggrupper i opbrud
På et stadigt mere komplekst og specialiseret arbejdsmarked giver en samling i en større og mere handlekraftig hovedorganisation i det hele taget rigtig god mening. For det første fordi arbejdsmarkedet er i opbrud med stadig flere berøringsflader mellem de forskellige faggrupper til følge.

Faggrupperne arbejder side om side i det daglige, men er placeret i hvert deres rum, når beslutningerne skal træffes.

På HK Kommunals område arbejder vores skolesekretærer og klinikassistenter fra LO-gruppen tæt sammen med lærere og pædagoger fra FTF-gruppen. Og på hospitalerne leverer vores LO-lægesekretærer sundhedsydelser i et tæt samspil med sygeplejersker, jordemødre og bioanalytikere hjemmehørende i FTF.

På utallige andre arbejdspladser er billedet det samme: Faggrupperne arbejder side om side i det daglige, men er placeret i hvert deres rum, når beslutningerne skal træffes alene fordi, de hører til i to forskellige hovedorganisationer. Det duer simpelthen ikke.

Politisk højredrejning
For det andet – og ikke mindre væsentligt – er jeg ikke i tvivl om, at en stærk, faglig samling i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, vil kunne udfordre den politiske virkelighed, der i disse år langt hen ad vejen er kendetegnet af en nyliberalistisk dagsorden. Vi, der vil velfærden, er nemlig oppe imod en stadig mere intens politisk italesættelse af, at den offentlige velfærd er en byrde fremfor en gevinst.

Langt ind i det politiske centrum-venstre er det god tone at sælge ud af fælles værdier på for eksempel energiområdet til højestbydende internationale kapitalfonde.

Fælles, offentlige løsninger bliver udsultet blandt andet med det formål at gøde jorden for privatiseringer. Langt ind i det politiske centrum-venstre er det god tone at sælge ud af fælles værdier på for eksempel energiområdet til højestbydende internationale kapitalfonde.

Gemt bag flosker som ’kernevelfærd’, ’konkurrenceudsættelse’ og ’afbureaukratisering’ tegner der sig ganske brede politiske alliancer, der med et stadigt mere magtfuldt finansministerium som bagtæppe, fører en decideret nedskæringspolitik ofte kamufleret som en ’nødvendighedens politik’. Ganske betegnende for dagens politiske vinde er det, at man i Erhvervsministeriet netop har ansat har ansat den tidligere direktør i Uber Norden, der systematisk har været med til at undergrave overenskomsterne, som ny chef for ministeriets disruption-taskforce.

Samlet om en solidarisk vision
Jeg hører til blandt dem, der mener, at fagbevægelsen skal have så tilstrækkeligt mange muskler, at den også kan agere som en markant politisk stemme. For i en stadig mere kompleks hverdag, er de faglige udfordringer oftere og oftere tæt knyttet til den politiske virkelighed.

Hvis fagbevægelsen skal kende sin besøgelsestid som bolværk mod højredrejningen og samtidig kunne dagsordenssætte en fremadskuende, solidarisk vision for det danske samfund, kræver det, at vi i højere grad kan tale én, samlet stemme. Også i den sammenhæng har samlingen af LO og FTF i en ny slagkraftig hovedorganisation sin klare berettigelse.

 

Bodil Otto er formand for HK Kommunal

 

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning

Bodil Otto er formand for HK-Kommunal.


Flere artikler om emnet

Annonce