Annonce

Et skridt længere væk fra fred

Da Trump i tirsdags valgte at trække USA ud af atomaftalen med Iran, den såkaldte JCPOA, trådte verden et skridt længere væk fra fred og stabilitet.
For det er ikke kun USA, der bliver berørt af Trumps beslutning. Beslutningen kan få meget store konsekvenser for Iran, for Mellemøsten og for resten af verden.

Den iranske atomaftale blev indgået af landene i FN’s sikkerhedsråd (USA, Kina, Rusland, Frankrig og UK), EU, Tyskland og Iran. Formålet med aftalen var at sikre, at Iran ikke fik udviklet atomvåben.

Alle problemerne med Iran blev heller ikke løst med denne aftale, men det er skridt i den rigtige retning.

Nogle af de vigtigste elementer i atomaftalen var bl.a. at få Irans lager af beriget uran sænket med 98 procent, at der blev fastsat en grænse hvorefter Iran alene måtte berige sin uran til 3,67 procent, langt fra de 90 procent, som er nødvendig for at bygge et atomvåben. Desuden fik FN’s atomagentur mulighed for at inspicere alle kendte atomanlæg, samt alle militære baser, hvor der var mistanke om brud på aftalen. Ifølge det Internationale Energiargentur overholdt Iran aftalen. Til gengæld fik Iran løftet nogle af de økonomiske sanktioner, som har holdt landet i et økonomiske jerngreb, men som ikke har kunne forhindre verdenssamfundet i at få Iran til at stoppe udviklingen af atomvåben.
Diplomati er svært, men nødvendigt

Alt i alt, så var aftalen en sejr for alle parter. Men som med al diplomati, så er store internationale aftaler ikke en ensidet fordel for den ene part, men derimod et svært kompromis mellem landene. Alle problemerne med Iran blev heller ikke løst med denne aftale, men det er skridt i den rigtige retning.
Iran

Iran er en islamisk stat, styret af stærke religiøse og konservative kræfter, som ikke skyr nogen midler for at bekæmpe vesten og vores værdier. De støtter Assad i Syrien og hjælper terrororganisationer. Men der er også moderate kæfter der vil en mere forsonlig vej. Med Trumps skridt er mørkemændene i Iran blevet styrket, chefen for den magtfulde revolutionsgarde, har ligefrem lykønsket Iran med at USA trækker sig fra aftalen.

Med Trumps skridt er mørkemændene i Iran blevet styrket,

De kræfter vil nu stå styrket når afløseren for den 78-årige, og sygdomssvækkede, ayatollah Ali Khamenei skal findes, og vejen til demokrati vil bliver endnu længere
Mellemøsten

Hvis atomaftalen rives i stykker kan Iran genstarte deres atomprogram og bevæge sig i retning af udvikling af atomvåben. Noget som de ifølge eksperter var mindre end 1 år fra før aftalen. Atomvåben i hænderne på Iran kan føre til yderligere (atom-) våbenkapløb i Mellemøsten, som i forvejen er en krudttønde af terror, konflikter og religiøse spændinger.

Opsigelse af atomaftalen kan eskalere konfliktniveauet i Mellemøsten og øge risikoen for mere krig

Opsigelse af atomaftalen kan eskalere konfliktniveauet i Mellemøsten og øge risikoen for mere krig. Så sent som natten til torsdag affyrede iranske styrker i Syrien angiveligt 20 raketter mod israelske stillinger i Golanhøjderne. Spørgsmålet er om USA kan holde sig ude, hvis Israel bliver inddraget i konflikten i Syrien?
Verden

Når Trump vil prøve at tvinge Iran med omfattende sanktioner, er der stor risiko for at det vil være sanktioner som dem USA lavede i 2012, der ikke bare rammer Iran men også straffer andre lande som handler med Iran, herunder EU-lande som Danmark. Det kan få Iran til at vende sig fra EU og over mod Kina. Kina som over de seneste år har udbygget sit handelssamarbejde med Iran, og hvor Iran indgår som en vigtig brik i det kinesiske net af nye handelsveje kaldet ”One Belt One Road”, og som så sent som juni måned sidste år afholdt Kina og Iran en fælles militær flåde øvelse med et betydeligt antal orlogsfartøjer fra hvert land. Dermed vil Trumps beslutning potentielt skubbe til balancen mellem den eneste nuværende supermagt (USA) og den der er på vej (Kina).

Det kan få Iran til at vende sig fra EU og over mod Kina

Siden 2. verdenskrig har USA og resten af den vestlige verden står i spidsen for en verdensorden, der bygger på lov og ret. Ikke på den stærke og meste brutales ret. At det er sådan, er i høj grad vigtigt for et lille land som Danmarks. Når USA træder ud af en aftale, så ser verden selvfølgelig at den eneste supermagt svigter sit ord, og selvfølgelig indretter verden sig efter det. Det bliver sværere at stole på aftaler.

Det er uhyre vigtigt, at de europæiske lande reagerer ved at stå sammen og viser lederskab i en verden, hvor kampen for fred og stabilitet er truet. Det seneste år har desværre rejst tvivl om vi kan regne med USA på samme måde, som vi har gjort de sidste 60-70 år. Vi må og skal stå fast på, at politiske aftaler er vejen frem, og vi må kæmpe for at EU og de store europæiske lande fastholder atomaftalen med Iran.

Nick Hækkerup, Medlem af Folketinget (S) og Udenrigsordfører

 

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Udenrigsordfører for Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet