Nu har tidligere modelbygger, departementschef og politisk kuglestøber, Jørgen Rosted, gjort status i erindringsbogen ‘Den økonomiske Genopretning 1976-1993 – Set fra Maskinrummet’.
Han mener modellerne var afgørende for at få dansk økonomi på ret kurs. Samtidig videregiver han indsigter om dansk politik, som man ikke vil være foruden, når først man har læst dem.
Hvad var der galt med dansk økonomi i 1970’erne og 1980’erne? Det slår Jørgen Rosted fast på første side af første kapitel.
Vi købte for mere i udlandet end vi solgte for. Det skabte mangel på fremmed valuta (et såkaldt underskud på betalingsbalancens løbende poster), og som konsekvens heraf måtte vi stifte udlandsgæld i fremmed valuta.
”I slutningen af 1970’erne kom det så vidt, at de internationale långivere tvivlede på Danmarks evne til at betale renter og afdrag, og Danmark var tæt på at blive sat under administration af Den Internationale Valutafond – nutidens statsbankerot”.
I Finansministeriet ”maskinrum” lavede Jørgen Rosted og de andre modelbyggere konsekvensberegninger af de mange forslag til, hvordan vi kunne komme ud af krisen.
De nåede frem til, at den stramme indkomstpolitik i sig selv var utilstrækkelig til at nå målet om en langsommere lønudvikling i Danmark end hos vores konkurrenter.
Embedsmændene konkluderede at Danmark måtte foretage en stor strategisk devaluering (en nedskrivning af kronen, der vil gøre import dyrere, og eksport billigere, og dermed forbedre konkurrenceevnen, men altså på bekostning af danskernes levestandard).
Problemet var, at denne løsning var nærmest politisk umulig.
Hvis en devaluering ikke skal resultere i lønstigninger og inflation, skal der gennemføres en stram følgelovgivning, der holder lønningerne i ro. Men her var det politiske klima forpestet af den omstændighed, at Venstre, Konservative og De Radikale havde væltet Jens Otto Krags (S) regering i 1967, da den netop forsøgte sig med en sådan følgelovgivning i kølvandet på en devaluering.
Derfor troede blandt andet Per Hækkerup, at det var umuligt, at gennemføre en sådan følgelovgivning.
Til sidst – under indtryk af anden oliekrise – lykkedes det i perioden 1979-1982 at få devalueret den danske krone og genoprettet konkurrenceevnen.
Jørgen Rosted kritiserer, at devalueringerne faldt drypvist, at følgelovgivningen ikke var nær stærk nok, men fremhæver at Danmarks lønkonkurrenceevne som følge af devalueringerne, blev forbedret med hen imod 15 procent i denne periode, hvad er der resulterede i overskud på samhandelen med udlandet. En betydelig succes, trods alt.
Efter at have behandlet udgangspunktet for genopretningspolitikken og Anker Jørgensens krisepolitik med indkomstpolitik og devaluering, går Jørgen Rosted videre til Poul Schlüters tid.
”Set over hele perioden 1982-93 lykkedes det ikke at opnå en mærkbar forbedring af lønkonkurrenceevnen”.
Denne udvikling dækker over, at man først satte konkurrenceevnen over styr, da man ikke formåede at hindre en overophedning i midten af årtiet, hvorefter man havde held til at sænke lønstigningstakten relativt til udlandet, og således til sidst endte hvor man startede i 1982 - men som også resulterede i rekordstor ledighed.
Jørgen Rosted afsætter et helt kapitel til finanspolitikken, formentlig for at forberede læseren på at forstå det opgør, som Finansministeriet har med daværende skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V) i slutningen af 1980’erne.
Ifølge ADAM skal der føres stram finanspolitik for at fjerne betalingsbalanceunderskuddet.
Inspireret at nyliberalistisk økonomisk teori forlanger Anders Fogh Rasmussen, at Finansministeriets model ændres, så den viser, at en skattelettelse tilskynder folk til at arbejde mere, hvorved skatteindtægterne stiger, hvorved skattelettelsen bliver delvist selvfinansierede (de såkaldt dynamiske effekter).
Forslaget var kontroversielt fordi omfanget af dynamiske effekter er meget usikkert, og fordi det legitimerede en politik, der ville øge det private forbrug i en tid, hvor man kæmpede hårdt for at opnå ligevægt på betalingsbalancens løbende poster.
Med andre ord, hvis Anders Fogh Rasmussen havde fået sine krav igennem, ville det have betydet en svækkelse af ADAM’s faglige troværdighed, og en direkte modarbejdelse af det mål man havde kæmpet for i hele perioden, nemlig at opnå et overskud på betalingsbalancens løbende poster, så man kunne nedbringe udlandsgælden.
Det endte med et kompromis. De dynamiske effekter blev medtaget i beregningerne for effekten af regerings økonomiske politik, men de blev vurderet som værende mindre end Anders Fogh Rasmussen have ønsket.
Naturligt nok fremstilles modeller som et særdeles nyttigt redskab, når den økonomiske politik skal kvalificeres, men Jørgen Rosted er ikke bleg for at erkende, at ”der er politik involveret, hvorfor åbenhed og ydmyghed er nødvendig.”
Hvad er det så modellerne kan? ”Det er modeller, der kan hjælpe med at føre penge- og finanspolitik, der gennem regulering af efterspørgslen holder styr på betalingsbalance, statsfinanser og beskæftigelse.” Hvad kan modellerne ikke? ”Modellerne kan (…) ikke give svar på, hvilke virkemidler der skal anvendes for at fjerne strukturelle hindringer.”
Det er en interessant afgrænsning af, hvad modeller skal beskæftige sig med, i og med der de senere år er kommet mere fokus på modeller, der omhandler strukturer, det lange sigt, og markedskræfternes evne til selvregulering. Altså modeller der dybest set altid vil fraråde aktiv brug af penge- og finanspolitik.
Det forholder Jørgen Rosted sig ikke til, ligesom han heller ikke forholder sig til de ændringer af ADAM, der har været efter han selv forlod modelarbejdet.
Hvad Jørgen Rosted dog forholder sig til, er den fejlslagne økonomiske politik op til finanskrisen. Det var ikke modellernes fejl.
”Den danske økonomi var grundlæggende sund inden finanskrisen, men en uforstandig fastlåsning af den nominelle ejendomsværdiskat (det såkaldte skattestop, red.) og en lempelse af reglerne for realkredit førte til en boligboble, der bragte dansk økonomi udover sin kapacitetsgrænse. Det kom ikke som en overraskelse.”
Hvis blot Anders Fogh Rasmussen (ja, ham igen) havde taget ved lære af erfaringerne fra 1980’erne i stedet for at forlange lærebøgerne skrevet om, ville Danmark have klaret sig bedre gennem finanskrisen, synes Jørgen Rosted at mene.
Opsummerende er bogen skrevet i et klart, konkret og præcist sprog. Der bruges ikke mange overflødige ord, og bogen kommer vidt omkring, men er alligevel mere nuanceret og eftertænksom, end det er muligt at gengive i en anmeldelse som denne.
Jeg anbefaler bogen til alle med bare et grundlæggende kendskab til nationaløkonomi og en forståelse for, at den historiske kontekst er afgørende for at forstå økonomiske problemer.
Bogen udgør et stærkt vidnesbyrd over en svær tid i Danmarks politiske historie.
Jørgen Rosted: 'Den økonomiske genopretning 1976-93, set fra maskinrummet'. Forlaget Historia 2021. 266 sider. Vejledende pris 299,95.
Kommentarer
Jørgen Rosted og tilsyneladende også Balder Asmussen overser, at nyordningen af vilkårene for olie-gas aktiviteterne i Nordsøen i 1981 var afgørende for en dybtgående ændring af Danmarks økonomiske situation. Vi fik bugt med betalingsbalanceproblemet, da vi blev selvforsynende. Aftalen fra 1981 var "råderummets moder".
Umådelig enig her.
Nyrups finanspolitiske ekspansion i 93, der lå til grund for begrænsningen af ledigheden i 90-erne, fra 300.000 ned mod 100.000, var bl.a. mulig fordi vi med selvforsyning af olie kom i en langt gunstigere situation på betalingsbalancen, og dermed kunne håndtere, at den øgede aktivitet, der jo også øger importen.
Man har siden taget grundigt ved lære heraf ved at udbygge den vedvarende energi i en hurtigere takt, end olien slipper op i Nordsøen.
Det er en genistreg og danner på et klimaforsvarligt grundlag både et bæredygtigt energiforbrug med valuta besparende selvforsyning, basis for salg af energi til udlandet og dertil med et industrieventyr med salg af produkter med energiløsninger og stor valutaindtjening til følge.