Et tiltrængt, men ufuldendt portræt, der springer det ubehagelige over

Første monografi om multikunstneren Harald Slott-Møller er tiltrængt, men desværre også skæmmet af mangelfuld indsigt. 

Der har altid hersket en nærmest mytologisk aura omkring kunstnerparret Harald og Agnes Slott-Møller. 

De var sammen med til at skabe det moderne gennembrud i dansk malerkunst, og begge har markeret sig tydeligt i denne kontekst, men er alligevel endt som en art paria, der er smeltet sammen i overleveringen trods deres forskelligheder i kunstnerisk udtryk.

Det startede ellers stormfuldt med Harald Slott-Møller, der som forældreløs lykkes med at blive indskrevet på Kunstakademiet og derfra vandrede videre til De frie Studieskoler, hvor han blev undervist af blandt andre P.S. Krøyer, der hurtigt anerkendte hans dygtighed. 

Så han blev Krøyers sekundant som underviser, hvor han endte med at undervise sin senere kone, Agnes, der var ældre end han, og som kom fra mere akademiske vilkår. 

Radikalt tænkende kunstnere

De blev gift i 1888, og selveste Georg Brandes var med til det spartanske bryllup. De blev borgerligt gift, og begge var dengang store tilhængere af Brandes’ kritik af kristendommen. 

I 1889 malede Harald Slott-Møller sit berømte portræt af Georg Brandes, der holder sine forelæsninger på Københavns Universitet.

Topbillede

Værket må nok anerkendes som det mest karismatiske portræt af denne gigant, der i maleriet fremstår monumental og myndig. 

Selvom det slet ikke stod så grelt til med anerkendelse af Agnes og Harald Slott-Møllers kunstneriske evner, blev de alligevel stærkt knyttet til gruppen af radikalt tænkende kunstnere, der var oprørte over, at mange af deres kunstværker blev censureret og afvist på udstillinger og teatre. 

Derfor var de med til at stifte Den frie Udstilling i 1891, der også bestod af kunstnerne Vilhelm Hammershøi, Johan Rohde, J.F. Willumsen og mange flere. 

Men i modsætning til de mange, der støttede Georg Brandes og den kulturradikale idé, tog Agnes og Harald Slott-Møller deres dannelsesrejse til Italien, præcis ligesom guldaldermalerne havde gjort det i modsætning til gennembrudsmalernes flokken omkring Paris og omegn i jagten på at tillære sig friluftsmaleriet og impressionismen. 

Dette blev for familien Slott-Møller til en forankring i en kunstopfattelse, der senere blev betegnet som symbolisme. 

De var inspireret af middelalderens kirkekunst, og de forsøgte at kopiere denne tilgang, især efter at de havde fået øjnene op for den engelske skole. 

Her havde prærafaelitterne først sat deres spor i form af en genopdagelse af den italienske renæssances dyrkelse af krop og idealisme. 

Siden fandt de inspiration via især William Morris’ “Art & Craft”-ideer, der også var en tilbagevenden til middelalderens kunstideer, hvor kunsthåndværket for dem var en redningsplanke midt i en tidsalder, hvor industrialisering og naturalisme syntes at ødelægge alt, hvad der var dem kært. 

I glemmebogen

Disse prægninger blev til stærke ideer for familien Slott-Møller, hvor Agnes blev dybt inspireret af folkeeventyret, mens Harald i stigende grad blev inspireret af kunsthåndværket, der fik ham til at fokusere på maleriernes rammer. 

Han skabte en vugge til deres første datter, der i dag betragtes som et af tidens hovedværker, og senere blev han hyret som kunstnerisk leder af fajancefabrikken Aluminia, hvor han skabte smukke og salgbare stel. 

De er i stigende grad blevet betragtet som reaktionære og bagstræberiske

Også smykkekunst begav han ud i, og han fik faktisk succes med det hele. Agnes og Harald fik også fornemme opgaver for arkitekten Martin Nyrop, der stod for opførelsen af Københavns Rådhus, hvor Agnes’ indgangsportal til rådhuset i dag står så flot, og Haralds friser, skåret i træ, præger Borgertrappen.

Læs også:Indtagende udstilling om potteplanternes stille liv i dansk maleri

Alligevel mistede de i stigende grad anerkendelse, og der blev gennem årene skabt dybt splid mellem deres tidligere åndsfrænder.

Og siden gik de næsten i glemmebogen, og de er i stigende grad blevet betragtet som reaktionære og bagstræberiske. Men hvorfor egentlig, når nu de faktisk – dengang – var fremskuende og derfor nogle af de første repræsentanter for både symbolismen og kunsthåndværket?

Erindringsskrifter

Det er et af de mest centrale spørgsmål, som en biografi om dem, eller i dette tilfælde en monografi om Harald Slott-Møller, må og skal forsøge at besvare. 

Anne Christiansens monografi, ‘Harald Slott-Møller. Erindring og værk’, der nu er udkommet på Gads Forlag, bygger først og fremmest på de erindringsskrifter, som han efterlod sig. 

Disse skrifter udmærker sig mest ved alle de udeladelser, der står så tydeligt mellem linjerne

Hun skriver, at det i grunden er underligt, at de aldrig blev udgivet, men når man læser dem i bogen, er det ikke så overraskende endda, fordi disse skrifter udmærker sig mest ved alle de udeladelser, der står så tydeligt mellem linjerne. 

Som kildeskrift er det selvsagt af stor værdi, og Anne Christiansen gør også et stort arbejde for at supplere disse med fokus på netop udeladelserne, men går alligevel kun halvt ind i projektet. 

Problemet med Anne Christiansens bog er den manglende indsigt i Slott-Møllers politiske skifte

Hun påpeger, at Haralds hidsige temperament har været udslagsgivende for hans manglende succes, og i mange tilfælde får hun også gjort det meget mere klart, at han som kunstner fik skabt så meget, der er værd at anerkende i dag.

For eksempel skriver Harald Slott-Møller en hel del om, at det er malerkollegaen Viggo Johansens kone, der for alvor skabte det had, som familien oplevede, og som spændte ben for dem. 

Sandheden er nok, at Harald så sig forbigået, dengang Viggo fik stillingen som professor på Kunstakademiet, en stilling, som han selv ønskede sig. 

Slott-Møllers detour

Problemet med Anne Christiansens bog er den manglende indsigt i Slott-Møllers politiske skifte. Hun påpeger, ganske rigtigt, at Harald Slott-Møller to år før sin død i 1935 i et interview, der omhandler forholdene i Tyskland, hvor Adolf Hitler samme år fik indført Nürnberglovene, der som bekendt var rettet imod jøderne, var beskæmmende. 

I dette interview udtalte Harald Slott-Møller, at han var tilhænger af Italiens Mussolini, der efter hans overbevisning havde fået orden på landets kaos, og at det nok også skulle blive godt i Tyskland. 

“Antisemitter! Skam jer!”

Anne Christiansen går let og elegant hen over disse udtalelser, selvom der er mangt og meget mere at sige om denne position.

Faktisk havde Harald Slott-Møller også tidligere gået i den mere konservative retning, men ikke blot det. I 1923 havde han hyldet Kristian Nissen fra Landmandsforeningen, der indvarslede den yderste højrefløjs indtog i Danmark. 

Alt dette bliver desværre slet ikke udfoldet i monografien

Under en tale i Grundtvigs Hus agiterede Kristian Nissen for, at det var jøderne, der stod bag bolsjevismen, samtidig med at kommunisterne råbte: “Antisemitter! Skam jer!”. 

Andre forhold indikerer, at Harald Slott-Møller og hans kone i stigende grad blev indlemmet i tidens højredrejede radikalisering, der meget tidligt havde skabt et brud med blandt andre Georg Brandes. 

Antisemit og reaktionær

Anne Christiansen skriver om bruddet med Georg Brandes, men behandler slet ikke, at Harald og Agnes Slott-Møller blev nære venner med kulturkritikeren Harald Nielsen. 

Harald Nielsen var datidens skarpeste modstander af Georg Brandes og kulturradikalismen. Han var også antisemit, og han mente helt eksplicit, at det var Brandes’ jødiske aner, der gjorde ham til fjende for den nationale vækkelse, der prægede årene i begyndelsen af det 20. århundrede. 

Læs også:Fra Brandes til bomben i turbanen: Er Muhammed-krisen i dag blevet erstattet af krigen i Gaza?

Alt dette bliver desværre slet ikke udfoldet i monografien, og derfor får læseren ikke rigtig indblik i, hvorfor familien Slott-Møller blev så voldsomt ignoreret, samtidig med at de var centrale aktører i Genforeningen i 1920, og i det hele taget blev de mest centrale kunstnere omkring kongen og de reaktionære i de sidste år. 

Det var Georg Brandes, der for alvor betonede, at kunst og politik var uadskillige, og mange blev på den facon indskrevet i kulturkampen

Det er beskæmmende for bogen, der ellers udmærker sig ved så meget andet. At familien Slott-Møller var store kunstnerpersonligheder, der har skabt mange centrale og betydelige værker, slås godt og grundigt fast. 

Og det er en vigtig pointe, helt overordnet, ligesom man også får et langt bedre indblik i, hvor mange af deres mest centrale værker befinder sig i dag. 

Kunst og politik

Det var Georg Brandes, der for alvor betonede, at kunst og politik var uadskillige, og mange blev på den facon indskrevet i kulturkampen. 

Og det var ikke kun familien Slott-Møller, der brød med Georg Brandes. Det gjorde mange af dem, der siden blev symbolister, her især fordi de tog kristendommen til sig. 

Læs også:Da Nietzsche kom til Skandinavien

Men også en digter som Holger Drachmann gik andre veje, selvom han tidligere var en del af Brandes-kulten. 

Selv i dag præges vor kulturelle forståelse af datidens kulturkamp, hvorunder de mere nationalt sindede kunstnere sammen er blevet puttet ned i en kasse, der kaldes for ‘national-romantisk’. 

Dette er vigtigt at have med i en omfattende biografi, hvilket desværre ikke er tilfældet med dette værk

Men i denne kasse befinder der sig et utal af udtryk og værdier, der ikke nødvendigvis var identiske, og som hver især også bør vurderes kunstnerisk individuelt. 

Og kulturpolitik bør ikke være tungen på vægtskålen, når kunst skal vurderes ud fra kvalitet. 

Alligevel er det trods alt vigtigt at huske, hvilke ideer der ligger bag de forskellige udtryk, for det har i den grad påvirket menneskers og nationers udvikling, alliancer og brud på selvsamme. 

Sådan var det med familien Slott-Møller, og dette er vigtigt at have med i en omfattende biografi, hvilket desværre ikke er tilfældet med dette værk.

Anna Christiansen: ‘Harald Slott-Møller. Erindring og værk’. Illustreret med fotos i farver og sort/hvid. Med Harald Slott-Møllers efterladte erindringsskrift. 400 sider. Gad Forlag, 2025.