Et verdensmesterskab kan ikke fikse et lands problemer

Anmeldelse: Når det franske fodboldlandshold triumferer, samler det en broget nation under en fælles drøm. Når det fejler sker det modsatte.

En allegori kan forklares som en historie der via symboler eller billedsprog skal fungere som en forklaring på noget andet. En måde at skabe et billede af en sindstilstand på. I dokumentaren ’Les Bleus – en anden historie om Frankrig 1996 – 2016’ er det franske fodboldlandshold det billede der skal symbolisere den franske nations udvikling. Gennem 90’ernes storhed og fremtidstro, 00’ernes dramatik og kaos, frem til nutidens skeptisk, spirende håb.

Det franske landshold har kun én farve, og det er blå

Den franske tricolore - Sort, hvid, arabisk

I 1998 begejstrer Les Bleus – som det franske fodboldlandshold er kendt som i folkemunde – da de på hjemmebane hjemtager verdensmesterskabet. To år senere, anført af den algierskfødte superstjerne Zinedine Zidane, står de øverst på sejrsskamlen ved europamesterskaberne i Holland og Belgien.

Folkeheltene bliver - med henvisning til det trefarvede franske flag – døbt ’sort, hvid, arabisk’, grundet holdets brogede etniske sammensætning, der trækker spor til landets kolonihistorie. Fodboldrusen binder folket sammen i enhed og broderskab, som det er set så ofte før. Og som den senere franske præsident, François Hollande udtrykker det: ”Det franske landshold har kun én farve, og det er blå”. Men glæden varer ikke ved.

For i stedet for at blive et springbræt for vellykket integration, bidrog titlerne til en laissez-faire attitude

Fodbold – et forgængeligt samlingspunkt

”Et verdensmesterskab kan ikke fikse et lands problemer. Det højner moralen, skaber momentum, men man skal følge op på det,” forklarer den berømte franske skuespiller, Omar Sy, om situationen efter 90’ernes succeser.

For i stedet for at blive et springbræt for vellykket integration, bidrog titlerne til en laissez-faire attitude og en tro på, at hvis fodboldlandsholdet er en integrationsmæssig succes, må det automatisk kunne overføres til resten af samfundet. Men netop den generation af unge ikke-vestlige mænd, der voksede op i forstæderne i kølvandet på 90’ernes franske sportslige triumftog, endte med at blive dem, der følte sig mest isoleret fra lige netop det sammenhold. Og det er en af dokumentarens absolut stærkeste pointer.

Sport kan ikke redde en fejlslagen politik

Frederik Stjernfelt, professor i videnskabsteori, idéhistorie og semiotik ved Aalborg Universitet, forklarer det således ”Spillet suspenderer den hverdagslige verden og udgør et blankt og sakralt vindue deri. Herpå kan der så igen genindskrives værdier fra den omgivende verden”.

Men samtidigt fastholder den i befriende grad landsholdet som en lærerig allegori, og altså ikke et afgørende politisk værktøj

For selvfølgelig har sport en politisk nytteværdi, der ikke må undervurderes, og mange har følt sig som en del af et større fællesskab, når man iklæder sig sit holds farver. Men når stadionlysene slukkes og den sidste ansigtsmalede fodboldfan har forladt tilskuerpladserne, er der stadig en politisk virkelighed at forholde sig til. Og her skiller Les Bleus-dokumentaren sig ud fra andre dokumentarer om sport, ved ikke at blæse sportens betydning ud af proportioner, men fastholder dens vigtige, om end symbolske, betydning.

’Les Bleus – en anden historie om Frankrig 1996 – 2016’ - er en stærk, gennemarbejdet og indlevende fortælling om et hold, et land og et folk, der kæmper med fortidens spøgelser. Den bidrager med flere væsentlige betragtninger i en ellers gennemtravet integrationsdebat. Men samtidigt fastholder den i befriende grad landsholdet som en lærerig allegori, og altså ikke et afgørende politisk værktøj.

’Les Bleus – en anden historie om Frankrig 1996 – 2016’. 90 minutter. Kan ses på Netflix.


Kommentarer fra Facebook