EU: Danmark har brug for et nationalt kompromis, version 2.0

Efter nej'et ved folkeafstemningen 3. december er der ingen vej uden om: Nu må folketingets ja- og nej-side sætte sig sammen om formulere et nyt nationalt kompromis om EU-politikken.
Debatten efter vælgernes nej til at afskaffe retsforbeholdet d. 3. december, har primært været en opvisning fra supereuropæernes side i, hvordan man opfører sig som dårlige tabere. Ja, undskyld. Og samtidig hyldet ind i en ufattelig arrogance overfor det flertal i befolkningen der stemte nej.

Det er bestemt ikke kønt hverken at se på eller lytte til.

’Er folk blevet bindegale?’ Spørger Uffe Ellemann Jensen allerede, i en kronik i Berlingske dagen før afstemningen, som om han intet har lært i de 23 år, der er gået siden danskerne stemte nej til Maastrichttraktaten tilbage i 1992. Uffe Ellemann Jensen var som bekendt udenrigsminister i 1992.

Eller EU-forsker og professor Malene Wind, her citeret fra Deadline: ’Jeg tror da et eller andet sted, at danskerne ikke har forstået, hvad det her handler om… Vi har nasset på det europæiske fællesskab. Vi går hele tiden og ser tiden an. Det handler om, at man åbenbart ikke forstår, at man er med i et forpligtende samarbejde.’

Eller hvad med seniorkorrespondent Anders Jerrichow i Politiken: ’Det er vælgerne der har et problem. Hvis vælgerne ikke selv vil stramme sig an, må politikerne gribe til konsekvenspædagogik. Så må de EU-positive politikere skære ud i pap, hvad de i store tal mener – nemlig at det internationale samarbejde i EU er så vigtigt for Danmark, at de ikke vil danse efter EU-modstandernes melodi.”

Vi har en fælles demokratisk aftale om den danske EU-politik, som politikerne har indgået med vælgerne

Og så var der udenrigsminister Kristian Jensen, som tilsyneladende heller intet har lært, da han sad på TV2 News, to dage efter afstemningen og fortalte, at alt er som det plejer at være med nej’et d. 3. december. Aftalen fra 2008 mellem ja-partierne i folketinget gælder stadig. Og det er der ingen grund til at ændre på.

Ikke et eneste af alle disse kloge hoveder, med udenrigsminister Kristian Jensen i spidsen, nævner på noget tidspunkt, at vi har en fælles demokratisk aftale om den danske EU-politik, som politikerne, har indgået med vælgerne, og at man agter at respektere denne aftale. Nemlig Det Nationale Kompromis – eller Edinburghaftalen fra 1992 – der blev konfirmeret ved en folkeafstemning d. 18. maj 1993.

Det Nationale Kompromis er - i store dele af den politiske verden herhjemme – noget man ønsker hen hvor peberet gror. Sådan ser vælgerne bare ikke på det!

Både ja- og nej-siden skal med i nyt national kompromis
Socialdemokraterne, SF og de radikale var arkitekterne bag Det nationale Kompromis - og aftalen blev senere tiltrådt af den daværende VK-regering og de øvrige borgerlige partier.

Hovedhjørnestenen i Det Nationale Kompromis er de 4 forbehold. Og dem forventer et flertal af vælgerne altså at politikerne respekterer. Det er nu demonstreret ved hele 2 folkeafstemningen. Ved euroafstemningen i september 2000 og nu her forleden. Mere demokratisk kan det ikke blive. Og alligevel bliver store dele af ja-siden ved med at presse på, som om intet er hændt. Det har bestemt ikke været gavnligt, for det i forvejen tyndslidte tillidsforhold mellem politikerne og vælgerne.

For at komme videre må vi have et Nationalt Kompromis, Version 2.0.  En politisk aftale der samler bredt, således at både ja og nej-siden i folketinget er med. Indholdet i et Nationalt Kompromis, Version 2.0 kunne tage højde for følgende.

1) Det europæiske samarbejde, der startede med slutningen af 2. Verdenskrig, har haft en kæmpe betydning for Danmark og Europa. Det kan ikke overvurderes. Samarbejdet har været med til at skabe fred og velstand i Europa. Et meget stort flertal af danskerne ønsker at vi skal fortsætte med at være medlem af EU.

Fremtidens EU-politik skal tage hensyn til, at kun få af os er inkarnerede ja eller nej-sigere

Danskerne tvivler ikke på det europæiske samarbejde. Danskerne tvivler derimod på nytten af den politiske overbygning i EU, der i de seneste årtier, har vokset sig større og større. Kun få danskere er overbeviste og begejstrede europæere. Langt de fleste danskere er i tvivl om, hvad de skal stemme, hver gang vi bliver kaldt til stemmeboksene. Fremtidens EU-politik skal tage hensyn til, at kun få af os er inkarnerede ja eller nej-sigere. Langt de fleste os er tvivlere. Men langt de fleste af vil altså også være med.

2) EU er en underlig konstruktion med et parlament, en kommission og ministerrådet. Kun meget få danskere, forstår denne - for nu at sige det mildt - unikke konstruktion. EU er meget langt væk, og opleves som et kæmpemæssigt bureaukratisk monster af langt de fleste danskere. Det kræver åbenhed og transparens. Vi har i Danmark et af de mest åbne og gennemsigtige politiske systemer i verden, sådan oplever mange danskere det ikke, men sådan er det målt med international målestok. Det skal vi også arbejde på at EU bliver.

3) I 1992 forsøgte tilhængerne af Maastrichttraktaten - blandt meget andet - at sælge traktaten på ’nærhedsprincippet’, altså det forhold, at alle de problemer der løses bedst nationalt og lokalt, skulle EU holde sig fra, de skulle løses nationalt og lokalt. Og så skulle EU tage sig at de store tværnationale problemer. Sådan er det ikke helt gået. Kommissionsformand Jean - Claude Juncker taler i dag om at EU skal være ’big on big things and small on small things’. Det lyder smukt. Nu skal EU så leve op til det. Og det skal vi danskere arbejde for i EU. Det vil der være stor forståelse for i befolkningen.

Ja- og nej-siden bliver nødt til at finde hinanden i et fælles kompromis, der er ingen vej udenom. Nu er det op til politikerne at tage initiativet.

 
Jan Andreasen (f. 1956) er medlem af Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokraterne.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Lektor og tidligere medlem af borgerrepræsentationen i København for Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet

Annonce