Annonce

EU er ingen undskyldning for liberal politik

EU-dommen i den danske børnepengesag endte med at blive en noget lang agurk hen over sommeren. Endnu engang forsøgte de borgerlige at skubbe EU foran sig, i deres forsøg på at slippe af med centrale velfærdsydelser.
Europa befinder sig fortsat i en massiv økonomisk krise, et ansvar der hviler på borgerlige politikere og samtidig har de socialdemokratiske velfærdsmodeller i Skandinavien sikret, at offentlige velfærdsordninger og det sociale sikkerhedsnet fortsat fungerer.

Da VK-regeringen i 2010 havde sat sig for at gennemføre den såkaldte genopretningspakke, der bl.a. betød en halvering af dagpengeperioden, 3 års nulvækst i den offentlige sektor og loft over fradraget på fagforeningskontingenter, måtte den daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen bede kommissionen om en EU-henstilling, han efterfølgende kunne bruge som løftestang for nedskæringer på centrale velfærdsområder.

Hjort Frederiksen måtte have EU til at give den daværende regering et politisk alibi for at gennemføre partiets politik. Han havde lysten, men ikke den politiske ”chutzpah” uden bureaukraternes indblanding. Derfor blev EU-henstillingen den mest centrale årsag bag genopretningspakken, og ikke Hjorts egentlige politiske mission.

Det er nærliggende at overveje, om der i Venstre eksisterer en egentlig politisk doktrin, hvor det højreorienterede Danmark sniges ind af bagdøren med EU-domme og direktiver som skalkeskjul eller om det bare drejer sig om mere klassisk opportunisme.

Seneste eksempel er Birthe Rønn Hornbechs opsang til landets samlede skare af EU-tilhængere. I en længere kronik i Berlingske under overskriften ”Vi må tage os sammen”, slog hun et slag for afskaffelsen af den universelle velfærdsmodel, med det hovedargument, at EU-dommene vedr. børnepenge og SU snart ville undergrave finansieringen af det danske samfund. Rønn Hornbech vælger ikke at fortælle læseren, at de økonomiske konsekvenser bag den seneste EU-dom er sølle 15 mio. kr.

Man kan undre sig over, hvordan Birthe Rønn Hornbech kunne have fået den opfattelse, at EU-tilhængere fra centrum-venstre ville kunne blive enige med højrefløjen om at opgive den danske samfundsmodel, til fordel for et kontinentaleuropæisk velfærdssamfund med forsikringsordninger, brugerbetaling, lav skat og lave lønninger.

Det er nemlig ingen logisk slutning, at EU-henstillinger og EU-domme partout må føre til mindre velfærd.

Det er nemlig ingen logisk slutning, at EU-henstillinger og EU-domme partout må føre til mindre velfærd. Mere logisk er det at konstatere, at den højreorienterede logik bag den økonomiske krisestyring og de kontinentaleuropæiske velfærdsstater, hverken skaber vækst eller social sikkerhed.

Europa befinder sig fortsat i en massiv økonomisk krise, et ansvar der hviler på borgerlige politikere og samtidig har de socialdemokratiske velfærdsmodeller i Skandinavien sikret, at offentlige velfærdsordninger og det sociale sikkerhedsnet fortsat fungerer. Rønns samfundsmodel er således markant udsat, når kriser, som den vi så i den finansielle sektor, rammer os.

Det ville i virkeligheden klæde Rønn Hornbech at komme med en opfordring til hendes eget parti om at tage sig sammen, og stå ved partiets samfundsdrøm om brugerbetalinger og forsikringsordninger.

 

Alexander Grandt Petersen (f. 1989), stud. HA(Kom.). Næstformand i DSU.

Alexander Grandt er Kommunikationschef i tænketanken Cevea. 


Flere artikler om emnet