Annonce

EU-Kommissionen: Sparekursen har deprimeret økonomien

Ensidigt fokus på nedskæringer og besparelser har haft negative konsekvenser for den europæiske økonomi.
”Gradvise konsolideringer i senere år har deprimeret væksten i euro-området”. Når det kommer til økonomers måde, at formulere sig på, så får man det ikke mere klart defineret.  I et nyt studie udgivet af den økonomiske afdeling i EU-Kommissionen sætter man fokus på de negative konsekvenser af sparepolitikken i EU.

Fokus er særligt på de såkaldte ”spillover”-effekter. Det betyder, at man forsøger, at kortlægge hvor store konsekvenser nedskæringer f.eks. i Tyskland har på væksten i Grækenland. Det gør man blandt andet ved, at kigge på multiplikator-effekten af nedskæringer.
Her kommer en anden vigtig pointe fra papiret, når man vil nedbringe sit underskud, så er der en større negativ effekt ved at bruge nedskæringer i stedet for skatteforhøjelser.
Multiplikator-effekten opstår, da nedskæringer og skatteforhøjelser betyder lavere forbrug, dårligere købekraft og højere arbejdsløshed.

Rapporten slår også fast, at der var et klart behov for nedbringelse af gælden i visse sydeuropæiske lande, men man kunne være kommet bedre igennem krisen, hvis nedskæringerne i eurozonen var spredt ud over en større periode. Det samlede væksttab for udvalgte lande er vist i tabellen nedenfor.

Effekt på BNP i 2013
Effekt på BNP i 2011-2013

Tyskland

-3,90%

-8,10%

Resten af EU

-2,39%

-5,10%

Grækenland

-8,10%

-18,00%


Indflydelse på Danmark
Danmark er ikke eksplicit nævnt i rapporten, men hører til kategorien ”Rest of Euro Area”. Der er dog alligevel grund til, at gøre brug af rapportens konklusioner i Danmark. I sidst opgjorte måned gik 62,7% af Danmarks eksport til de øvrige EU-lande. Hvis regeringen skal have en chance for, at blive genvalgt så er et europæisk opsving altså helt centralt.

Rapporten konkluderer, at nedskæringerne i de sydeuropæiske økonomier sagtens kan afbødes af investeringer for landene med solide økonomier. I deres seneste rapport konkluderede de økonomiske vismænd også, at Danmark havde en økonomi, der sagtens kunne holde til dette.  Finansminister Bjarne Corydon (S) og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (Rad. V.) har ikke veget meget fra deres reformlinje. Herfra skal der lyde et håb om, at de snart bruger af det råderum de har skabt.

Frederik Gjørup Nielsen er stud.polit. på Københavns Universitet og tidligere formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.


Flere artikler om emnet