På trods af, at Storbritannien er det syvende rigeste land i verden, arbejder 13 millioner mennesker i Storbritannien for mindstelønnen på 57 kroner i timen og på nul-timers kontrakter, hvor de ikke har nogen sikkerhed for, om de får timer. Mange mennesker kæmper med at få råd til mad og hver femte brite, som er i arbejde, har ikke en indtægt, der er høj nok til, at de kommer over fattigdomsgrænsen.

Virkeligheden for de almindelige lønmodtagere i Storbritannien er presset

Virkeligheden for de almindelige lønmodtagere i Storbritannien er presset. For dem har globaliseringen ikke betydet spændende udvekslingsmuligheder, hurtigere køer i lufthavnene og eksotiske kulturudvekslinger.

Nej, for dem er globaliseringen tværtimod det, som gør deres hverdag og deres liv mere og mere presset. De har ikke de længste uddannelser, de bliver nedslidte på arbejdet og de skal hele tiden løbe lidt hurtigere, fordi arbejdskraftens frie bevægelighed i EU betyder, at de bliver udkonkurreret af billigere arbejdskraft fra andre EU-lande.

Indre marked skaber pres på lønninger
Det er meget nemt at sidde dagen efter Brexit og sige, at briterne er åndsvage. Det er nemt at kalde dem nationalister, som bare vil lukke sig om sig selv, og det er meget nemt at sidde og tale om international solidaritet, når man selv sidder fra en privilegeret situation med et godt job, god løn og generelt få bekymringer.

Men virkeligheden er, at mange af de udfordringer som helt almindelige lønmodtagere både i Storbritannien, men også i Danmark, sidder med, i høj grad skyldes et europæisk indre marked, som sætter et større og større pres på lønninger, arbejdstid og arbejdsvilkår.

EU’s håndtering af finanskrisen har efterladt kæmpe sociale konsekvenser

Der er heller ingen tvivl om, at EU’s håndtering af finanskrisen har efterladt kæmpe sociale konsekvenser. Hver  gang at medlemslandene forsøger sig med en anden økonomisk politik efter finanskrisen og investerer i deres velfærd, bliver de banket i hovedet af Merkel og hendes neoliberale finanspolitiske sparekrav.

Behov for sociale investeringer i Europa
Kigger vi ud på de mest EU-skeptiske lande i øjeblikket, Grækenland, Frankrig og Spanien, tegner der sig også et meget tydeligt billede af, at det er i de lande, hvor forholdene for de almindelige lønmodtagere er elendige, manglen på arbejde er stor og den sociale sikkerhed er ikke eksisterende, at modstanden mod EU stiger.

Selvom jubeleuropæerne godt kan lide at sige, at det bare handler om, at vi skal blive bedre til at snakke EU op, at EU-modstanderne bare skal forstå alt det gode, som EU gør, og at det er vigtigt at stå sammen i Europa, så er jeg overbevist om, at det ikke vil være løsningen på den stigende EU skepsis.

EU skal beskytte lønmodtagerne mod globaliseringens konsekvenser

I mine øjne kan der ikke være nogen tvivl om, at briternes exit må give anledning til at EU smider den neoliberale arbejdsmarkeds- og finanspolitik på porten, for i stedet at lave massive sociale investeringer rundt om i Europa.

Jeg mener, at det er fuldstændig afgørende med et stærkt europæisk samarbejde, men tiden er kommet til at vi kræver et nyt og mere socialt ansvarligt indhold. EU skal beskytte lønmodtagerne mod globaliseringens konsekvenser, ikke presse konsekvenserne hårdere på.

EU skal hjælpe medlemslandene med sociale investeringer, så vi kan få gjort op med den massive europæiske arbejdsløshed og endeligt skal EU begynde at arbejde for folket, ikke for markedet.

 
Nilly Taheri læser jura på Københavns Universitet og er formand for DSU København.
Dagens Pio klumme er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.