I det meste af Nordvesteuropa tales der meget om EU og forskellige -xit’er. Det er alle i lande, der har nogle af de mest velfungerende økonomier, der drager mest nytte af EU og der i store træk har været med i længst tid. Det er alle steder bakket op af populistiske løsninger, der bygger på folks frustrationer over at være koblet af globaliseringstoget. Men det er en vej der ikke vil løse det lovede – tværtimod.

EU-modstanderne kører debatten af sporet
Mens det er lykkes for Nigel Farage og af EU-modstanderne hos de Konservative i Storbritannien at trække landet væk fra EU, så kører debatten også andre steder. Senest med Le Pens vej til anden runde( uagtet hendes stemmeniveau ligger på niveau med de øvrige års Front National-resultater i præsidentvalgt) har skabt endnu en debat om fragmentering af EU. Og det sker endda på trods af det organiserede kaos der omkranser Brexit og forhandlingerne.

Alligevel lykkes det forsat populistiske partier at komme med paroler der snylter på de frustrationer befolkningerne har overfor EU. Noget af det er selvforskyldt, som jeg selv tidligere har nævnt i forhold til manglende tillid, men en stor del af frustrationerne skyldes også en fejlfortolkning af, hvad EU er og bør være.

EU skal alligevel aldrig være målet i sig selv

EU-debatten har i mange år været baseret på for og imod, men tiden er en anden. Debatten om for og imod EU er for længst forbi. EU skal aldrig være målet i sig selv.

EU er midlet
EU er derimod midlet til at drive medlemsstaterne fremad sammen i samarbejde på tværs af grænser. Ved at åbne op og gøre tingene sammen, er mulighederne endnu større end hver for sig. Det er via EU, at vi har sikret basale menneskerettigheder. Det er samtidig også her langt størstedelen af vores internationale handel foregår. Et af de næste store skridt er EU's sociale dimension, som Kommissionen har fremlagt.

En stor del af befolkning har med rette en frustration over globaliseringen og udflytningen af arbejdspladser og udviklingen passerer forbi. Det er dog en voldsom illusion at tro, at et fragmenteret kontinent, hvor landene skal klare sig hver især, vil være vejen til at bringe arbejdspladserne tilbage.

Vejen er at den politiske kamp mellem ideer og løsninger bliver taget i Bruxelles

I stedet er vejen, at den politiske kamp mellem ideer og løsninger bliver taget i Bruxelles på samme måde, som det er gjort i de nationale parlamenter gennem tiden. Debatten skal handle om løsninger  for hvordan arbejdspladserne sikres, hvordan opkvalificeringen af arbejdstagerne udvides og hvordan alle de andre politiske spørgsmål ,der opstår i globaliseringens kølvand bliver adresseret.

Frustrationerne bliver rettet imod EU, men det burde i stedet kanaliseres i krav om, at vores politikere udstikker veje til at løse de problemer der opleves. Det mangler Farage, Le Pen, Wilders og alle de andre svare på kan lade sig gøre hver for sig. Det handler om løsninger på problemerne, og hvordan de kan løses.
Lasse Bauer Kristensen er Cand.Scient.Adm og medlem af Socialdemokratiet på Frederiksberg.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.