EU-udvidelsen er en trussel mod det danske arbejdsmarked

I 2004 åbnede Danmark og resten af EU dørene for otte østeuropæiske lande i den største udvidelse nogensinde. 

Det blev solgt som et fredsprojekt og en økonomisk gevinst – men vi fik social dumping, lønpres og importeret kriminalitet. 

Nu gør EU klar til at gentage fejlen – bare hurtigere, vildere og dyrere end sidst. Den nye udvidelse foregår i et tempo, vi aldrig har set før. 

Hvor det i 00’erne tog mange år at gøre landene klar, skubbes de syv nuværende kandidatlande – Ukraine, Moldova, Albanien, Kosovo, Serbien, Bosnien-Hercegovina og Montenegro – hastigt frem mod medlemskab trods enorme demokratiske, økonomiske og strukturelle problemer.

Tilsammen repræsenterer de over 55 millioner nye EU-borgere. Og med deres optagelse følger en regning. Ifølge EU-Kommissionens egne beregninger vil de syv nye lande koste de eksisterende medlemslande omkring 1900 milliarder kroner over syv år. 

Danskerne betaler 

For Danmark alene er prisen omkring 35 milliarder kroner – penge, der kunne være gået til kernevelfærd herhjemme. Den danske medianløn ligger i dag på cirka 48.000 kr. før skatkroner om måneden. 

Til sammenligning ligger medianlønnen i Serbien på omkring 5500 kroner, mens den i Ukraine, Moldova, Kosovo, Albanien, Bosnien-Hercegovina og Montenegro er estimeret til at ligge mellem 3500 og 4500 kroner. 

Det er lønninger, der svarer til under en ottendedel af det danske niveau. Når arbejdere fra lande med så lav købekraft får adgang til EU’s indre marked, er det ikke svært at regne ud, hvor de vil søge hen. 

En ny bølge – bare med endnu større forskel i lønniveau og med endnu svagere retsstater

Og vi ved allerede, hvad der sker. Efter 2004 så vi en massiv bølge af østeuropæisk arbejdskraft ind i Danmark. Mange arbejdede under overenskomster – på papiret – men med reelle vilkår langt under det, danske kolleger fik. 

Det førte til lønpres, omgåelse af regler, dårligt arbejdsmiljø og en ny gråzone i brancher som byggeri, transport og rengøring. Nu står vi over for en ny bølge – bare med endnu større forskel i lønniveau og med endnu svagere retsstater. 

Standarden trækkes ned

Det stopper heller ikke ved løn og arbejdsvilkår. Medlemskab i EU betyder også adgang til danske sociale ydelser. Det gælder for eksempel børnepenge, som kan udbetales til arbejdstagere fra andre EU-lande – selvom børnene aldrig har sat deres ben i Danmark. 

Det har vi set med arbejdskraft fra Polen og Rumænien. Og vi kan være sikre på, at det gentager sig med arbejdere fra Ukraine, Moldova eller Albanien. 

Er det den form for stater, vi ønsker at lukke ind i et fællesskab baseret på gensidig tillid, fælles lovgivning og faglige rettigheder?

Det skaber forståeligt nok frustration og mistillid. For hvordan kan det være rimeligt, at danske skatteydere skal finansiere velfærdsydelser til familier, der bor tusind kilometer væk og aldrig har bidraget til fællesskabet her? 

Det bliver ikke bedre, når man ser på det retslige og politiske niveau. Danmark scorer 90 ud af 100 på Transparency Internationals korruptionsindeks. Det gør os til et af verdens mindst korrupte lande. 

Det vil sige, at Danmark i fremtiden kan blive tvunget til at acceptere beslutninger, vi er lodret imod

De syv nye kandidatlande ligger i den modsatte ende. Serbien og Ukraine scorer 35 ud af 100 – Moldova og Bosnien vurderes til samme niveau.

Albanien og Kosovo scorer en anelse højere, men stadig under 45. Montenegro er bedst med 46 – men det er stadig langt fra noget, der ligner danske standarder. 

Læs også:Slagterilukningen i Ringsted er en EU-skabt katastrofe

Det er på niveau med Rusland og Belarus. Er det den form for stater, vi ønsker at lukke ind i et fællesskab baseret på gensidig tillid, fælles lovgivning og faglige rettigheder? 

Forsvindende vetoret

Men det mest alvorlige er måske, at EU-udvidelsen kun er ét ben af projektet. Samtidig med optagelsen af nye medlemslande presser EU-Kommissionen nemlig på for en ny EU-traktat, der skal give EU langt flere beføjelser og fjerne de nationale vetorettigheder. 

Det vil sige, at Danmark i fremtiden kan blive tvunget til at acceptere beslutninger, vi er lodret imod, fordi vi ikke længere har vetoret. 

Vi er blevet pålagt regler om obligatorisk arbejdstidsregistrering, der ikke passer til vores fleksible model

Især på områder som arbejdsmarked, skattepolitik, forsvar og udenrigspolitik – områder, hvor vi ellers traditionelt har stået vagt om vores egen linje. 

Vi ser det allerede i praksis. EU har trumfet direktivet om mindsteløn igennem trods voldsom modstand fra både Danmark og Sverige. 

Læs også:Debat: Mette Frederiksen er den mest EU-glade statsminister i Danmarkshistorien

Vi er blevet pålagt regler om obligatorisk arbejdstidsregistrering, der ikke passer til vores fleksible model. Og vi har fået en tvungen barselsordning, der underminerer danske familier og virksomheder. 

Det næste skridt bliver traktaten, der gør det muligt for et flertal i Ministerrådet at tromle nationale særmodeller ned – også den danske. 

Skillevejen

Så lad os stille det enkle spørgsmål: Hvem har du mest tillid til skal bestemme over det danske arbejdsmarked? Danske parter med overenskomstmodellen og arbejdsmarkedets selvregulering – eller franske embedsmænd, italienske kommissærer og tyske ministre, der ikke engang har styr på deres egne? 

Vi står ved en skillevej. Enten forsvarer vi den danske model – eller også ofrer vi den på alteret for endnu en forhastet og fejlslagen EU-udvidelse. 

EU-udvidelsen er ikke bare en trussel mod vores arbejdsmarked. Den er en trussel mod vores demokratiske suverænitet

Det her handler ikke om at være imod mennesker fra Østeuropa. Det handler om at sige, at EU-medlemskab forpligter – og at man ikke kan få adgang til fællesskabet, før man har gjort sig fortjent til det. 

Med respekt for reglerne, for retsstaten og for lønmodtagerne i de lande, man vil være en del af. EU-udvidelsen er ikke bare en trussel mod vores arbejdsmarked. 

Den er en trussel mod vores demokratiske suverænitet, vores velfærd og vores ret til at sige nej. Hvis ingen andre tør sige det højt, må vi gøre det selv.