Annonce

’Europa har vinden i ryggen’

Jean-Claude Juncker leverede i dag sin årlige tale om EU’s fremtid. Et rosenrødt billede, med for lidt fokus på sociale udfordringer, mener ETUC.
Formanden for Europa-Kommissionen, den luxembourgske Jean-Claude Juncker, leverede i dag den årlige State of the Union-tale, hvori han løfter sløret for, hvilken retning EU vil tage i de kommende år.

I modsætning til de foregående år, var talen i år præget af optimisme og tillid til det europæiske sammenhold - han understregede, at unionen nu har medvind.

”Vi befinder os nu i det femte år med økonomisk opsving, som endelig er nået alle medlemslandene.”

Væksten i hele EU er nu på 2 procent og i eurolandene 2,2 procent, samtidig er arbejdsløsheden på sit laveste igennem ni år, understregede Juncker i talens indledning.

Den europæiske paraplyorganisation for fagbevægelsen ETUC (European Trade Union Confederation), er dog ikke imponeret over talen:

”Talen tegnede et rosenrødt billede af den økonomiske genoprejsning, og talte for lidt om indsatsen for social retfærdighed,” mener generalsekretæren i ETUC Luca Visentini.

Kun få ord om ’EU’s sociale søjle
Der var for få ord om EU’s projekt om at udbygge en decideret social søjle, mener Luca Visentini.

Det er ellers Juncker selv, der sidste år lancerede planen for den sociale søjle, som skal styrke den sociale dimension i EU ved at sikre blandt andet retfærdige arbejdsvilkår, bedre social beskyttelse, samt at indføre en lovgivningspakke om forhold som arbejds- og familielivsbalance.

Juncker opfordrede i dag til, at den skal vedtages senest til Göteborg-topmødet i november. Men uden at konkretisere, hvordan man vil nå der til – og det bekymrer den europæiske organisation.

Aftale om udstationeringsdirektiv skal falde på plads
Juncker udtrykte, at han arbejder målrettet på, at en aftale om en revidering af udstationeringsdirektivet skal falde på plads.

Vi skal sikre os, at alle regler om arbejdskraftens bevægelighed håndhæves på en rimelig, simpel og effektiv måde.

”Vi skal sikre os, at alle regler om arbejdskraftens bevægelighed håndhæves på en rimelig, simpel og effektiv måde.”

Derfor vil der blive oprettet en fælleseuropæisk arbejdsmarkedsmyndighed, som skal sikre, at reglerne med for eksempel udstationerede arbejdere opretholdes, fortalte Juncker.

Sidstnævnte vækker begejstring hos ETUCs generalsekretær, som forklarer, at han forudser, at fagforeningerne vil gå aktivt ind i udarbejdelsen af lovforslaget.

Hele Junckers tale kan læses her.

 


Flere artikler om emnet