Annonce

Europa-Parlamentet stejler over Junckers Monster-valg

Udnævnelsen af EU’s nye topembedsmand bliver nu kritiseret af EP-medlemmer, som vil have kommissionsformanden til at genoverveje udnævnelsen.
Forleden kunne EU-kommissionen offentliggøre, at tyskeren Martin Selmayr ville efterfølge hollandske Alexander Italianer som EU’s topembedsmand, stillingen som generalsekretær for EU-kommissionen, og dermed den øverste leder for EU’s 33.000 embedsmand.

Udnævnelsen af Martin Selmayr har medført kritik, både for at være ekstremt udemokratisk, men også fordi Selmayr er både tysker og mand. Og begge dele af der rigelig af i forvejen i toppen af EU-systemet, hvor både top-embedsmændene i Europa-Parlamentet og i udenrigstjenesten er tyskere.

Juncker skal forklare sig
Og nu skal kommissionen forklare udnævnelsen overfor parlamentet, mener blandt andet Socialdemokraternes gruppeformand i parlamentet, Jeppe Kofod. Han undrer sig over den manglende ansættelsesproces.

”Kommissionen skal følge de regler der er for transparens og gennemskuelighed, og det ser ud som om at det i det her tilfælde, ikke er sket helt ”efter bogen” og de regler som gælder omkring ansættelser i EU-systemet. Vi skriver trods alt det 21. århundrede og man må forvente, at den slags stillinger besættes efter saglige og faglige kriterier og efter en transparent proces,” siger Jeppe Kofod til Netavisen Pio

S&D-gruppen, som er den socialdemokraterne er medlem af, har via gruppeformanden Udo Böllmann sendt et brev (se nederst i artiklen) til Jean-Claude Juncker, hvor han beder om at forklare udnævnelsen af Selmayr, en proces som han beskylder for at skade EU’s gode ry og omdømme.

Kommissionen skal følge de regler der er for transparens og gennemskuelighed

Jeppe Kofod vil mandag tage sagen op med kommissionsformanden, når Europa-Parlamentet mødes i Strasbourg. Og selv om parlamentet ikke kan stoppe udnævnelsen, så håber han at debatten vil få kommissionsformanden på bedre tanker.

”Europa-Parlamentet har formelt ingen magt over hvem der bliver udnævnt, men kommissionen skal stadigvæk følger EU-traktaterne og leve op til reglerne om både transparens og god regeringsførelse, så det her kan sagtens få konsekvenser for det samarbejde der er mellem kommissionen og parlamentet,” siger Jeppe Kofod og opfordrer de europæiske regeringer, herunder den danske, til at komme på banen.

Det er ikke kun socialdemokraterne, der er kritiske overfor Selmayr. Også den grønne gruppe, som er der Folkebevægelsen mod EU er medlem, støtter op om kritikken.

Desuden har et hollandsk medlem af den liberale gruppe, Sophie In’t Veld fra det social-liberale parti D’66, har klaget til EU’s Ombudsmand.

Forsøgte at smøre kommissionen
Udnævnelsen af Martin Selmayr kom meget pludseligt. Alexander Italianer meddelte den 21. februar, at han ønskede at træde tilbage fra posten som generalsekretær og umiddelbart efter bad Juncker kommissionen om at godkende Selmayr som hans afløser.

Magasinet Politico beskriver Selmayrs udnævnelse som et klassisk Selmayr-træk. Hemmelighedsfuldt, udemokratisk og med et skær af korruption henover sig. Lækkede dokumenter fra den franske avis Liberation viser, at Selmayr har forsøgt at indynde sig hos kommissærerne ved at love at forbedre deres eftervederlagsordninger.

Han har blandt andet forslået, at kommissærerne - mod ikke at arbejde som lobbyister i deres nuværende område - modtager €13.500 ( godt 100.000 kroner) om måneder i fem år, samt både kontor, bil og medarbejdere i Bruxelles.

Medieskriverierne om Selmayrs forsøg på at smøre kommissærerne, mener Jeppe Kofod er alvorligt bekymrende.

”Det er jo i sig selv en kæmpe skandale, hvis det er hold i rygterne om at Selmayr har lovet de her pakker til kommissærerne og de øvrige top-embedsmænd for at presse sin udnævnelse igennem. Det viser jo også, at det ikke nødvendigvis er den bedste, mest oplagte, kandidat vi har med at gøre, når man har behov for at gøre den slags,” siger han.

Ikke nogen børnehave
Som kabinetschef for kommissionsformand Jean-Claude Juncker har Selmayrs stil ikke skabt ham mange nye venner i Bruxelles, hvilket har givet ham øgenavnet ”Monsteret fra Berlaymont” eller "Bruxelles' Rasputin", med henvisning til henholdsvis den bygning som kommissionen bor i og den russiske hofsnog fra Zar-tiden.

Han har begrænset adgangen til chefen, og har brutalt slået enhver form for modstand mod chefen ned, hvilket har ført til adskillige opsigelser. Omvendt har Selmayr været god til at forfremme tidligere loyale medarbejdere til topposter.

Du kan ikke køre Europa-Kommissionen som en Montessori-skole

Mens kritikerne står i kø for at kritisere Selmayr, så roses han af andre for at være hårdt arbejdende, effektiv, lynende intelligent og med et stort strategisk overblik og politisk fingerspidsfornemmelse. Selv er han ikke bange for at styrke det hårde image.

"Du kan ikke køre Europa-Kommissionen som en Montessori-skole," har han selv sagt om sin tilgang, med henvisning til den italienske pædagogik, der fokuserer mere på barnets udvikling frem for eksamener.

Kometkarriere i Bruxelles
Den 47-årige jurist fra har arbejdet med EU-spørgsmål siden han færdiggjorde sin Ph.D., først for Den europæiske centralbank og nogle år som lobbyist for mediegruppen Bertelsmann, der er mest kendt for at stå bag de tyske tv-stationer RTL.

I 2004 skiftede han til kommissionen, hvor han hurtigt steg i graderne, blandt andet som kabinetschef for den justitskommissær Vivianne Reding og som direktør for den europæiske udviklingsbank.

Karrieren tog dog for alvor fat i 2014, hvor Selmayr hægtede sig på Jean-Claude Junckers kommissionsformands-kampagne, som han blev chef for og efterfølgende udpegede Juncker ham i første omgang til chef for overgangs-teamet og siden til kabinetschef, altså Junckers højre hånd.

Det har været et godt match for dem begge. Juncker, der af de fleste anses for at være svag og uden den store gennemslagskraft, har haft god nytte af den effektive tysker, som kan sætte sin vilje igennem og få gennemført Junckers dagsorden.

Omvendt har Selmayr fået tildelt en magt, som i kenderes øjne, gør ham til den mest magtfulde mand i Bruxelles.

Fakta: S&D-gruppens brev til Jean-Claude Juncker

 

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet