Statsminister Mette Frederiksen (S) advarede i et interview i sidste uge i flere medier mod de mørke kræfter, der truer Vestens sikkerhed, vores demokrati og vores livsstil.

De mørke kræfter er ikke bare Vladimir Putin, men ”det stadig tættere samarbejde mellem Iran, Nordkorea og Rusland,” som ifølge statsministeren har Kina i baghånden, og udover vestligt sammenhold understregede hun nødvendigheden af at afsætte flere midler til forsvar.

Diagnosen er alvorlig, og den er helt præcis. Men den rejser en række spørgsmål om det videre forløb, der både handler om penge, om viljen til at prioritere forsvar og om det vestlige sammenhold.

Store lande halter efter

Hvor skal pengene komme fra? Flere af Nato’s medlemslande har i forvejen svært ved at afsætte to procent af bruttonationalproduktet til forsvaret, som har været Nato’s mål siden 2014.

Det er gået fremad siden 2014. Da beslutningen om denne ’guideline’ blev taget i 2014, levede kun tre lande op til målet.

Ti år efter ventes 23 ud af 32 medlemslande at klare det, herunder Danmark, men restgruppen skal have fart på.

Ikke mindst disse lande står overfor en stor udfordring

Det gælder blandt andre store Nato-lande som Canada, der i dag bruger 1,37 procent af bruttonationalproduktet på forsvar. Blandt andre store er Spanien (1,28 procent) og Italien (1,49 procent).

Ikke mindst disse lande står overfor en stor udfordring, som Nato-generalsekretær Mark Rutte formulerede det i en tale 12. december, da han opfordrede medlemslandene til at ”sætte turbo på vores forsvarsproduktion og forsvarsudgifter.”

Økonomiske kriser og EU-gæld

Det bliver dyrt, og mange lande får svært ved at rejse pengene alene. I disse dage gennemlever Frankrig en politisk og økonomisk krise med forventede nedskæringer næsten overalt på den kommende finanslov – forsvaret undtaget – for at bringe landets gigantiske gæld og underskud på finansloven ned.

I Tyskland venter som i Frankrig og Italien masseafskedigelser i industrien næste år, og det bliver svært for andre end de nævnte lande at øge forsvarsudgifterne markant alene.

Derfor dukker ideen om fælles europæisk gældsætning op igen.

En ny tysk regering vil muligvis forsøge at tage et opgør med den såkaldte gældsbremse, der er en del af den tyske forfatning

Det var – blandt andet på grund af tysk og nordeuropæisk modstand – svært at få EU’s genopretningspakke på 750 milliarder kroner igennem i 2020.

Nu har statsminister Mette Frederiksen i lyset af de internationale trusler signaleret en ændret dansk holdning.

En ny tysk regering vil muligvis forsøge at tage et opgør med den såkaldte gældsbremse, der er en del af den tyske forfatning.

Gældsbremsen betyder, at regeringen ikke må låne mere end 0,35 procent af bruttonationalproduktet, hvilket svarer til omkring 15 milliarder euro. Og det kommer man ikke langt med.

Slagsmål om våbenordrer

Men der er andre bump på vejen til en samlet europæisk gældspakke til investeringer i forsvar.

20 procent af de nye bevillinger til forsvar skal ifølge Nato helliges indkøb af materiel.

Det rejser spørgsmålet: bliver franskmændene med en stor og avanceret forsvarsindustri sure, hvis Danmark og Polen bliver ved med at købe ind i USA? 

Og omvendt. Præsident Donald Trump vil holde et vågent øje med, om USA’s allierede tilgodeser den amerikanske våbenindustri, som i parentes bemærket nyder godt af massiv statslig støtte, tilstrækkeligt.

De globale udfordringer kommer på et tidspunkt, hvor flere europæiske lande kan forudse økonomiske vanskeligheder

Og det allerede eksisterende hundeslagsmål mellem europæiske våbenfabrikanter bliver næppe mindre.  

De globale udfordringer kommer på et tidspunkt, hvor flere europæiske lande kan forudse økonomiske vanskeligheder.

Danmark er i denne sammenhæng totalt atypisk, mens for eksempel Frankrig, Tyskland og Italien står overfor nedskæringer over en bred kam.

Skære på velfærd

Nato-generalsekretær Mark Rutte var i sin tale 12. december ærlig.

”Jeg ved, at øgede forsvarsudgifter betyder mindre udgifter på andre prioriteter… I gennemsnit bruger de europæiske land snildt op til en fjerdedel af deres nationalindkomst på pensioner, sundhed og sociale udgifter. Vi behøver en lille del af de penge til at gøre vores forsvar meget stærkere og dermed forsvare vores livsstil.”

Det vil ikke udløse jubel nogen steder, når velfærden skal holde for. Måske vil reaktionerne i Danmark blive beherskede.

Vi har stadig noget at give af.

I Danmark er støtten til den massive politiske og økonomiske opbakning til Ukraine meget høj

Men tag igen store europæiske lande som Frankrig, Tyskland, Spanien og Italien med voksende fattigdomsproblemer, og med – især i Frankrig – et sundhedsvæsen og et uddannelsessystem, der bløder. Og hvor arbejdsløsheden vil stige i 2025.

Så når vi til den folkelige accept af nedskæringer, der som Mark Rutte fastslår skal bidrage til nye og flere våben.

Fransk flertal mod Nato

I Danmark er støtten til den massive politiske og økonomiske opbakning til Ukraine meget høj.

Det er den ikke i Tyskland. Meningsmålinger viser, at over halvdelen af tyskerne ønsker stop for videre våbenhjælp.

Ifølge en måling fra Statista i september gælder det for ikke mindre end 40 procent af det kristelig-demokratiske partis, CDU’s, vælgere.

Tendensen er den samme i Frankrig, om end mindre stærk. Men her er det værd at minde om resultatet ved præsidentvalget i 2022.

Den politiske krise kan fremskynde præsident Emmanuel Macrons afgang

Her fik kandidater, som er skeptiske overfor EU, og som i forhold til Nato enten er skeptiske eller direkte fjendtligt indstillede, omkring 52 procent af stemmerne.

Vi gentager tallet: 52 procent til Nato-modstandere.

Og ifølge meningsmålinger ventes tallet at blive højere ved næste valg i 2027 eller ved et nyvalg allerede næste år, da den politiske krise kan fremskynde præsident Emmanuel Macrons afgang.

Dertil kommer, at en amerikansk handelskrig mod centrale europæiske lande, amerikansk tilbagetrækning fra klimaaftalen og andre internationale forpligtelser, ikke vil styrke USA’s popularitet.

Ungarn, Tyrkiet og de andre

Statsminister Mette Frederiksen nævnte i sit interview også det vestlige sammenhold. Men lad os lige minde om, at Nato langt fra er en sammentømret blok.

Ungarn samarbejder åbenlyst med præsident Putin, mens tjekker og slovakker, i morgen måske slovenere og rumænere, ser i retning af Budapest.

Og hvad skal vi stille op med Tyrkiet og præsident Recep Erdogan, der sympatiserer med Det Muslimske Broderskab, der har udråbt Vesten til Islams hovedfjende.

Ligesom Tyrkiet i disse dage er i krig med kurdere, der har amerikansk og vestlig støtte.

Det er forhold, som statsminister Mette Frederiksen og andre skal tage med i deres overvejelser

Og det er et åbent spørgsmål, om en midlertidig fredsaftale i Ukraine næste år med massive indrømmelser til Rusland vil få opinionen i Europa til at opfatte Rusland som en større trussel end hidtil – eller om europæerne vil sidde tilbage med indtrykket af, at krigsfaren er drevet over, og at det er tid til at etablere normale forbindelser med Rusland?

Det er forhold, som statsminister Mette Frederiksen og andre skal tage med i deres overvejelser, selvom det ikke ændrer en tøddel ved det rigtige i statsministerens analyse af de nye trusler.

Men det ændrer meget ved mulighederne for at gøre noget ved dem.