Sådan har den økonomiske skoling, kendt som “den neoklassiske syntese”, lydt siden 1960’erne.
Den forestilling er i kølvandet på finanskrisen blevet udfordret af en række studier og analyser fra toneangivende institutioner som OECD og den amerikanske centralbank.
Studierne peger på, at finanskrisen i årene 2007-2009 har skabt en varige sænkning af det bruttonationalproduktet (BNP) - både i Danmark og de øvrige vestlige lande.
Det har stor betydning for den krisepolitik, man fører
Studierne har fået Den Internationale Valutafond til at efterspørge “et paradigmeskifte” i den økonomiske forskning. Det skriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Og det er en meget vigtig udvikling, siger senioranalytiker i AE, Jon Nielsen, til Netavisen Pio:
“Det har stor betydning for den krisepolitik, man fører. Hvis lavkonjunkturer sætter sig i det langsigtede velstandsniveau, så skal man gå meget aktivt til værks, både fra centralbankernes og regeringernes side, for at bekæmpe økonomiske kriser. Meget mere aktivt end man gjorde under sidste finanskrise.”
Stik imod tidligere tiders gængse økonomiske tænkning, har økonomien ikke indhentet det tabte efter den lavkonjunktur, som blev sat igang af finanskrisen.
Det går imod det, som er økonomernes standard syn på, hvordan en lavkonjunktur påvirker økonomien
Derfor har Finansministeriet, stik imod den neoklassiske synteses forudsigelser, været nødt til at nedjustere forventningerne til Danmarks samlede økonomiske vækst.
Deres vurdering af det danske BNP (se graf) er i dag lavere, end man forventede inden finanskrisen - selv her over 10 år efter krisen begyndte.
“Det går imod det, som er økonomernes standard syn på, hvordan en lavkonjunktur påvirker økonomien. Traditionelt set vil man forvente, at man på lang sigt kommer tilbage på det niveau, man ville have haft uden en krise. Men det har vi altså ikke oplevet,” forklarer Jon Nielsen.
Konkret vil det sige, at man bør stimulerer økonomien mere i nedgangstider
Det blivende fald i velstandsniveauet bliver i stigende grad tolket som et udslag af finanskrisen og den stramme finanspolitik i Europa. Og det er noget nyt, forklarer senioranalytikeren.
Debatten kan få stor betydning for, hvor meget regeringer og centralbanker gør for at holde hånden under beskæftigelsen i krisetider, forklarer Jon Nielsen:
“Konkret vil det sige, at man bør stimulerer økonomien mere i nedgangstider og bruge opgangstider til at få alle ind på arbejdsmarkedet.”
Om den førte politik ville blive anderledes, hvis den næste finanskrise er lige rundt om hjørnet, er Jon Nielsen dog stadig usikker på.
Der har været en stor forskel på, hvilken politik man har ført under krisen i USA og EU
Jeppe Duedahl, der er adjunkt ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet, bekræfter, at den offentlige og politiske debat i Europa ovenpå finanskrisen i høj grad har haft fokus på at begrænse gælden, selvom der også ligger en fare i at føre en for passiv finanspolitik i krisetid.
“Der har været en stor forskel på, hvilken politik man har ført under krisen i USA og EU, og der har i forskningskredse været en diskussion af, hvorvidt den aktivistiske politik, man første i USA, var bedre end den mere passive politik, man har ført i visse dele af EU,” siger han.
Selvom man længe har vidst, at en krise kan give væksten varige mén, så har både politikere og økonomer undervurderet den fare, mener Jeppe Duedahl.
Regeringer og centralbankers politik under finanskrisen i 00’erne har i høj grad været baseret på en sparekurs, det som man på engelsk kalder “austerity”.
Den har været med til at gøre virkningerne af krisen permanente
Den stramme europæiske finanspolitik har udmøntet sig i Finanspagten, som er indgået mellem EU-landene, og i den danske budgetlov.
Begge har til formål at stiller krav til, at der er balance i de offentlige statsbudgetter, så de offentlige udgifter ikke overstiger skatteindtægterne.
“Den sparepolitik, der blev ført under finanskrisen, den er under alle omstændigheder en dårlig idé. Men det vi nu kan se er, at den politik ikke bare har trukket krisen i langdrag - den har været med til at gøre virkningerne af krisen permanente,” beskriver Jon Nielsen.