Europas venstrefløj har svigtet det progressive Israel. I DSU går vi den modsatte vej
Europas venstrefløj har svigtet det progressive Israel. I DSU går vi den modsatte vej
Krigen har skabt splid i den internationale fagbevægelse. En stor del af verdens socialdemokrater har ensidigt støttet palæstinenserne og vendt de israelske socialdemokrater ryggen
Palæstina-støtter og Israel-støtter ved en demonstration i 2017. I dag er kløften dybere end nogensinde
Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 og den efterfølgende krig mellem Israel og Hamas har slået en kile ned gennem den internationale arbejderbevægelse.
For mens vi i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom og Socialdemokratiet har evnet at udvise solidaritet og sympati med både israelere og palæstinensere, har en stor del af verdens socialdemokrater ensidigt støttet palæstinenserne.
Langt de fleste socialdemokrater i Europa og Norden har glemt, at vores bevægelse også har stærke og progressive repræsentanter i Israel.
Vores partifæller i Israel står på det samme værdigrundlag som os og bruger al deres vågne tid på at kæmpe for en tostatsløning, imod besættelsen og for fredelig sameksistens med palæstinenserne.
Det er de israelske socialdemokrater og den israelske fagbevægelse Histadrut, der er gået forrest i protesterne imod Netanyahus domstolsreform og for en aftale, der bringer gidslerne hjem.
Alligevel har store dele af den internationale arbejderbevægelse vendt de israelske socialdemokrater ryggen og slået dem i hartkorn med Israels regering, selvom intet kunne være mere forkert.
Samme blindhed
Selv har jeg i løbet af 2024 deltaget i en række møder med unge socialdemokrater fra resten af Norden og Europa.
Her undgår jeg helst at tale om Israel og Palæstina, fordi DSU’s moderate og nuancerede standpunkter i konflikten hurtigt bliver udskældt som ekstreme eller antipalæstinensiske, selvom dét selvfølgelig er forkert.
De har svært ved at se, at både palæstinensere og israelere siden den 7. oktober 2023 har levet i frygt og usikkerhed
Vores partifæller i store dele af Europa – eksempelvis i Spanien og Norge – lider af samme blindhed over for israelsk lidelse som den yderste venstrefløj i Danmark.
De har svært ved at se, at både palæstinensere og israelere siden den 7. oktober 2023 har levet i frygt og usikkerhed.
Og at vi som venstreorienterede demokrater bør støtte progressive kræfter i både Israel og Palæstina, hvis vi skal gøre os forhåbninger om en fredelig løsning.
Invitation til kongres
Når jeg tænker tilbage på året, der er gået, er der særligt ét øjeblik, som gør mig mere stolt end andre.
Efter terrorangrebet valgte det israelske arbejderpartis ungdom at suspendere dets medlemskab af den internationale paraplyorganisation for unge socialdemokrater, IUSY, fordi alt for mange organisationer vendte dem ryggen og i de værste tilfælde medvirkede til at dæmonisere Israel.
Fra DSU’s ledelse sendte vi i stedet en støtteerklæring til Arbejderpartiets ungdom og inviterede dem til at deltage i vores kongres i maj.
Amir fik stående bifald, da han talte til kongressen om en tostatsløsning, gidslerne i Gazastriben og modstand mod Benjamin Netanyahu
På kongressen fik vi besøg af to israelske partikammerater – Amir og Shaher – der både deltog i arbejdersangaften og kongresmiddag, talte med statsministeren og mødtes med de over 200 delegerede DSU’ere.
Amir og Shaher holdt derudover workshop for de kongresdelegerede DSU’ere under overskriften ”Left Wing Zionism,” hvor de fortalte om den venstrezionistiske opposition i Israel.
Amir fik stående bifald, da han talte til kongressen om en tostatsløsning, gidslerne i Gazastriben og modstand mod Benjamin Netanyahu.
Netop dét gjorde mig utroligt stolt – for det viste en masse unge DSU’ere, at vi har konkrete, socialdemokratiske allierede i Israel, som kæmper for de samme værdier som os.
At der også findes et andet Israel, som ikke tilhører Benjamin Netanyahu, Bezalel Smotrich og Itamar Ben-Gvir.
DSU har vi eksempelvis tidligere haft et demokratiprojekt i Palæstina med Fatah Youth Movement
I stedet for den ensidige dæmonisering af Israel, som udspringer fra sociale medier og den propalæstinensiske venstrefløj, blev det tydeligt, at vi har allierede partifæller, som har brug for vores solidaritet og sympati.
Det gælder selvfølgelig både i Israel og i Palæstina. I DSU har vi eksempelvis tidligere haft et demokratiprojekt i Palæstina med Fatah Youth Movement.
Kort før sommer besluttede medlemmerne af Arbejderpartiet og Meretz at fusionere de to partier til et nyt, samlende venstrefløjsparti i Israel – Demokraterne – ledet af den tidligere militærleder, Yair Golan.
Siden har vi i DSU holdt kontakten med Young Democrats ved lige, og vores samarbejde fortsætter her i det nye år.
En krig på to fronter
Jeg ved, at DSU’s sympati og moralske opbakning har styrket de unge socialdemokrater i Israel i en svær tid.
Vores israelske partifæller kæmper en tofrontskrig: De arrangerer demonstrationer og protester imod Israels højreorienterede regering og trækker samtidig i trøjen, når der er brug for dem i krigen imod Hamas, Hizbollah, Iran og Houthierne.
På den måde er vores israelske kammerater en demokratisk frontlinje i Mellemøsten, der både kæmper for at sikre demokrati og menneskerettigheder internt i Israel og for at forsvare landet imod radikale islamister, der vil den jødiske stat til livs.
Behovet for en stærk, venstreorienteret opposition i Israel har aldrig været større
Det er et beundringsværdigt arbejde, der fortjener vores dybeste respekt og støtte.
I en tid, hvor venstrefløjen har vendt det progressive Israel ryggen, er jeg stolt af, at vi i DSU har valgt den modsatte vej.
Behovet for en stærk, venstreorienteret opposition i Israel har aldrig været større.
Som et lille land har Danmark ikke store muligheder for at påvirke konflikten i Israel og Palæstina, men med vores støtte til socialdemokratiske bevægelser på begge sider kan vi gøre en helt konkret forskel.
Kommentarer
Fuldstændig enig. Der er en
Jeg glæder mig og er stolt
"De arrangerer
Kan du mon se, hvor kompasset
Jeg refererer blot sandheden,
Helt enig med den ærede
Der er kun en, og svær
Tilføj kommentar