Det græske valg sender chokbølger gennem Europa – i Bruxelles frygtes ligefrem en "græsk krise". For første gang i 40 år står et parti ude på venstrefløjen i spidsen for et europæisk land.

Meget tyder på, at mere af samme skuffe er på vej. Senere på året er der valg i Spanien. Hér har krisepolitikken kompromitteret de to store partier – konservative og socialdemokrater. Et nyt venstrefløjsparti, Podemos, stormer frem og er i målinger landets største, ligesom det sejrende Syriza i Grækenland.

I andre lande kommer protesten fra populistiske partier på højrefløjen. I Frankrig er Front Nationale landets største, og dets leder, Marine Le Pen, udtrykte direkte håb om en venstrefløjssejr i Grækenland: "Det vil skabe opbrud i Europa, så befolkningerne tager sagen i egen hånd," sagde Marine Le Pen og tordnede imod EU og finansmarkedet.

Det etablerede Europa må se virkeligheden i øjnene: En skæv krisepolitik – og et skævt syn på globaliseringen – har udløst en folkelig flodbølge. Den skal hverken tales ned eller bort, men føre til en anden politik, der tager almindelige menneskers hverdag anderledes alvorligt.

Grækernes "egen hovedpine," konkluderede lederen i Politiken – ligesom de øvrige borgerlige aviser. Den slags er let at skrive i et komfortabelt kontor på Rådhuspladsen. Helt anderledes er virkeligheden i Grækenland, hvor 60 procent af de unge er arbejdsløse.

Det er rigtigt, at skiftende græske regeringer veg tilbage fra nødvendige reformer. For eksempel et effektivt skattesystem, der tvinger de rige grækere til at betale skat. Det sidste sker forhåbentlig nu – dét var en af Syriza’s mærkesager.

Virkeligheden er imidlertid også, at EU – og de nordeuropæiske regeringer – bærer et dybt medansvar for miseren i Sydeuropa. EU’s krisepolitik har været stift rettet imod ét mål: Statsgælden væk i en fart. Konsekvensen har været en ond spiral over hele Europa: Store nedskæringer, flere arbejdsløse, højere sociale udgifter, færre der betaler skat – og dermed øget statsgæld.

Altså det stik modsatte af, hvad der egentlig var hensigten. Europa kan føre en anden politik. Et eksempel: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har skitseret et europæisk investeringsprogram i stil med USA's Marshall-hjælp til Europa efter 2. verdenskrig. Ved at øge investeringerne med blot 0,5 procent af nationalproduktet i fem år skabes 1,2 millioner nye job. Dertil kommer de mange arbejdspladser, der følger af øget optimisme i samfundet. En positiv spiral, der også gør det lettere for Sydeuropa at gennemføre de nødvendige reformer.

EU må sadle om. Konsekvensen af den førte politik er ikke bare arbejdsløshed og social nød – det er også demokratiske kriser i land efter land.

Lars Olsen (f. 1955) er uddannet cand.phil. i samfundsfag. Lars Olsen har siden 1984 arbejdet som journalist. I 2005 begyndte han at arbejde som forfatter på en stribe omtalte debatbøger. Blandt andet om ulighed i uddannelse og om skævheder i magtforhold og folkestyre.

Klummen er bragt i samarbejde med Fagbladet 3F.