Annonce

Fælles ansvar at afdække DF’s gavebod

Forhåbentligt vil afsløringen af Kristian Thulesen Dahls budgetlægning gøre både danskerne, journalisterne og politikerne en anelse mere kritiske, næste gang DF foreslår noget, der lyder for godt til at være sandt.
Siden valget i 2011 har Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup stillet 1185 udvalgsspørgsmål til regeringen. Peter Skaarup har blandt andet spurgt, i hvilket omfang der foretages kontrol af svenskindregistrerede biler i Københavns centrum? Hvorvidt det er tilladt for security-personale i Københavns Lufthavn at bære muslimsk tørklæde? Derudover spørgsmål om reglerne i hundeskove, reglerne for vederlag til domsmænd og sågar spørgsmål om Peter Lundins livsførelse i fængslet.

Besvarelserne har ifølge Jyllands-Posten kosten statskassen 2.962.500 kroner.

Med de 1185 spørgsmål in mente kan det undre, at netop Peter Skaarup i en artikel bragt i Jyllands-Posten den 16. april siger, at ”det er spild af skatteborgernes penge", at socialdemokraterne har stillet 84 udvalgsspørgsmål til den manglende finansiering af Dansk Folkepartis politiske forslag.

Svarene har som bekendt vist, at der ville mangle mindst 155 milliarder kroner i statskassen, hvis Dansk Folkepartis vilje blev til lov.

Dansk Folkeparti har levet godt af ikke at blive taget alt for alvorligt, når partiet har fremsat politiske forslag, og nu står Dansk Folkeparti i meningsmålingerne til at blive landets næststørste parti.

Derfor er det både de politiske modstanderes og journalisternes ansvar at afkræve Dansk Folkeparti svar på, hvordan alle de rare gaver til vælgerne skal finansieres, når partiet konstant lader sig diktere til ny belejlig politik alt afhængig af folkestemningen. Som for eksempel når de foreslår at forlænge dagpengeperioden, selvom partiet i tidernes morgen var medarkitekter på halveringen. Eller som når Kristian Thulesen Dahl pludselig vil kæmpe mod social dumping med sit forslag om en "lov og orden-pulje". Alt imens hans parti et halvt år tidligere aktivt kæmpede imod de danske ansattes ret til ordentlige lønforhold på Restaurant Vejlegården.

Lang tids ligegyldighed over for den manglende seriøsitet af Dansk Folkepartis forslag har været et svigt fra både politiske modstandere og medierne. Et svigt der har været til gavn for Dansk Folkeparti og til skade for Socialdemokraterne.

Men nu hvor det er dokumenteret, at Dansk Folkeparti kun vil dele gaver ud, uden at tænke på hvor pengene skal komme fra, er vi forhåbentligt et skridt nærmere afslutningen på, at danskerne accepterer Dansk Folkepartis evindelige gøren regning uden vært.

Jarl Feyling (f. 1990) læser historie og statskundskab på Københavns Universitet og arbejder som studentermedhjælper i Socialdemokraternes Analyse- og Informationsafdeling. Jarl Feyling tidligere formand for den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum København.

Jarl Feyling er folketingskandidat for Socialdemokratiet.


Flere artikler om emnet