For mange er der kun én vej, når det handler om ejerskabet af større danske virksomheder: ind med udenlandske investorer og siden på børsen. Det er den vej, DONG, Nets og Nykredit har valgt de senere år.

Fælleskabsbaserede ejerformer på retur
Selvom de virksomheder er sat i verden for at løse fælles udfordringer, giver man for tiden ofte køb på de fælleskabsbaserede ejerformer, som eksempelvis forsyningsvirksomheder og realkredit har haft. For hvad end det er energi eller realkredit, har der været tale om behov, som enten hele eller en stor del af befolkningen har haft, og som i Danmark har valgt at løse kollektivt, hvad end det har været via offentligt ejede virksomheder eller foreninger.

Det har ikke kun givet effektive løsninger, som så stor en del af befolkningen har haft adgang til, men også sikret, at det ikke var profithensyn, der bestemte hvilken adgang, man havde til el, vand, varme eller boligfinansiering. Og det har gjort det muligt at bruge virksomhederne aktivt til eksempelvis grøn omstilling.

Det har været en styrke for Danmark, og er en værdi, som det er værd at holde fast i – særligt for de progressive partier.

Prestige på børsen trækker
Det er dog også en tankegang, der er i opbrud. I dag er det nemlig ofte sådan, at selv driftsmæssige udfordringer i forskellige virksomheder søges løst via ejerskabet, og tilstedeværelsen af aktive ejere og professionelle investorer ses som det, der skal vende udviklingen i hensunkne mastodonter.

det er ikke finansmarkedernes utålmodighed, der har skabt de største danske virksomheder, men langsigtede investorer

Men mens der er prestige og spænding at hente på børsen, og krav om kvartalsmæssig resultatfremgang givet holder nogle virksomhedsledelser på tæerne, er historien om dansk erhvervslivs succes en anden: det er ikke finansmarkedernes utålmodighed, der har skabt de største danske virksomheder, men langsigtede investorer og ejere.

Fire af Danmarks 20 største virksomheder – Arla, DLG, Danish Crown og COOP – er andelsselskaber, der ejes af deres producenter og forbrugere. Og flere af de øvrige på denne liste, som Novo Nordisk, A.P. Møller og Carlsberg, har erhvervsdrivende fonde som kontrollerende ejere. Endelig er der Lego, Danfoss og Grundfos, der lever fint udenfor børsens rampelys.

Den kortsigtede tænkning trumfer
Aktørerne på de finansielle markeder kritiseres i stigende grad for at være for kortsigtede og fro at presse børsnoterede virksomheder til aktietilbagekøb frem for investeringer i nye produkter.

Alligevel er der et pres for, at flere danske virksomheder inviterer den globale finansverden med i ejerkredsen. Det kommer også fra politisk side. DONG er typeeksemplet herpå. Men også på andre områder, synes ministerier og folkevalgte forgabt i ideen om, at en kapitalfond med en finansmand fra London og en børsnotering langt ude i horisonten, er lykken for de danske virksomheder, der får hverdagen til at fungere for landets borgere.

I regeringens forsyningsstrategi er der lagt op til at introducere mere kommerciel tænkning i vores vand- og varmeforsyning samt i affaldshåndteringen.

I regeringens forsyningsstrategi er der således lagt op til at introducere mere kommerciel tænkning i vores vand- og varmeforsyning samt i affaldshåndteringen.

Og det til trods for, at beviserne for, at det skulle lede til lavere priser eller på anden vis komme forbrugerne til gode, er svære at finde.

I Europa er udviklingen tværtimod gået den modsatte vej. Efter omfattende privatiseringer af alt fra vand- til elsektoren i løbet af 1980’erne og 1990’erne, har man genskabt fælleseje af virksomhederne.

I Frankrig har 94 kommuner siden år 2000 tilbagekøbt deres vandforsyning fra private selskaber. Den samme tendens ses indenfor elsektoren i Tyskland, hvor distributionen af el har skiftet hænder fra privat til offentligt regi i 170 kommuner i perioden 2007 til 2012. I begge lande har det været med det formål for at sikre forbrugerne lavere priser.

Den danske styrke
Forskellige ejerformer er en dansk styrke. Det vil være hul i hovedet at give køb på den, bare fordi opfindsomheden blandt embedsværket og politikerne ikke rækker længere end til kapitalfond og børsnotering.

Forskellige ejerformer er en dansk styrke.

Det gælder særligt, hvis man er optaget af fællesskaber, og mener, at samfundet bliver bedre, når de blomstrer. Så burde man faktisk omfavne de forskellige fællesskabsbaserede ejerformer, og have en strategi for, hvordan vi får flere medarbejderejede og kooperative virksomheder, flere forretninger, der er drevet af deres leverandører eller brugere, og for hvordan kommunalt eller statsligt ejede virksomheder, kan udvikle sig i det ejerskab.

Ny teknologi, opgaveplatforme, plattenslagere som Uber og stigende ulighed betyder, at tiden skriger på mere fælleseje, ikke mindre.
Kristian Weise er direktør i tænketanken Cevea.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.