Annonce

Fag-boss: Hver gang politikere blander sig, bliver det sværere at komme igennem med en aftale

Det svækker fagbevægelsens mulighed for at indgå en aftale med arbejdsgiverne, når politikere blander sig, mener Socialpædagogernes formand.
Det gavner ikke de offentligt ansattes mulighed for at lave en aftale med arbejdsgiverne, når politikere på Christiansborg blander sig i overenskomstforhandlingerne. Tværtimod svækker udmeldingerne fagbevægelsens mulighed for at lægge maksimalt pres på arbejdsgiverne. Sådan lyder meldingen fra Benny Andersen, som er formand for Socialpædagogerne Landsforbund og medlem af LO’s daglige ledelse.

”Jeg synes ikke, at politikerne gør nogen nytte ved at blande sig. Det man skal huske er, at når vi er i konflikt, så er det mod nogle arbejdsgivere – i det her tilfælde Finansministeriet og bestyrelserne i KL og Danske Regioner. Og i denne her fase, hvor der forhandles i forligsinstitutionen, så handler det om at lægge mest muligt pres på arbejdsgiverne. Men hver gang politikerne blander sig, så er de med til at flytte fokus et andet sted hen og lette presset på arbejdsgiverne”, fortæller han til Netavisen Pio.

Overenskomstforhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked for næsten 750.000 ansatte brød for to uger siden sammen. Det fik første de faglige organisationer til at varsle strejke, og siden de offentlige arbejdsgivere til at varsle lockout for omkring 440.000 offentligt ansatte i stat, kommuner og regioner.

Politisk indblanding flytter fokus væk fra forhandlingerne
Denne gang er det ikke bare Enhedslistens Pernille Skipper og SF’s Pia Olsen Dyhr, der har blandet sig i diskussionen om forhandlingerne. Mere opsigtsvækkende er det, at også den radikale Morten Østergaard og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl har meldt sig i koret. Og selvom det på papiret ligner opbakning til fagbevægelsen, så tror Benny Andersen ikke på, at det styrker de ansattes forhandlingsposition:

”Hver gang der er nogle politikere, der blander sig – Kristian Thulesen Dahl, Morten Østergaard eller andre – så flytter du jo fokus væk fra arbejdsgiverne og gør det sværere at komme igennem med en aftale. Lige nu diskuterer vi eksempelvis Socialdemokrattets holdning til lockout eller til et eventuelt regeringsindgreb, i stedet for at fastholde presset på arbejdsgiverne. Jeg tror da, at Sophie Løhde glæder sig over, at nogle flytter fokus fra forhandlingerne og over til Socialdemokratiet.”

Men er du som fagforbundsformand ikke glad for, at der er politikere, som bakker op bag de offentligt ansatte?

”Selvfølgelig er jeg glad for, at man bakker om omkring de offentligt ansatte. Men hvis jeg skal tage den danske model på det offentlige område alvorligt, så er meningen jo, at vi skal kunne lave aftaler med hinanden. Og på den baggrund synes jeg, at det er unødigt at politikere, uanset om de støtter os eller ikke støtter os, blander sig i forhandlingerne. Det er jo heller ikke holdbart, hvis det er okay at politikerne blander sig, når de støtter os, men ikke okay, når de ikke støtter os”.

Kristian Thulesen Dahl taler om, at lærerne ikke må ”køres over”. Kan det ikke omvendt ses som et udtryk for, at man netop ønsker en forhandlingsløsning og ikke et lovindgreb?

”Hvis man vil lærerne noget godt, som Kristian Thulesen Dahl siger han vil, så må det bedste jo også være, at der kommer en aftale. Og chancen for, at det kan lade sig gøre, er langt større, hvis der ikke hele tiden kommer forstyrrelser udefra.”

Forhandlingsfase skal ikke være politisk kamp
Benny Andersen har siden 2010 været formand for Socialpædagogernes 39.000 medlemmer. Forbundet er et af de altovervejende offentlige fagforbund, som er medlemmer af LO.

Der er jo flere af dine faglige kollegaer, som har været ude at sige, at de er glade for opbakningen fra politikerne?

”Jeg må bare konstatere, at der er vi ikke enige, og der har vi forskellige vurderinger. Min tilgang er den, at det virker forstyrrende, og at vi flytter fokus fra strejke og lockout. Og jeg tror simpelthen ikke, at det fremmer vores sag. Lige nu står vi midt i en forhandlingsfase, og vi har slet ikke brug for, at det bliver til en politisk kamp.”


Flere artikler om emnet