Fagbevægelsen får deres ønske opfyldt: Nu kommer ID-kortet

Udenlandsk arbejdskraft

Fagbevægelsen får deres ønske opfyldt: Nu kommer ID-kortet

Regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om nyt tiltag mod social dumping. Danske Byggefag kalder det en milepæl for fair konkurrence og trygge arbejdsforhold

Claus von Elling
Billedtekst
Formand for Byggegruppen 3F og Danske Byggefag, Claus von Elling håber, at ID-kortet kan blive et effektivt middel mod social dumping
Foto: Arkiv

Regeringen har for nylig indgået en aftale med arbejdsmarkedets parter om udenlandsk arbejdskraft i Danmark. 

Aftalen skal sikre, at Danmark får gavn af den nødvendige arbejdskraft udefra samtidig med, at danske løn- og arbejdsforhold overholdes.

Et af initiativerne i aftalen vækker særlig begejstring hos Danske Byggefag: Ansatte på større danske bygge- og anlægsprojekter skal fremover bære et ID-kort.

Læs også:Fagbevægelsen positiv over for SVM-udspil om udenlandsk arbejdskraft

I en pressemeddelelse kalder Claus von Elling, formand for Danske Byggefag og 3F Byggegruppen, tiltaget for en markant forbedring af forholdene på landets byggepladser:

”Et fælles, nationalt ID-kort har stået højt på vores ønskeseddel i mange år, og at det nu kommer, er en markant milepæl i arbejdet for at sikre danske løn- og arbejdsvilkår i en branche, hvor alt for mange bliver udsat for snyd og svindel,” udtaler han.

Gevinst for alle parter

ID-kortet skal gælde for både leverandører og underleverandører. 

Målet er at gøre det nemmere for arbejdsgivere, myndigheder og kolleger at identificere, hvem der arbejder hvor - og sikre, at arbejdet foregår lovligt.

I Netavisen Pios podcast, “Europa under overfladen” fortæller Claus von Elling, at netop dét vil blive et vigtigt redskab mod social dumping:

“Et ID-kort ville være godt i alle henseender, for så ville man rent faktisk vide, hvem der er i Danmark for at arbejde, og det er jo den helt store udfordring i dag,” siger han og fortsætter:

“Hvis man ved, hvem der er her for at arbejde, vil det også blive sværere at udbetale sort løn til nogen.”

Derfor vil ID-kortet både være med til at sikre mere fair konkurrence og bedre og mere trygge arbejdsforhold, mener Claus von Elling.

Social dumping et udbredt problem

Gennem årene har der været adskillige sager om social dumping, hvor udenlandske arbejdere har arbejdet under vilkår langt fra de danske standarder - både hvad angår løn, sikkerhed og arbejdsmiljø.

Læs også:Dømt for løndumping: Håndværkere blev betalt mindre end avisbude

Ifølge Claus von Elling kommer ID-kortet derfor på et kærkomment tidspunkt:

”Der er alt for meget urent trav i byggeriet - underbetaling, falske skattepapirer og manglende arbejdstilladelser. Et fælles ID-kort kan ikke løse alle problemer, men det er fundamentet for at myndigheder, fagbevægelse og virksomheder nu har et effektivt værktøj til at sikre, at reglerne bliver overholdt,” udtaler han i pressemeddelsen.

ID-kort i EU

Flere lande - herunder Sverige, Norge og Litauen - har haft gode erfaringer med ID-kort som værn mod social dumping. 

I førnævnte podcast af Netavisen Pio fortæller europaparlamentariker Marianne Vind fra Socialdemokratiet, at København Kommune også har testet ordningen med stor succes.

Hun ser store muligheder i ID-kortet - både for Danmark og resten af EU:

“Det her lille simple værktøj med en app eller et fysisk kort, vil være et kæmpe spring.”

Læs også:Prisen skal ikke være altafgørende: Endnu et våben mod social dumping på vej

Hun kæmper for, at ordningen også bliver implementeret i resten af EU, men fortæller samtidig, at det har været længe undervejs og stadig er det:

“Da jeg kom til Bruxelles i 2019 lovede kommissæren, at det ville komme. I mellemtiden er han stoppet, og der er kommet en ny til. Så det er stadig på listen over ting, der skal kigges på,” siger hun i podcasten.

Selvom forslaget om at udbrede ID-kortet møder medvind både fra Danske Byggefag og Marianne Vind, skal man ikke skrue forventningerne for højt op endnu.

Billige udlændinge slår altså udlændinge generelt, og det er lidt ærgerligt

Ifølge Marianne Vind er det nemlig - måske lidt overraskende - ikke et forslag, som møder stor opbakning blandt de øvrige medlemslande:

“Vi har jo et meget borgerligt flertal i parlamentet, og man skulle tro, at flere ville være på vores hold, når der er så mange i parlamentet, der er så store modstandere af udlændinge i Europa. Men billige udlændinge slår altså udlændinge generelt, og det er lidt ærgerligt.”Du kan høre hele afsnittet af podcasten, Europa under overfladen, her.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Bent Aarhus (ikke efterprøvet) den Torsdag den 03.07.2025 - 09:02

God idé med IDkortet.
Det ser dog mærkeligt ud at flere EU-lande (hvilke?) er 'skeptiske'. Mærkeligt, fordi det i mange lande er påbudt for alle at kunne identificere sig (i hvert fald Tyskland og Østrig har Ausweiss)

Indsendt af Palle Eghjort (ikke efterprøvet) den Torsdag den 03.07.2025 - 21:49

Ja, på papiret ser det ok ud. Men der følger ikke penge med til at lave opgølgende kontrol.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.