Fagbevægelsen i modangreb på konservativ profil: “Virkelighedsfjern og ringe”

Den danske fagbevægelse er på fallitkurs, mener K-ordfører. Fagboss svarer igen: “Vidner om en virkelighedsfjern og ringe forståelse af den danske model”.
Foto: Jesper Ludvigsen / Steen Brogaard / HK Danmark
FH-formand, Lizette Risgaard / De Konservatives erhvervsordfører, Mona Juul / HK Privats sektorformand, Simon Tøgern.
Fagbevægelsen går nu til modangreb på De Konservatives erhvervsordfører, Mona Juul, efter hendes debatindlæg om fagbevægelsen, hvori hun skriver, at den forældede fagbevægelse er på fallitkurs.

“Fagbevægelsen er ved at miste sin berettigelse, fordi den nægter at forny sig og følge med tiden. Invitér de gule fagforeninger med i forhandlingsrummet,” lyder det også fra Mona Juul i sit debatindlæg, som blev bragt i Altinget mandag.

Hun mener, at de “røde fagforeninger” ikke har samme relevans som tidligere, og at de har en gammeldags retorik, som ekskluderer og er alt andet end relevant.

Hvor ellers loyale medlemmer smutter og aldrig kommer tilbage

“På den baggrund er det jo ikke sært, at vi ser virksomheder, hvor ellers loyale medlemmer smutter og aldrig kommer tilbage,” skriver Mona Juul.

“Kan anbefale en tur uden for Christiansborg”

Mona Juuls kommentar om fagbevægelsens fallitkurs vidner om en virkelighedsfjern og ringe forståelse af den danske model, lyder det fra Lizette Risgaard, som er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

“Vi kan anbefale en tur uden for Christiansborg,” skriver Lizette Risgaard i et debatindlæg bragt i Altinget torsdag.

Det er ifølge FH-formanden bekymrende, at et folketingsmedlem ved så rystende lidt om noget så afgørende for dansk erhvervsliv, dansk økonomi og generelt hele det danske samfund.

“Effektiviteten ved den danske model understreges ved, at fagbevægelsen og arbejdsgiverne sidste år påtog sig et kæmpe ansvar og indgik historisk mange trepartsaftaler. De har bidraget til at bringe det danske samfund stabilt gennem coronakrisen til der, hvor vi er i dag,” skriver Lizette Risgaard og fortsætter:

At hun ikke har fulgt med i dansk politik

“Måske Mona Juuls corona-isolation har været så seriøs, at hun ikke har fulgt med i dansk politik, og derfor er lovligt undskyldt. Ellers kan det kun bekymre, hvis et medlem af Folketingets Erhvervsudvalg ikke har lagt mærke til det.”

HK: ”Gule organisationer” snylter på andres arbejde 

Men Mona Juul blander - ifølge HK Privats sektorformand, Simon Tøgern - æbler og pærer i sin kommentar om fagbevægelsen og større inddragelse af de “gule organisationer”.

“De er retshjælpsorganisationer, der snylter på fagforeningernes legitimitet,” skriver Simon Tøgern om de “gule organisationer” i et debatindlæg bragt i Altinget torsdag.

Snylter på fagforeningernes legitimitet

Han peger på, at de “gule organisationer” ikke forhandler generelle kollektive aftaler og ikke tager ansvar i forhold til det omfattende partssystem, som administrerer store dele af arbejdsmarkedspolitikken, erhvervsuddannelserne og arbejdsmiljøet.

Derudover peger Simon Tøgern også på, at de “gule organisationer” tilsyneladende er nødt til at "låne" lidt af fagbevægelsens legitimitet, og derfor benævner de sig selv som noget, de ikke er, nemlig fagforeninger.

Tim Tørnqvist Jensen læser Journalistik på Roskilde Universitet. Tidligere student på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Lizettes og HK Simon Tøgerns kommentarer berører ikke problemet rejst af Mona Juul: Hvorfor er der kun en organisationsprocent på 53 i FH-området?

"Hun mener, at de “røde fagforeninger” ikke har samme relevans som tidligere, og at de har en gammeldags retorik, som ekskluderer og er alt andet end relevant."

De gule nasserøve kommer aldrig med ved bordet...

Jamen det må de røde fagforeninger så bevise det modsatte - Hun lægger op til en alvorlig konflikt...det vil arbejdsgiverne få at mærke - men det er hun nok ligeglad med...

Er det Mona som du mener ‘konflikootrapper? Hvis ja, tror jeg IKKE, hun officielt vil vil erklære sig enig med dig., men man kan være bekymret, for hendes politiske strategi ig vision.

J eg er pot og pande med fagbevægelsen. Men ..... Jeg læste fru M.J’s indlæg og synes at hun dog havde fat i noget. Nemlig synspunktet om den forældede retorik, som ikke fænger på potentielle medlemmer. Konsekvensen er at en alm lønarbejdere ikke kan se anden forskel end kontingentsyørrelsen. Og det gør udslaget hos nogle for hvad man vælger.
Og ..... jeg synes faktisk at den forældede retorik viser sig i fuldt vigør i piopio’s gengivelse af fagbevægelsens modangreb.
1. Hvad skal al den snak om at være for lidt ude i virkeligheden med efterfølgende uvidenhed om den danske model til for. Det er klassisk kampretorik. Ingen nye medlemmer vælger på det grundlag.
2. Jeg ved fra egen erfaring at det almindelige potentielle medlem sjældent fatter en brik af hvad der ligger i den gængse forklaring på forskellen imellem - og som fru L.R. og hr S.T gentager- rød og gul. Jeg kender mange tilfredse medlemmer af de gule. Hvorfor købe den dyre leverpostej når den billige smager udemærket. Den “dyre leverpostej” har en lang historisk forløb, der først til sidst - i EU sammenhæng - har fået et overkommeligt navn: “den danske model”. Det er korrekt, men det kræver flere års tillidsmandskurser at få ejerskab på eller det er et narrativ, som man kan identificere sig med efter mange års medlemskab. Det er derfor selvsagt ikke det som potentielle medlemmer melder sig ind på. På den korte bane er det ikke det der slår igennem for almindelige lønmodtagere. Det gør fx lønforsikringer! Det virker ligeledes som dårlig stil og er for indviklet og tendiøst måske, at påstå at de gule er en dårlig kopi af de røde (kort sagt). Det er jo bare “dårlig omtale af konkurrenten” og hvad ellers? Den dårlige omtale har jo bund i virkeligheden, men det kræver igen indsigt at forstå eller ufattelig stor tillid til en “sælger” af den ægte vare. Vi siger godt nok at tilliden er omfattende her i DK, men gælder det nu lige over? Det er det jeg tænkte da talen kom på forældet retorik. Det kunne altså være andre end fru M.J. der tænkte i den retning. Forslaget om at inddrage gul i overenskomstforhandlinger (som er fru M.J.s ) kan i en vis forstand sammenlignes med forslaget om et samarbejde imellem A og V. (Det har fru M.J. vist ikke foreslået). Altså i sin grænseoverskridende og nytænkende karaktér. Personligt ville jeg selvfølgelig også afslå gode råd fra visse kanter. Vi kan da selv - ikke?

Dem som vælger den "gule" fagforening, er dem som ikke mener at de selv i deres egen arbejdssituation får brug for faglig hjælp og derfor vælger den med det laveste kontingent. Vi har desværre alt for mange "egoister" der altid handler hvor varen er billigst, vi så det med grænsehandlen da grænsen blev åbnet sidste forår efter den havde været lukket p.g.a. Corona, hvor "kunderne" ellers havde udtalt til TV at de ville støtte de danske butikker og vi ser det med handlen via Nemlig.com og alle de andre netbutikker, som betyder at de "gamle" butikker i mange byer er lukket, de kan jo ikke leve af at "kunderne" bare kommer og ser på deres vare inden de bestiller dem over nettet. Solidaritet er en god ting når bare den ikke rammer ens egen pengepung.

Problemet med fagforeninger er at “de sejrer sig selv ad højre til”, hvis de er for dygtige.
Når løn og arbejdsvilkår bliver for gode, er der ingen, der gider betale forsikringssummen.
Når løn og arbejdsvilkår bliver som i 1930erne vender en fornuftig lønmodtager sig igen imod en fagforening, medmindre hun selv bliver nødt til at etablere en. Fagforeninger er jo ingen selvfølge. Det er jo blot medarbejdere inden for samme fag, virksomhed, der har slået sig sammen for at forhandle løn og arbejdsvilkår kollektivt.

Engang havde Danmark kroer og restauranter og spisesteder. For folk der havde penge til ikke altid selv at lave mad. Måske til konfirmation, fødselsdage eller bryllup.
Engang blev danskerne så rige at de kunne bestille mad hos Mc Donald, pizzariaer, osv, osv i hverdagen og lade sig invitere på kro eller restaurant af venner og familie.

Engang havde Danmark ægte fagforeninger.
Engang blev danskerne så rige at de kunne bestille et fagforeningsmedlemsskab hos de gule fagforeninger og nyde fordelene ved de ægte fagforeninger.

Hvor meget vil du ofre på dig selv og alle de andre for at få gode løn og arbejdsvilkår.?
Hvor meget vil du at andre skal ofre på dig og alle andre for at alle kan have gode løn og arbejdsvilkår.

Engang var der sygekasser i Danmark. De gav penge til medlemmer der blev syge.
Nogle var ikke medlemmer. De var for fattige. Eller de var for sunde og stærke.

Alle bliver imidlertid syge. Uforvarende. Eller ved arbejdsulykker.
Snart opfandt den danske stat derfor den tvungne sygekasse. Den eksisterer fortsat i Norge og Sverige,

I Danmark blev sygekassen afskaffet med indkomstskattens indførelse. Alle skulle være medlem idet alle jo skulle betale indkomstskat.
I dag betaler skatten alle sundhedsudgifter. Alle finder dette naturligt og godt. Ingen stiller spørgsmål ved det betimelige heri.

Spørgsmålet om løn og arbejdsforhold er interessant. I virkeligheden er sygdom og arbejde som lodder på hver sin vægtskål. De betyder lige meget i menneskers liv. Alligevel vægter vi sygdom højere og har bragt det helt ind til velfærdens kerneydelser.
Arbejdet har vi placeret i “den danske model”. En slåskampsmodel, hvor to parter prøver kræfter hvert andet år og ser hvem der står stærkest afhængig af konjunkturerne. Den fattigste giver op først.
Her under pandemien føler alle sig fattige og i såvel Danmark som Norge, hvor modellerne næsten er ens, har arbejdsmarkedets to parter kæmpet om at give op først. Enigheden var slående.

Det interessante er at kriser viser modellens styrke. Men at uretfærdigheden ligger i at alle ikke betaler det samme til modellen. De gule fagforeningsmedlemmer slipper billigst.

Tænk hvis nogle skulle betale for deres egen behandling under covid 19 eller for Pfizer vaccinationen. Eller fik mindre statsstøtte fordi de var medlemmer af en gul fagforening.

Vi betaler jo alle det samme i skat.

Staten lig skatteyderne har subsidieret virksomheder med røde og gule fagforeningsmedlemmer på lige vilkår her under pandemien. Er det rimeligt?

Pandemien sætter lup på fagforeningskontingentet en gang for alle.

Arbejdsmarked, arbejdsunderstøttelse, arbejdsulykker, uddannelse, beskæftigelse, og sygdom er så integrerede faktorer i et velfungerende velfærdssystem som det danske, at det er utroligt at skatteyderne vil finde sig i, at mange lønmodtagere aldrig betaler til fællesskabet ved at stå uden for fagforeninger, at mange betaler en mindre andel igennem de gule fagforeninger og at dem der holder lønninger og arbejdsvilkår oppe, får lov at betale hele gildet og festen igennem medlemskab af de røde fagforeninger.

Et fagforeningsgrundbeløb bestemt af folketinget burde skulle betales af alle lønmodtagere i Danmark. De der ikke kan fratrække deres fagforeningskontingent burde pålægges en ekstraskat- fagforeningsbidrag- der vil stå mål med samfundets arbejdsmarkedsudgifter (voldgiftsdomstole, uddannelser, erhvervsstøtte, osv, osv) Hvis de gule fagforeningers kontingenter ikke nåede op på beløbsgrænsen skal fagforeningsbidraget lægges oveni, så de røde fagforeningers gennemsnitsniveau ville blive normen.

Staten ville få et overskud der kunne bruges til forbedrede arbejdsmarkedsuddannelser, miljøkonsulenter, arbejdtilsyn, osv.

Om kompetencerne således blev hos fagforeninger eller hos staten, ville blive op til den danske model, nemlig arbejdsmarkedets parter. Hvis fagforeninger klarer opgaven dårligt, vil staten automatisk få flere penge at gøre godt med og kunne ansætte folk til at forbedre arbejdsmarkedsforholdene. Hvis arbejdsmarkedesparterne var utilfredse med staten vil flere melde sig ind i fagforeninger og de vil have råd til at ansætte flere til at forbedre løn og ansættelsesvilkår. Endvidere ville strejkekasserne kunne fyldes tilstrækkeligt op.

Den danske model ville få tilført penge til fordel for hele Danmark.

Præcist som da sundhedsvæsen og sygehuse blev betalt af skatteyderne og ikke af sygekasserne.

Pandemien har vist at vi valgte rigtigt ved at nedlægge sygekasserne.
Den danske model trænger til et kraftigt tilskud. I øjeblikket betaler skatteyderne alene sammen med fagforeningerne.
Regeringen har optaget lån helt til 2050 for at betale af på den danske model og regeringens støtteordninger under pandemien.

Alle danskere skal betale retfærdigt hertil.
De gule fagforeningsmedlemmer har for længe sluppet udenom for billigt. Det løses fremover over skattebilletten med “fagforeningsudligningsbidraget“.
De der ikke er medlemmer af en fagforening vil få en ekstra skat - “fagforeningsbidraget”.

Fagforeningernes traditionelle opgaver overtages efterhånden mere og mere af staten. Derfor er det rimeligt at alle betaler det samme i fagforeningskontingent.

Alle har fordele heraf.

Omskoling og efteruddannelse startede oprindeligt i fagforeningsregi.
Sygdom og vaccinationer startede oprindeligt i sygekasseregi.

En pandemi kræver sygdomsbehandling, vaccinationer, omskoling og efteruddannelse.

Hvem betaler?

De “blå” lønmodtagere har for længe sluppet for billigt. Nu kommer regningen!
Spar charterrejsen og spar op. Vær dit ansvar bevidst.

Den danske model reddede dansk økonomi under pandemien.

De “røde” lønmodtagere har i generationer stået vagt om den danske model og troligt betalt til den år efter år.

Vis samfundssind! Meld dig i en rød fagforening! Eller betal med glæde det nye “fagforeningsbidrag” eller “fagforeningsudligningsbidrag”.

Et velfærdssamfund står sammen om sundhed, sygdom, erhvervsliv, beskæftigelse, omskoling, uddannelse.

Pandemien viser uligheden - også iblandt lønmodtagere.

God første maj!

Annonce