Torsdag den 22. oktober velsignede formændene for medlemsorganisationerne i Fagbevægelsens Hovedorganisation #MeToo-bevægelsen i store dagbladsannoncer.

Og onsdag den 28. oktober offentliggjorde Dagbladet Politiken et afbalanceret og ikke-blodtørstigt statement underskrevet 284 ansatte og tillidsvalgte i fagbevægelsen. Undertegnede (mand, version 6.2) er blandt de 284.

Men står det virkeligt så værre til i fagbevægelsen end andre steder?

Næh, det gør det ikke! Vi spejler på godt og ondt kulturen på vores medlemmers arbejdspladser.

Vi er ikke værre end alle andre hierarkiske systemer, hvor det handler om magt – både forstået som samfundsmæssig magt - og for vores vedkommende magt over en af de vigtigste folkelige, politiske bevægelser.

Skal bringe de almindelige danskeres stemme frem

Udfordringen for fagbevægelsen er at bringe #MeToo-debatten videre fra blitzlyset omkring kendisserne - og ud til de mange, der ikke optræder Politikens debat-spalter og P1's dybdegående interview.

Seksuelle krænkelser er ubehagelige og nogle gange ødelæggende for dem, der bliver udsat for dem.

Og det er oftest dem nederst i hierarkierne, som (i bogstavelig forstand) skal lægge røv til de værste krænkelser: Den helt unge, den nyansatte, eleven på prøve, freelanceren, den projektansatte, vikarbureauvikaren eller den illegale indvandrer.

Dem der sidder yderst på pinden og for dem, kan accept (eller ej) af krænkelser være lig uddannelse/job/forsørgelse - eller ingenting.

Politikere er ikke som alle andre

Men samtidig bliver der kaldt på moderation og besindelse og retssikkerhed. Og nej, ingen skal dømmes af pressen og digitale folkedomstole.

Men sagerne med Frank Jensen og Morten Østergaard handler ikke om almindelige arbejdspladser og almindelige ansatte ledere med ansættelsesbeviser, overenskomster og tillidsrepræsentanter.

Krænkerne var folkevalgte politikere - i stadig kamp om magten i samfundet og i deres respektive partier. Og dels har de selv vedstået sig krænkende adfærd, og de har faktisk også selv valgt at tage konsekvensen af deres handlinger og har forladt deres tillidshverv.

De folkevalgte er netop valgt på folkets nåde og tillid. De har kun vælgerne (og måske partiernes medlemmer) at appellere til. Og de er ikke nødvendigvis specielt overbærende! Sådan er det i et demokrati!

Kig på reglerne

Anderledes er det med almindelige lønmodtagere. De lever i et samfund, hvor alle – herunder krænkede og krænkere – er omfattet af regler.

Vi har systemer, som kan håndtere sagerne - selvom vi nok bør erkende, at vi skal efterse netop disse og reglementerne, som skal håndtere dem i hverdagen.

For det første skal vi i fagbevægelsen sikre, at medlemmer, som føler sig krænket trygt kan henvende sig til vores organisationer og få en seriøs og kollegial behandling. Og nej - ikke alle sager skal nødvendigvis føre til advarsler og fyringer. Måske oftere til en dialog om det psykiske arbejdsmiljø

For det andet skal vi i fagbevægelsen sikre, at der bliver taget fat på den svære debat på alle arbejdspladser.

Alle skal have lov til at sætte ord på, hvad de oplever som grænseoverskridende.  Det skal ikke overlades til velmenende akademikere i statslige råd og styrelser.

For det tredje skal vi forlange, at arbejdsgiverne tager ledelsesansvaret på sig – også når det er svært.

Arbejdsgiveren kan og skal ikke overvære alt, hvad der bliver sagt og gjort på arbejdspladsen, tak! Men arbejdsgiveren har det endelige ansvar for at regler og procedurer er kendte – og at de skal repeteres en gang i mellem!

Gem onkel-vittighederne til familiefesten

Der er forskel på mennesker - og på arbejdspladser. Der er forskel på et avistrykkeri, et reklamebureau, en tandklinik eller et salgskontor i en international industrivirksomhed. Sådan skal det også være!

Den samme bemærkning fra en leder eller en ældre kollega med det meste af karrieren bag sig har ikke samme vægt.

Onkel-agtige bemærkninger som ”det sagde hun også i går” kan være sjove for nogen og ubehagelige for andre, så mon ikke den slags bare skal gemmes til vennerne eller familiefesterne i stedet?

Men hvad med lederen, som altid tiltaler sin unge kvindelige medarbejder som ”min smukke prinsesse” foran kolleger og kunder? Det behøver ingen acceptere! Ej heller altid at få kommenteret form og størrelse på sine forskellige ”kropsdele”.

Ingen ønsker, at ens datter, søster, svigerdatter eller kone/kæreste bliver udsat for nnoget af det, som er blevet refereret gennem de sidste uger.

Vores mål må være, at sikre, at der er klare og kendte regler og procedurer overalt.

Hvad er uacceptabelt og hvad er konsekvenserne? Det skal diskuteres alle steder. På samme måder som vi har diskuteret rygning og alkohol på arbejdspladserne, syge- og fraværspolitikker og alt det, der ellers sætter rammerne for vores alle sammen arbejdsliv.