Annonce

Fagbevægelsen ønsker lav skat på ekstra feriepenge

Forudsætningen for at gå med til at indefryse feriepenge var en skat på 38 procent, understreger formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation
Danskerne skal ikke betale topskat af de tre ugers ekstra feriepenge, som kommer til udbetaling senest til efteråret.

Det fastslår formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard. Hun understreger, at der foreligger en aftale om, at feriepengene skal beskattes med kun 38 procent.

"De 38 procent var en forudsætning for, at vi overhovedet gik med til at indefryse pengene. Så jeg forstår slet ikke diskussionen eller kravet fra nogen om midlertidigt at hæve topskattegrænsen," siger hun til Finans.dk.

Lad os holde de aftaler, vi indgår. Færdigt arbejde

I et tweet føjer Lizette Risgaard til, at hun henholder sig til en aftale mellem arbejdsgiverne, regeringen og fagbevægelsen:

"Ingen grund til at pille ved vores skattesystem! Vi har en aftale med Dansk Arbejdsgiverforening og regeringen om, at hvis feriepengene skal udbetales til lønmodtagerne, så skal det være med en fast afgift på 38 %. Lad os holde de aftaler, vi indgår. Færdigt arbejde." 

placeholder

 

96.000 kommer til at betale topskat

Beregninger fra den liberale tænketank Cepos viser, at 96.000 danskere vil komme over topskattegrænsen, hvis de tager imod indefrosne feriepenge.

Forud for vedtagelsen af den nye ferielov, som er baggrunden for, at danskerne i år optjener feriepenge for fem ekstra uger, gik et omfattende arbejde i det såkaldte ferielovsudvalg, hvor både fagbevægelsen og arbejdsgiverne havde sæde.

Udvalgets betænkning forholdt sig til den situation, at de ekstra feriepenge skulle beskattes før tid. I så fald skulle staten opkræve en afgift på 38 procent baseret på beskatningen i en gennemsnitskommune, så det blev ens for alle.

Derfor er ånden i aftalen, ifølge FH, at de ekstra feriepenge skal beskattes med 38 procent.

Som lovet vil partierne blive inddraget i de øvrige drøftelser om udmøntningen af lovforslaget

Den klare melding fra Fagbevægelsens Hovedorganisation får nu aftalepartierne Venstre, De Konservative og De Radikale til at mene, at man følger FH.

"Som lovet vil partierne blive inddraget i de øvrige drøftelser om udmøntningen af lovforslaget," skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i en mail til Finans.dk.

HK uenig

Fagbevægelsens Hovedorganisation har dog ikke hele fagbevægelsen med sig.

Formanden for HK Danmark, Kim Simonsen, skriver således på twitter, at der ikke er meget social retfærdighed i FH-modellen:

"Der er ikke meget social retfærdighed over det her forslag, som jeg ikke kan bakke op. Folk må betale den skat de skal, ligesom ved alle andre indkomster, eller lade pengene stå."

Opdateret med kommentar fra HK Danmark

Opdateret 16.01.2022 som led i undersøgelse af citatpraksis

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet