Annonce

Fagbevægelsen om sygefravær: Endnu et urealistisk regnestykke fra regeringen

Regeringens forventninger til gevinsten ved at nedbringe sygefraværet i det offentlige bygger på en urealistisk antagelse om, at der vikardækkes fuldt ud, mener Fagbevægelsens Hovedorganisation.
I regeringens omdiskuterede rapporten om det offentlige sygefravær indgår et regnestykke - der viser, at der kan spares 790 millioner, hvis de offentligt ansatte nedbringer sygefraværet med én dag - er baseret på en fejlagtig antagelse om, at der tilkaldes en vikar hver eneste gang en kollega melder sig syg. Men det er “vildt urealistisk” og “et drømmescenarie, der befinder sig lysår fra virkeligheden”.

Det skriver Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) i en pressemeddelelse.

Det er altså en by i Rusland i den offentlige sektor

“De besparelser er problematiske, fordi de er betinget af en forudsætning om, at der vikardækkes én til én. Og det er altså en by i Rusland i den offentlige sektor,” siger næstformand i FH, Majbrit Berlau, til Netavisen Pio.

Regeringens konklusioner på baggrund af rapporten har været stærkt kritiseret for ikke at give et retvisende billede af forskellen mellem sygefraværet i den offentlige og den private sektor.

Innovationsminister Sophie Løhde (V) slår på, at det offentlige sygefravær er næsten 13 sygedage på det kommunale område, hvor sygefraværet på det private område er knap syv sygedage. Løhde betegner forskellene i sygefraværet som “helt uforklarlige”.

Fuld vikardækning langt fra er billedet

Men faktisk fremgår det af rapporten, at forskellen mellem sygefraværet i den offentlige og den private sektor reelt er det halve, når man korrigerer for forskelle i køn, alder, uddannelse og arbejdsfunktioner.

Dækker ind for hinanden

Når regnestykket om de potentielle besparelser ved nedbringelse af sygefraværet, ifølge FH, ikke holder vand, så skyldes det, at de offentligt ansatte ofte dækker ind for hinanden ved sygdom, frem for at tilkalde en vikar, forklarer Majbrit Berlau.

“Vores rundspørge blandt medlemmer i et par af vores forbund, der organiserer offentlige ansatte, bekræfter, at fuld vikardækning langt fra er billedet. I de fleste områder i den offentlige sektor er vikardækning ved sygefravær langt fra garanteret - slet ikke ved kort sygefravær, og desværre heller ikke altid ved langvarigt sygefravær. Der er det ofte sådan, at arbejdsopgaverne deles ud mellem kollegerne.”

Så oparbejder overarbejde, som ender med at indgå i en afspadseringspukkel

Det billede genkender man i Dansk Sygeplejeråd:

”Det er vores indtryk, at i sundhedssektoren sætter man typisk ikke vikarer ind. Man gør det selvfølgelig i ekstraordinære situationer, men typisk planlægger man med ekstra vagter for kollegerne – som så oparbejder overarbejde, som ender med at indgå i en afspadseringspukkel, som man skubber foran sig. Her er jo ingen penge at spare ved at mindske sygefraværet,” siger formand Grete Christensen til FH.

58 procent helt eller delvist uenige i, at deres arbejdsplads har en god vikardækning

Over halvdelen oplever dårlig vikardækning

En undersøgelse fra FOA bekræfter, at mange oplever, at deres arbejdsplads har en dårlig vikardækning.

I den pædagogiske sektor er 58 procent helt eller delvist uenige i, at deres arbejdsplads har en god vikardækning. For de ansatte i social- og sundhedssektoren, her i blandt sosu-assistenterne på landets plejehjem, er det tal 64 procent.

Den allerstørste utilfredshed med vikardækningen findes hos de ansatte på landets sygehuse og hospitaler, hvor 53 procent erklærer sig helt uenig i, at vikardækningen er god, der hvor de arbejder.

Undersøgelsen er fra foråret 2018, hvor man i FOA har spurgt 4000 medlemmer. Blandt dem kan der dog også være ansatte på privathospitaler og private plejehjem. Langt hovedparten er dog ansat i det offentlige, understreger FOA.
 

Krig på tal frem for lederansvar

Majbrit Berlau mener, at regeringens måde at fremlægge tallene på har gjort, at man kom dårligt fra start i forhold til en vigtig diskussion om arbejdsforholdene i den offentlige sektor.

Gennemgangen af rapporten har nemlig vist, at det især er de langvarige sygemeldinger, der trækker sygefraværet hos de offentlige ansatte op.

Det er jo helt gal rådgivning, når vi snakker om den langvarige sygefravær

Hun mener, at regeringen fejlagtigt fik det til at fremstå som om de offentligt ansatte har mere tendens til at melde sig kortvarigt syg end i den private sektor:

“Når man kigger ind i rapporten, så kan man jo læse, at det er klokkeklart, at forskellen i fravær - mellem den offentlige og den private sektor - primært skyldes det langvarige sygefravær. Rapporten blev fulgt op af udtalelser fra økonomi- og indenrigsministeren, om at man skulle sørge ordentlig rådgivning om håndvask for at nedbringe sygefraværet i den offentlige sektor. Det er jo helt gal rådgivning, når vi snakker om den langvarige sygefravær,” siger næstformanden i FH.

Man bør påtage sig ansvaret som leder af den offentlige sektor

I FH opfatter man det som en ansvarsforflygtigelse fra de problemer, som findes med arbejdsmiljø i den offentlige sektor:

“Man bør påtage sig ansvaret som leder af den offentlige sektor, og stille sig selv spørgsmålet: Hvad er årsagen til, at der er mere langvarigt sygefravær i den offentlige sektor,” opfordrer hun.

Sundhedsreform kan have negativ effekt

Det er veldokumenteret, at det psykiske arbejdsmiljø er dårligere i den offentlige sektor end i den private, påpeger Majbrit Berlau.

Hver gang der kommer en reform, så ved vi, at vi taber arbejdstempo

Hun er derfor bekymret for, at den strukturændring, som regeringens sundhedsreform lægger op til, kan presse de offentligt ansatte yderligere:

“Hver gang der kommer en reform, så ved vi, at vi taber arbejdstempo. Det er sjældent noget, som hjælper til at øge produktiviteten - ihvertfald ikke kortvarigt,” påpeger hun.

I FH mener man desuden, at der har manglet medarbejderinddragelse - både i udviklingen af den nye sundhedsreform og i forhold til planlægningen og gennemførelsen af reformen.

Det kan have negativ påvirkning på stress og langvarige sygefravær, fordi medarbejderinddragelse og følelsen af medbestemmelse over eget arbejde, er centralt for et ordentligt arbejdsmiljø, påpeger Majbrit Berlau.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

En fint og klart tekst Sarah Scheer ! Jeg mener at jeg `sanser´ at den tal- argumentation fra Frk Løhde og regeringens "regnearksteoretiker" er måske fordrejet ? Og skal virke
som slags argument imod den offentlige arbejdsmarked? ..som et "JA" til mere privatisering ?
Men? At en `afbureaukratisering´ og forbedret TRIVSEL i feltet af offentlig ansatte kan forbedre arbejdsglæden i det offentlige er fuldstændig ignoreret..