Annonce

Fagbevægelsen vil redde den danske model og folketingsveteran stopper

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til tirsdagens udgave af Netavisen Pios korte nyhedsoverblik Aktuelt, med nyt fra fagbevægelsen, Christiansborg og verden omkring os.

Tak fordi du læser med.


FH: Når organiseringen falder, udfordres den danske model

På Lønmodtagernes Topmøde fremlagde Fagebvægelsens Hovedorganisation, FH, i dag en række forslag til at styrke organiseringen blandt danske lønmodtagere.

For en dugfrist analyse fra organisationen viser, at selvom mere end fire ud af fem på det danske arbejdsmarked er overenskomstdækket, så er kun 52 procent medlem af en overenskomstbærende fagforening.

Det betyder, at 1,1 millioner danske lønmodtagere er beskæftigede på overenskomstdækkede arbejdspladser uden selv at være organiseret i en fagforening.

Selv om de ikke er medlemmer, nyder de stadig godt af ferie, pension, overarbejdsbetaling og en række andre goder i overenskomsterne – uden at betale til fagforeningen.

placeholder

Det er et problem, mener FH-formand Lizette Risgaard:

”Allerede i dag er der brancher med lav organisering blandt medarbejderne, og hvor kun et mindretal af virksomhederne har overenskomst."

"Og konsekvenserne kan være barske for de ansatte: systematiseret overarbejde uden løn, mangel på fritid og hviletid, ydmygelser, underbetaling, som vi har set det i visse dele af restaurationsbranchen. Det, vi risikerer med en faldende organisering er, at dårlige forhold breder sig."

Derfor har FH fremlagt 15 forslag til at styrke den danske model, bl.a. at overenskomstbærende lønmodtagerorganisationer skal have adgang til at kommunikere med ansatte inden for overenskomstens dækningsområde, højere fagforeningsfradrag og et ekstra bidrag for uorganiserede virksomheder.

Læs alle forslagene fra FH her.

 

Sundhedsordførere indkaldt til møde om abekopper

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) indkalder Folketingets sundhedsordførere til et møde om abekopper, som en lille håndfuld danskere er blevet ramt af.

Det skriver TV2.

Det sker ifølge TV 2s oplysninger onsdag klokken 14.30. SSI og Sundhedsstyrelsen vil også deltage.

Her vil sundhedsministeriet briefe partierne om smittesituationen og "lægge al data frem", lyder det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Han siger til TV 2, at myndighederne følger udviklingen tæt og "arbejder på højtryk med smitteopsporingen".

I øjeblikket er to danskere konstateret smittet med abekopper og yderligere tre mulige tilfælde undersøges.

Læs hele historien her.

 

K betalte Papes bolig - og skatten

De konservative betalte både husleje og Søren Papes personlige beskatning af gratis bolig, da han blev partiformand.

Det skriver Ekstra Bladet.

Ifølge avisens oplysninger betalte partiet for en lejlighed i København, og samtidig kompenserede Søren Pape krone til krone for den skat, han skulle svare af boligen.

De konservative forklarer, at Pape - der på det tidspunkt ikke var valgt til folketinget - skulle stilles på samme måde som andre MF'er.

Søren Pape Poulsen havde lejligheden i København frem til efter valget i 2015, hvor han fik en folketingslejlighed, i forbindelse med at han blev medlem af Folketinget.

Læs hele historien her.

 

Folketingsveteran stopper

Det færøske folketingsmedlem Edmund Joensen genopstiller ikke ved næste folketingsvalg. Han fortsætter dog sit politiske arbejde valgperioden ud.

Det skriver Altinget.

77-årige Edmund Joensen har været medlem af det danske Folketing i snart 15 år fordelt over tre perioder.

Han er medlem af det liberale færøske parti Sambandsflokkurin, som han også har repræsenteret i Lagtinget i Færøerne.

Læs hele historien her.

 

Ny minister tager særlig rådgiver med fra partiet

Den nye indenrigs- og boligministeren, Christian Rabjerg Madsen, har i dag fået ny særlig rådgiver ved navn Thomas Schjødt.

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Thomas Schhjødt har flere års erfaring med sig i bagagen.

Schjødt har nemlig tidligere arbejdet med politisk rådgivning af Socialdemokratiet, herunder både som presse- og kommunikationskonsulent, politisk rådgiver og senest souschef samt særlig rådgiver for udviklingsministeren.

Han er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.

placeholder

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"De konservative betalte både husleje og Søren Papes personlige beskatning af gratis bolig, da han blev partiformand".

Hvis partistøtten er blevet brugt til det skal loven ændres eller partistøtten ophøre
.