Fagbevægelsens styrke er mere end medlemmernes kontingentet

Hvis fagbevægelsen virkelig skal mestre organiseringens svære kunst, så kræver det vrede, håb, relationer og nye måleenheder.
uDet er et mildt lettelsens suk der lyder, når de store fagforbund studerer  deres medlemstal i år. For selvom forbundene fortsat ikke går direkte frem i medlemstab, så mister man nu langt færre medlemmer end tidligere. Medlemsflugten er stoppet.

Netavisen Pio har i en række artikler behandlet det kurve-knækkeri, som den danske fagbevægelse arbejder så ihærdigt på det opnå.

Når man spørger hvad der er forandret, så er det gennemgående svar, at det handler om at sætte medlemmerne i centrum. Og andre nævner "organising" (det udtales på engelsk, red.) og fagforening classic, som en mulig vej frem, men hvad er organising?

[read-also]

Mere end bare hvervning af medlemmer
Det spørgsmål har vi stillet til elektronikmekaniker, Dansk Metal-medlem og LO-næstformand Morten Skov Christiansen og Bjørn Hansen, der er direktør i den social-økonomiske uddannelses- og rådgivningsvirksomhed Huset DeltagerDanmark, der har en række fagforeninger som kunder og blandt andet har rådgivet og understøtte en række fagforeningskampagner over de seneste år.

”Det et er godt spørgsmål, fordi organising kan betyde mange ting. For nogle betyder det bare hvervning af medlemmer. Hvor mange kan vi få ind i butikken og hvordan kan vi fastholde dem længst muligt.

For os handler organisering selvfølgelig om at få flere medlemmer, men også om at få stærkere fællesskaber der opnår faglige resultater" fortæller Bjørn Hansen og fortsætter.

" Vi plejer at sige, at organisering er tre ting; 1) Det er en arbejdsplads-relateret strategi for hvordan man bruge fællesskabet til at opnå bedre resultater og få flere medlemmer 2) Det er grundlæggende syn på hvad en fagforening overhovedet er. Et syn, hvor stærke relationer og ønsket om fælles handling er gennemgående fordi vi anerkender at medlemmerne har langt flere ressourcer end deres kontingent. Tid, engagement og netværk eksempelvis. Og 3) Organisering som en måde lave medlemsinvolverende kampagner, der kan være langt mere effektive end traditionelle Public Affairs-strategier,” lyder det fra Bjørn Hansen.

Organisering handler i bund og grund, at sætte folk i stand til at skabe forandringer

LO's næstformand Morten Skov Christiansen har selv været organiser i Metal København, hvor han blandt har organiseret cykelsmede.

”Organisering handler i bund og grund, at sætte folk i stand til at skabe forandringer. Om at give de bedste forudsætninger for i fællesskab at opnå fælles ønsker," siger han og uddyber.

"Fagforeningerne er den største civile bevægelse – en bevægelse, hvor lønmodtagerne gennem sammenhold har fået - og stadigvæk får - indflydelse og magt til at forandre arbejdsliv, sikre en lige udvikling i samfundet og bekæmpe uretfærdighed. Det arbejde forudsætter en stærk organisering," lyder hans vurdering.

Han vender tilbage til arbejdet med at organisere de københavnske cykelsmede, betød for faget.

"I løbet af få år blev antallet af overenskomster tredoblet og medfølgende en tiltrængt lønstigning i for branchen og det vise styrken ved fællesskabet," fortæller han.

[content_block id=39345 slug=deltagerdanmarks-4-bud-for-god-organisering]

Organisering er selve fundamentet
Morten Skov Christiansen mener, at organisering er selve afsættet for fagbevægelsen og en praksis, der udøves hver eneste dag, men fagforeninger skal styrke indsatsen fremover.

”Organisering er selve fundamentet i fagbevægelsen. Det har det altid været. Det er basen, hvorfra vi skaber forandringer og forbedringer. Jeg tror på, at vi skal blive meget bedre involvere og engagere vores kolleger til fælles handling. Vores tillidsvalgte, både arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter, gør dagligt en uvurderlig indsats for kollegerne. Og lige præcis derfor skal vi styrke samtalen med dem om, hvorfor organisering er vigtig – og vi skal sammen udvikle og afprøve redskaber, der styrker vores organiseringsarbejde.”

Alle fagforeninger startede med at han have nogle mennesker, som havde en indignation over noget der var galt

At organising var udgangspunktet, synes både Morten Skov Christiansen og Bjørn Hansen at være enige om, men for sidstnævnte er det afgørende hvad der er sket over de sidste 30 år:

”Alle fagforeninger startede med at han have nogle mennesker, som havde en indignation over noget der var galt og tog afsæt i en klar ide om kunne ændre det i fællesskab. Så begyndte de at tale sammen, at handle sammen og så fik de flere med. Det byggede på relationer. Men over tiden begynder man jo at se hvordan man kan gøre det mere effektivt med frikøbe personale, skrevet vedtægter, lagt faste handle planer og indført professionelle strukturer."

[read-also]

For Bjørn Hansen er denne udvikling helt naturlig.

”Demokratiske organisationer vil altid have en tendens til at specialisere sig og lade viden flyde opad i pyramiden. Og der vil altid være status forbundet med at være i toppen. Det er oligarkiets jernlov. Overfor det står organiseringens jernlov, som siger, at man aldrig skal gøre nok for folk, som de selv kan gøre for sig selv. Centraliseringen sker så at sige af sig selv, mens det kræver rigtig meget arbejde og bevidsthed at vende den udvikling og begynde at handle med folk, i stedet for altid for folk

Demokratiske organisationer vil altid have en tendens til at specialisere sig og lade viden flyde opad i pyramiden. Og der vil altid være status forbundet med at være i toppen. Det er oligarkiets jernlov.

Selvom centraliseringen af kompetencer indenfor for eksempel kommunikation og sagsbehandling har skabt mange fordele, har de også en bagside, påpeger Bjørn Hansen.

”Jeg hører fra mange fagforeningsfolk en erkendelse af, at man måske har glemt eller i hvert fald ikke trænet det håndværk, som organisering er.” Den proces, der har fundet sted over de sidste 30, er derfor ikke noget, som man skal forvente at vende igen på 6 måneder, siger han.


Billedtekst: De to stiftere af Huset Deltager Danmark: Rune Baastrup (Tv.) og Bjørn Hansen (Th). (Billedet er taget Kristian Emil Petersen). 

Det kræver vrede og håb at motivere mennesker
En del af processen over de sidste 30 år har ifølge Bjørn Hasen gået ud på at gøre tillidsrepræsentanter, faglige politikere og konsulenter til dygtige forhandlere og sagsbehandlere.

Med gode intentioner har man i processen aflært mange af konsulenterne i forbudshusene det de kunne før; at engagere, at tale med og at involvere medlemmerne. Derfor kræver det også tid at vende den super-tanker, som fagbevægelsen er. Men erfaringerne er derude.

[read-also]

”Det kan lyde vældig nemt, når vi taler om det, men jeg tror det er helt overdrevet svært. Spørg bare en tillidsrepræsentant hvad der er sværest; at have en dialog med lederen, tage nogle forhandlingskurser, sætte sig ind i reglerne og lære overenskomsten udenad? Eller det at forstå din arbejdsplads, de kritiske medlemmer, de positive medlemmer, de gule medlemmer, dem der slet ikke er medlemmer. Og generelt samle alle dem, der til tider har modsatrettede holdninger i et stærkt og handlekraftige fællesskab”

Du skal have en vrede

Opgaven for fagbevægelsen handler om at genopdage og genopfriske nogle gamle dyder, som er meget relationelle og menneskelige end de er juridiske og teksttunge – uden at tro, at det at kunne OK-stoffet og give god rådgivning skal pakkes væk for evigt. Den gode organiser skal have personligt drive og menneske-skills. Det er et nyt kompetencekatalog, der er i spil.

”Du skal have en vrede, en indignation overfor de arbejdsvilkår man byder lønmodtagerne i dag. Men også et håb, en insisteren på at vi kan gøre det bedre. Ellers kan du ikke få andre med. Du skal have en lyst til være sammen andre mennesker og finde ressourcer hos dem. Når man har den lyst, så er man allerede meget langt. Du skal også kunne se andre mennesker og ville se dem vokse sig større, uden at det handler om dig. Det er sindssygt fedt for en tillidsrepræsentant at vinde et sag og sikre et medlem bedre barselsvilkår. Men når man organiserer, så tilhører succesen ofte ikke en selv, men fællesskabet. Derfor skal man også kunne acceptere at trække sig selv i baggrunden.

[content_block id=39356 slug=hvad-er-dd]

Bjørn Hansen er ikke meget for at fremhæve egne succeser eller gøre Deltager Danmark til den afgørende forskel, men han peger på at de er med til at skabet et rum, hvor folk får mulighed for at udtrykke ’den ild som de har i maven’ og samtidig får tilføjet nogle nye redskaber til deres værktøjskasse. Spørgsmål som: ”Hvad gør dig vred, hvad er ubærligt og hvad er den ene ting, som du gerne ville lave om” skal fylde mere fordi de inspirerer til handling.

Der er ikke noget kursus, der kan trumfe oplevelse af gå med i en strejke, prøve at udfordre en arbejdsgiver eller at komme med en helt ny løsning

Som han selv siger: ”Der er ikke noget kursus, der kan trumfe oplevelse af gå med i en strejke, prøve at udfordre en arbejdsgiver eller at komme med en helt ny løsning der får andre med. Hvis man har prøvet det, så ved man det trumfer alt”.

Vi skal turde sætte mål
I DeltagerDanmark fokuserer man på fire parametre, som organisering skal opnå; antal medlemmer og aktive, følelsen af at være i et stærkt fællesskab, der giver en muligheder, engagement og fælles handling og som det sidste: konkrete faglige resultater.

Og det er de fire parametre, som Bjørn Hansen gerne vil måle på, men der en ting som er vigtigere end tal i et regneark. I stedet for alene at fokusere på hvor mange, der står på medlemslisterne og hvor tilfredse medlemmer er med den service de modtager, så skal følelserne også ind i regnearket.    

Men hvis det eneste vi måler på er medlemsantallet, så bliver det jo også styrende

”Ofte taler vi om, at fagforeninger er fællesskaber og om at vi skal genopfinde aktivismen. Men hvis det eneste vi måler på er medlemsantallet, så bliver det jo også styrende. Det indretter man så organisationen efter.

Hvis vi begynder at have et mere nuanceret blik, så kan for eksempel også sætte mål på hvor mange aktive man har, hvor mange kerneaktive og hvor mange der deltager i aktiviteterne,"siger han og uddyber.

”Det skal selvfølgelig ikke ende i et styringsregime som i den offentlige sektor. Det er dem, der laver arbejdet som skal sætte mål, for eksempel de tillidsvalgte. Og de skal prioritere det, der er vigtigst og mest meningsfuldt for dem og kollegerne”.

Bjørn Hansen ser fusioner af forbund og nedlæggelse af afdelinger i fagbevægelsen, som eksempler på hvordan man til tider tænkte for snævert.

Selvom man kan spare penge på administrationsomkostninger, så glemmer man i cost-benefit-analysen, hvad det koster i tab af frivillige, ambassadører og netværk.

"Strukturforandringerne kan godt være fornuftige, men det er vigtigt at vi i det mindste forholder os til hvad det betyder for fagbevægelsens engagerede folk," slutter han.

 

Netavisen Pio bringer i den kommende tid en række artikler, hvor der er fokus på medlemsudviklingen i LO-fagbevægelsen.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook