For 1. maj uden det folkelige islæt, uden møderne i parker og på torve og uden fadøl og faner er bare slet ikke det samme
Den konstatering kunne mange af landets faglige ledere også konkludere i deres 1. maj-taler, selvom særligt FH lykkedes med en rigtig flot livesendning med musik, taler og små hilsner fra tillidsrepræsentanter fra mange af medlemsforbundene.
En anden ting som alle landets faglige ledere er fælles om, er at coronakrisen har ændret alt, og hele samfundet står lige nu overfor en kæmpe opgave med at komme sikkert gennem den og få hjulene til at dreje rundt hurtigt igen snarest muligt.
Men der lød også en fælles advarsel: Det er ikke lønmodtagerne og de svageste, der denne gang skal betale for krisen, som tilfældet var det efter finanskrisen.
Det må ikke igen blive dem, der har mindst, der ender med at måtte betale mest af regningen for krisen. Sådan som man så det under finanskrisen. Denne gang skal vi vise, at der er en solidarisk vej ud, lyder budskabet fra FH-formand Lizette Risgaard i hendes tale i haven foran LO-skolen i Helsingør.
Svaret ligger ikke, som under finanskrisen, at man igen skal give store skattelettelser, men i stedet skal man satse på uddannelse og opkvalificering.
“Når der nu ingen job er, så er det nu, vi skal sikre et løft i uddannelse til de ledige. Denne gang skal det lykkes.
"Vi skal uddanne, mens tid er, så vi er klar til at tage de nye job, der opstår, når coronaen har sluppet sit tag i os," siger Lizette Risgaard.
"Vi skal gå ud af krisen på samme måde, som vi gik ind: Sammen.”
Sådan lyder budskabet fra formanden for landets største fagforening, 3F, Per Christensen, i dagens 1. maj-tale:
“Vi kan ikke overlade det til markedet alene. Det er samfundets opgave. Opskriften er investering og uddannelse. Mennesker først. Det bliver ikke let. Men med vores model kan vi gøre det. Krisen har vist os, at vores opskrift virker.
Han advarer også om en borgerlig model for genåbningen:
“Jeg har hørt det yderste højre fnyse over, at der er ført venstrefløjspolitik i krisen.Heldigvis, siger jeg! For uden troen på, at et stærkt offentligt fællesskab og den private sektor er hinandens forudsætninger, kommer vi ikke igennem.”
Fremfor alt vil en liberalistisk model efterlade de mest udsatte på perronen," siger han.
Efterdønningerne fra den massive sundhedskrise, vi i dag befinder os i, vil strække sig langt ind i fremtiden. Også økonomisk.
Helt afgørende er det, at vi ikke slår ind på samme kurs, som fulgte i kølvandet på finanskrisen sidst i 00’erne. For det var helt forkert medicin. Sådan lyder den stærke advarsel i 1. maj-talen fra Mona Striib, formand for forbundet FOA:
”Efter finanskrisen mistede mere end 35.000 offentligt ansatte deres arbejde. Der blev sat en stærk sparedagsorden og vi fik reform på reform, der gradvist ødelagde det trygge, danske velfærdssamfund og dets sikkerhedsnet for samfundets svageste. Det var en lang ørkenvandring i elendighed.”
Kort før corona-virussen brød ud, var der ellers taget de første spæde skridt til at genoprette den offentlige velfærd. Det arbejde lader til at stå stille lige nu. Men vigtigheden af den offentlige sektor står tindrende klart her i coronaens skarpe skær.
”Langt flere faggrupper står klart og tydeligt i danskernes billede af, hvem det egentlig er, der får samfundet til at hænge sammen. Der hver eneste dag sørger for, at vi alle sammen har det godt,” siger Mona Striib.
Fra fødevareforbundet NNF, der bl.a. organiserer landets slagteriarbejdere havde forbundsformand Ole Wehlast fokus på tidligere tilbagetrækning i sin 1. maj-tale:
"Det burde stå lysende klart for enhver, at ingen slagteriarbejder, bager eller SOSU-assistent kan holde til et arbejdsliv, der starter inden de fylder 18 og fortsætter til de runder 72.
Det er lønmodtagere, der aldrig har ligget samfundet til last – og de har aldrig fået en krone i SU.
Alligevel er det dem, vi beder om at knokle til de er helt slidt ned. Vi har frataget dem retten til en værdig tilbagetrækning."
Han minder om, at der ikke er én eneste slagteriarbejder, der er blevet mindre nedslidt som følge af Coronakrisen.
"Det giver derfor ingen mening at bruge corona-situationen som en politisk-undskyldning for ikke at prioritere at give nedslidte ret til en værdig tilbagetrækning," siger han med hvad der kunne opfattes, som en indirekte stikpille til Dansk Folkeparti, der netop har foreslået udskydelse af forslaget om tidlig tilbagetrækning.
Coronakrisen må ikke blive en undskyldning for at kriminalisere eller mistænkeliggøre borgerne og fratage dem centrale rettigheder”, lyder det meget anderledes budskab fra IT-fagforeningen PROSA-formand Niels Bertelsen i hans 1. maj-tale.
I den advarer han regeringen mod at slå ind på “overvågningskapitalismens vej”, så vi ender som et samfund, hvor lighed og privatliv er trængt i baggrunden til fordel for de største virksomheders ret til at følge med i – og tjene penge på – alt hvad vi foretager os.
”Data er blevet en ny strategisk ressource. I PROSA kender vi teknologien og er på mange måder belastet af, at vi indgående ved, hvad den kan bruges og misbruges til. Vi vil derfor arbejde koncentreret og engageret for, at coronakrisen ikke bliver en undskyldning for at kriminalisere eller mistænkeliggøre borgerne og fratage dem centrale rettigheder”, siger Niels Bertelsen.
”Når der bliver sat strøm til de datadrevne forretningsmodeller, så bliver alle ulighedstendenserne og magtkoncentrationen i vores samfund forstærket, hvis vi ikke nytænker vores politiske regulering, vores organisering på arbejdsmarkedet og vores fællesskaber”.
Metal-arbejderformanden Claus Jensen havde i år valgt at droppe den traditionelle lange 1. maj-tale, og skåret den ned til en kort videohilsen med tre korte budskaber:
"Corona eller ej, så er der stadig meget, at vi skal arbejde for. Vi skal have sikret et bedre arbejdsmiljø. Vi skal have flere til at tage en erhvervsuddannelse og særligt i den her krise, så skal vi sørge for at holde hånden under så mange arbejdspladser som muligt."
Han roser desuden den danske model og lover, at fagbevægelsen kommer stærkt igen efter krisen:
"Vi tager revanche næste år!"
Hos Blik- og Rørarbejderforbundet, havde formand Henrik W. Petersen en særlig hilsen til nogle af dem, som er gået på arbejde i coronakrisen, men som ikke har mærket den samme love-storm som landets sygeplejersker.
Hos landets socialpædagoger, som arbejder på opholdssteder, behandlingshjem og lignende valgte formand Benny Andersen også at skippe den traditionelle 1.maj-tale.Han sendte i stedet en kort og særdeles velproduceret videohilsen til medlemmerne, hvor han særligt takker for dem for indsatsen under krisen.
Kommentarer
Du er en klam bedrager!
UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER SKAL DE FATTIGSTE BETALE FOR HVAD CORONAKRISEN MÅ KOSTE.