Fagboss: Der er virkelig forskel på rød og blå

Fødevareforbundet NNF's formand, Ole Wehlast, er overordnet tilfreds med regeringens erhvervspolitik. Han mærker virkelig forskel på, om regeringen er rød eller blå, og han vil gerne væk fra den sort-hvide debat om hvordan vi fastholder danske industriarbejdspladser.
”Slagteribranchen er ramt af en benhård konkurrence. 90 procent af det, der bliver lavet i vores branche, eksportes ud på verdensmarkedet. Har vi ikke ordentlige rammevilkår, taber vi konkurrencen til de konkurrerende nabolande.  Derfor har vi arbejdet for mere ens rammevilkår,” fortæller Ole Wehlast, da vi møder ham i Kødbyen på Vesterbro.

Rammevilkårene er også noget, som har optaget SR-regeringen. For selvom fødevarebranchen er presset i en hård konkurrence, er der blevet taget en række gode tiltag, som sikrer arbejdspladser til medlemmerne af Fødevareforbundet NNF. Bl.a. fjernede regeringen som noget af det første den meget omdiskuterede fedtafgift.

”Den var enormt generende for fødevarebranchen,” siger Ole Wehlast. ”Men regeringen har også kigget på veterinærkontrollen, som er ekstremt dyr for virksomhederne. Derudover har regeringen kigget på landbrugenes vilkår, fx randzonerne.”

”Og når man samler alle de tiltag i en bundlinje, så har regeringen faktisk gjort temmelig meget godt for at sikre, at der også er fødevarejob i Danmark i fremtiden,” vurderer han.

I min hverdag er der virkelig stor forskel på, om regeringen er rød eller blå. Jeg er bare ikke helt sikker på, at det er slået igennem hos befolkningen

Men der er også ydre påvirkninger af fødevarebranchen, som vi ikke selv er herrer over. ”I disse dage betyder konflikten i Ukraine meget for os, fordi russerne har stoppet import af kød, og vi har faktisk rimelig meget eksport af dansk kød til Rusland. Indtil videre har importforbuddet kostet over 200 job i fødevareindustrien. Men det kan vi jo ikke gøre noget ved. Jeg har ikke nummeret til Putin,” siger Ole Wehlast med et skævt smil.

Massiv forskel på rød og blå
Job og vækst har længe stået øverst på dagsordenen hos Fødevareforbundet NNF, der repræsenterer ca. 21.000 medlemmer i fødevareerhvervene. Formanden er da også tilfreds med regeringens indsats på området.

”Regeringen har gjort det godt, fordi den dels har lavet nogle vækstinitiativer, som fødevarebranchen kan se sig selv i, og dels fordi den har lavet en decideret fødevarevækstplan. Her har vi som forbund været inddraget i processen. Det er i sådan nogle tilfælde, vi virkelig kan mærke forskel på, om regeringen er rød eller blå,” forklarer han.

Ole Wehlast er også en del af Dan Jørgensens nye mad-tænketank, men det er ikke den eneste ting på ’madens ministers’ tegnebræt, som optager ham: ”Jeg har også noteret mig, at han har fået nedsat et politisk sekretariat, der skal udvikle politik inden for fødevareområdet. Det er genialt fundet på, og det er et tegn på, at han tænker lidt anderledes.”

Vi kan sagtens finde skønhedsfejl ved den siddende regering og finde noget at være uenige om, men det bør vi klare inden døre. Så skal vi i stedet prale lidt mere af det, som vi har lavet sammen

”Hvis oppositionen vinder næste valg, vil det få den afgørende betydning, at vi ikke bliver inviteret ind til bordet, når der skal laves nye tiltag. Det ved vi. Det er jo ikke så længe siden, der sad en borgerlig regering. Dengang måtte vi hive i dem, hvis vi ville noget. Nu er det langt mere en dialog,” siger Ole Wehlast og fortæller, at han forleden drak kaffe med Dan Jørgensen uden der var ”nogen embedsmænd eller nogen papirer på bordet”.

”Vi har fået meget tættere kontakt og bedre mulighed for at gennemføre tiltag, som er gode for vores medlemmer, når der er en socialdemokratisk regering ved magten. I min hverdag er der virkelig stor forskel på, om regeringen er rød eller blå. Jeg er bare ikke helt sikker på, at det er slået igennem hos befolkningen – det virker ikke helt sådan,” griner han.

Kampen om Bornholm var en hård nyser
Man kan ikke tale om slagterier uden at tale om Danish Crown på Bornholm. Den langvarige konflikt endte med, at de ansatte stemte ja til at redde deres arbejdspladser ved at skyde en del af deres løn ind i et nyt medarbejderinvesteringsselskab. Hvis investeringer ender med at give afkast, kan medarbejderne få deres penge igen. Og at løsningen overhovedet kom på tale, skyldes bl.a. tæt partnerskab med erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen.

 ”Vi var tætte på hinanden i forløbet, for vi kunne ikke lave noget, uden han fandt plads i lovgivningen til fx medarbejderinvesteringsselskaberne. Og jeg er rigtig glad for, at der sidder en rød regering, som ville være med til at gennemføre sådan nogle ting, så vi kunne redde Bornholm,” fortæller Wehlast.

Situationen på Bornholm var en hård nyser. Der var eddermaneme meget fokus på os, for modellen skulle kunne bære i andre brancher også. Da det lykkedes, var der massiv opbakning til aftalen på Bornholm. 90 % af de ansatte stemte ja, og vi sikrede 200 arbejdspladser i fem år

Han mener, at vi må væk fra den gamle, sort/hvide konflikt om, at enten går man ned i løn og beholder sit job, eller også siger man nej og mister jobbet.

”Vi måtte se, om vi kunne finde på noget nyt. Og det blev medarbejderinvesteringsselskaberne et eksempel på. Det stammer jo i virkeligheden fra, at landbruget har haft svært ved at finde den nødvendige kapital, så de kan producere nogle flere slagtesvin, som i sidste ende giver flere job på slagterierne.”

Selskabsmodellen muliggør for eksempel, at en landmand, som vil producere flere svin, kan låne penge til at udvide sine staldanlæg i investeringsselskabet frem for at skulle låne alle pengene i banken, hvilket kan være en udfordring.

”Situationen på Bornholm var en hård nyser. Der var eddermaneme meget fokus på os, for modellen skulle kunne bære i andre brancher også. Da det lykkedes, var der massiv opbakning til aftalen på Bornholm. 90 % af de ansatte stemte ja, og vi sikrede 200 arbejdspladser i fem år. Det er ret usædvanligt at få sådanne garantier i fødevarebranchen,” understreger forbundsformanden.

Ole Wehlast understreger også, at regeringen bør blive genvalgt, så Fødevareforbundet NNF kan fortsætte det tætte partnerskab:

”Det ville være en katastrofe for os at få en blå regering igen. Det gælder ikke kun på fødevareområdet, men sådan helt generelt. For de vil os altså ikke noget godt. Helt grundlæggende vil de kun genere os. Vi kan sagtens finde skønhedsfejl ved den siddende regering og finde noget at være uenige om, men det bør vi klare inden døre. Så skal vi i stedet prale lidt mere af det, som vi har lavet sammen.”

 

 Artiklen herover er skrevet af Morten Mikkelsen og Jakob Esmann og er en lettere redigeret udgave af en artikel bragt i DSU's medlemsblad DSU'eren, nr. 3, 2014.

Foto: Stefan Cavalieri

Jakob Esmann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook