Fagboss langer ud efter ung ordfører: “Det er et nyt lavpunkt for LA”

Fanget i fakta-bommert

Fagboss langer ud efter ung ordfører: “Det er et nyt lavpunkt for LA”

3F-formand Henning Overgaard går i rette med Liberal Alliances Mads Strange efter en fejlagtig påstand om, hvor mange modtagere af Arne-pension der føler sig fysisk nedslidte

Henning Overgaard og Mads Strange
Billedtekst
Henning Overgaard håber, at LA “får øjnene op”, efter de er blevet taget i at lyve, men tilføjer, at det nok er for meget at forlange.
Foto: Signe Marie Flindt og Marie Hald, Folketinget / Grafik: Signe Marie Flindt

Liberal Alliances politiske ordfører, Mads Strange, er efterhånden kendt for at blive modbevist i sine politiske argumenter.

Han er flere gange blevet kritiseret af både forskere og politiske kollegaer for at fremlægge fakta, der ikke altid har hold i virkeligheden, for at fremme en politisk dagsorden.

Det gælder blandt andet, da han ytrede misvisende udtalelser om Danmarks behandling af mennesker med handicap, eller da han hævdede, at Gentofte Kommune kom i store økonomiske problemer, da Mærsk Mc-Kinney Møller afgik ved døden, uden at have belæg for det.

Eller da han kritiserede et make-up-kursus for transpersoner for at være faciliteret af Region Hovedstaden og efterfølgende skrev, at Rigshospitalet stillede lokaler til rådighed til kurset, hvoraf begge påstande var forkerte.

Læs også:Trods bommerter: Ung LA-kandidat brager ind i Folketinget

Nu tager formand for 3F, Henning Overgaard, også bladet fra munden i en irettesættelse af den unge LA’er i et opslag på Facebook:

“I deres (LA’s) verden er det åbenbart okay at fordreje sandheden for at udskamme de mennesker, der har valgt at trække sig tilbage, mens de stadig har energi og kræfter i kroppen til at lege med deres børnebørn eller gå en tur med deres partner,” skriver Overgaard.

Årsagen til opråbet er en udtalelse fra Mads Strange i B.T.-podcasten Borgerlig Tabloid, hvor han blandt andet debatterer forskellige former for pension med Socialdemokratiets politiske ordfører, Rasmus Stoklund.

Læs også:Stoklund med bredside til Strange: “Vi parkerer ikke nogen”

Under podcasten fremfører Strange argumentet, at otte ud af ti på Arne-pension – også kaldet Tidlig Pension – ikke føler sig nedslidte.

Påstanden bliver desuden bekræftet af podcastens vært, Joachim B. Olsen, der også mener at have set de samme tal.

“Men det er forkert! Faktisk er det lige omvendt! Men det passer selvfølgelig ikke til den fortælling, som Mads Strange og LA vil skabe om Tidlig Pension”, skriver Overgaard.

placeholder

TjekDet har tjekket det

I sit opslag henviser Overgaard til en artikel fra mediet TjekDet, der har efterprøvet Stranges udsagn og fundet den undersøgelse, som ligger til grund for påstanden:

En analyse fra 2023, som er lavet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Læs også:Arne-pensionen stiger markant: Ekstra 3.095 kroner om måneden

Ifølge analysen er det ikke otte ud af ti – altså 80 procent – men 16,5 procent, der svarer, at de slet ikke er fysisk nedslidte.

De øvrige adspurgte svarer derimod, at de i en eller anden grad føler sig fysisk nedslidte.

Strange: “Ikke blot for de nedslidte”

Knap to ud af ti af de adspurgte svarer, at de “i høj grad” eller “i meget høj grad” er fysisk nedslidte.

Det er de tal, som Mads Strange bruger som belæg for, at de resterende ikke føler sig nedslidte – til trods for, at flere svarer, at de i en eller anden grad netop føler sig nedslidte.

Læs også:Angriber regeringen for at øge det offentlige forbrug, men stigning skyldes oprustning, som LA selv har stemt for

I et svar til TjekDet skriver Mads Strange, at hans argument skal forstås som om, at Arne-pensionen ikke er en ordning kun for “de særligt nedslidte":

“Arnepensionen er ikke blot for de nedslidte, og det indrømmede selv Rasmus Stoklund,” skriver han og fortsætter:

“Undersøgelsen viser, at kun to ud af ti i høj eller meget høj grad føler sig fysisk nedslidt. Det tror jeg faktisk også, at både lytterne og læserne er klar over, er det, som jeg siger i podcasten. Så jeg står ved, at Arnepensionen ikke er en ordning for de særligt nedslidte.”

Håber, at LA “får øjnene op”

Henning Overgaard er ikke imponeret over Mads Stranges argument:

“Det er et nyt lavpunkt for LA, og jeg synes generelt, de bør overveje kraftigt, om det virkelig er danskere, der har knoklet et langt arbejdsliv, ofte i hårde fysiske jobs, som de skal være efter,” skriver han i sit opslag.

LA kan altså ikke både kalde sig arbejdernes parti, samtidig med at de slukker for arbejdernes tryghed

Han stiller spørgsmål ved, hvorfor det er okay, at direktøren trækker sig tidligt på pension, men ikke rengøringsassistenten eller stilladsarbejderen:

“LA kan altså ikke både kalde sig arbejdernes parti, samtidig med at de slukker for arbejdernes tryghed. LA burde fokusere på, hvordan vi får skabt et arbejdsmarked, som flere kan holde til, i stedet for at jagte dem, der har bidraget længst tid på arbejdsmarkedet og nu vil have lov til at nyde livet med deres familie.”

Overgaard afslutter med at bemærke, at han håber, at LA “får øjnene op”, efter de er blevet taget i at lyve, men at det nok er for meget at forlange.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Helle (ikke efterprøvet) den Mandag den 21.09.2026 - 19:39

Send ham i praktik som brolægger, bare en uge. Så bliver han klogere

Indsendt af Anje Holmstad (ikke efterprøvet) den Tirsdag den 22.09.2026 - 14:48

Mads Strange har aldrig som i overhovedet aldrig løftet noget tungere end sine egne bukser - eller en almindelig gryde i køkkenet (hvis ikke det er hans mor, der laver hans mad). Så han skal da lige ind hos murerne i et større nybyggeri. Henning O. må kende nogen, der gerne tager ham i praktik - og gerne nær Christiansborg, så det lille pus ikke skal gå for langt.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.