Fagforbund sender kontingentkroner retur til medlemmerne
Fagforbund sender kontingentkroner retur til medlemmerne
Fødevareforbundet NNF's medlemmer kan se frem til at få op til 1.266 kroner ind på kontoen fra fagforeningen: "Det er gået godt med vores investeringer. Det skal komme medlemmerne til gode," siger formanden Ole Wehlast
Fødevareforbundet NNF sender nu penge retur til medlemmerne.
Helt konkret kan medlemmerne af forbundet se frem til at få op til 1.266 kroner ind på NemKontoen - svarende til tre måneders fagforeningskontingent.
"Det er gået godt med vores investeringer. Det skal komme vores medlemmer til gode. Derfor får de nu penge retur," siger formanden for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, til Netavisen Pio.
Fødevareforbundet NNF havde aktier i Arbejdernes Landsbank. Banken fusionerede i januar med Vestjysk Bank og Sydbank, og det gav forbundet et pænt økonomisk udbytte.
Beslutningen om at sende penge retur til medlemmerne blev torsdag vedtaget af fødevareforbundets hovedbestyrelse.
Dansk Metal nedsætter kontingentet permanent
Vedtagelsen kommer i kølvandet på at Dansk Metal i sidste uge besluttede at nedsætte fagforeningskontingentet med 100 kroner om måneden og samtidig give medlemmerne en gratis lønsikring.
Læs også:Dansk Metal sænker kontingentet og lancerer ny lønsikring for medlemmer
Lønsikringen vil betyde, at erhvervsaktive medlemmer af Dansk Metal ved uforskyldt ledighed kan få op til 4.000 kroner om måneden oveni dagpengene i op til seks måneder.
Også Dansk Metal begrundede kontingentnedsættelsen med at forbundet har været heldige med sine investeringer:
“Dansk Metal har en stærk økonomi, og derfor kan vi nu give et endnu bedre tilbud til vores medlemmer. Ingen, der arbejder inden for Dansk Metals fag, skal være i tvivl om, hvor de står stærkest. Vi forhandler overenskomster, der løfter medlemmernes løn og arbejdsvilkår, og det kan vi kun gøre, fordi vi er mange, der står sammen. Nu gør vi det endnu mere attraktivt at være medlem og blive en del af det stærke fællesskab,” udtalte Claus Jensen.
Læs også:Det alle taler om - i fagbevægelsen
Dansk Metal havde en stor ejerandel i Arbejdernes Landsbank.
Ole Wehlast understreger, at Fødevareforbundet nu igangsætter et nærmere analysearbejde, hvor forbundet skal se nærmere på medlemskontingentet, som pt. er på 422 kroner om måneden. Et af de billigste medlemskontingenter blandt de overenskomstbærende forbund.
Jeg vil ikke udelukke, at vi også sender penge retur til medlemmerne næste år
"Jeg vil ikke udelukke, at vi også sender penge retur til medlemmerne næste år, men nu iværksætter vi så det her analysearbejde. Så må vi se, hvad vi gør på den lange bane. Men det er meget naturligt, at det kommer medlemmerne til gode, når vi har været heldige med vores investeringer. Medlemmerne kan betragte det som et slags udbytte."
Medlemmer af fødevareforbundet, der har nedsat kontingent, får kun det tilbage, som de har betalt i kontingent.
HK sænkede prisen for de lavestlønnede
Hovedbestyrelsen i Dansk El-Forbund lagde sidste måned op til, at forbundet på forbundets kongres til efteråret nedsætter kontingentet sådan, at alle medlemmer fremover maksimalt betaler 500 kroner om måneden i medlemskontingent.
Den aktuelle pris for et medlemskontingent hos el-forbundet svinger mellem 653 kroner og 536 kroner om måneden - alt efter hvilken afdeling man er medlem af.
Som omtalt i Netavisen Pio onsdag har også 3F besluttet, at se på medlemskontingentets størrelse.
Læs også:Fagforbund skriver danmarkshistorie: Sænker priserne for de lavest lønnede medlemmer
HK sænkede december 2024 kontingentet for de lavestlønnede medlemmer. Tjener man under 28.200 kroner, så koster medlemskab af HK's fagforening fremover kun 300 kroner. Øvrige medlemmer betaler som hidtil 510 kroner.
HK indførte ved samme lejlighed et tilbud om lønsikring for kun 55 kroner om måneden.
Opdateret kl. 15.30
Tilføj kommentar