Annonce

Fagforening slår tilbage: Lars Løkkes fyringer er usaglige

”Man kan ikke bare fyre sig til et godt arbejdsmiljø,” understreger Djøf’s direktør - 11 har foreløbigt forladt klovnebussen
Foto: UM
Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister og formand for Moderaterne
Fagforbundet for jurister og økonomer, Djøf, betegner mandagens fyringer af tre medarbejdere hos Moderaterne som usaglige.

“Djøf betragter afskedigelserne af de tre medarbejdere hos Moderaterne som usaglige, og vi har derfor rettet henvendelse til arbejdsgiveren om en forhandling af deres fratrædelsesvilkår,” skriver administrerende direktør hos Djøf, Thomas Therkildsen, i en sms til Netavisen Pio.

Han understreger, at Djøf er dybt forundret over, at Moderaterne gør de enkelte medarbejdere ansvarlige for det dårlige arbejdsmiljø hos partiet:

At sikre et godt og chikanefrit arbejdsmiljø er i sidste ende en ledelsesopgave

“At sikre et godt og chikanefrit arbejdsmiljø er i sidste ende en ledelsesopgave. Vi er dybt forundrede over, at enkelte medarbejdere bliver gjort ansvarlige for det dårlige arbejdsmiljø i partiet, når problemerne tydeligvis stikker dybere.”

Og:

“Det skal der tages fat om, for ellers har jeg vanskeligt ved at forestille mig at arbejdsmiljøet bliver bedre – heller ikke med et nyt hold af medarbejdere. Med andre ord, man kan ikke bare fyre sig til et godt arbejdsmiljø.”

Tyrannisk ledelsesform

Mandag fyrede Moderaternes ledelse tre medarbejdere i Politisk Afdeling. Begrundelsen lød, at ledelsen har mistet tilliden til de tre medarbejdere."Efter grundige overvejelser og undersøgelse af det interne arbejdsmiljø i Moderaternes sekretariat har vi desværre mistet tilliden til, at vores samarbejde med den nuværende stab af medarbejdere i Politisk Afdeling, herunder dig, kan fortsætte. Vi skal derfor med beklagelse hermed meddele dig din opsigelse,” hed det i opsigelsen, som Djøf nu betegner som usaglig.

Syv andre ansatte hos Moderaterne tog mandag imod en frivillig fratrædelsesaftale.

Dermed er i alt ti medarbejdere fyret eller fratrådt frivilligt.

Herudover har det hidtidige medlem af Moderaternes folketingsgruppe, Jeppe Søe, forladt folketingsgruppen i protest mod, at partiets formand, Lars Løkke Rasmussen, ikke har ønsket at iværksætte en grundig undersøgelse af arbejdsmiljøet hos Moderaterne.

problemets kerne ligger hos ledende medarbejdere i Moderaterne

Jeppe Søe har den opfattelse, at problemets kerne ligger hos ledende medarbejdere i Moderaterne.

Tidligere og nuværende medarbejdere har over for Politiken udpeget partisekretær Kirsten Munch Andersen og kommunikationschef Ulla Østergaard, som hovedansvarlige for det, som betegnes som "et tyrannisk regime". Det er ikke ualmindeligt, at ansatte har forladt møder med dele af ledelsen grædende, hedder det.

11 har foreløbigt forladt klovnebussen

3. september udtalte Moderaternes formand og stifter, Lars Løkke Rasmussen, ovenpå et ni timer langt krisemøde, at han, den øvrige ledelse og medarbejderne var blevet enige om, at alle skulle fortsætte i bussen.

Men nu har foreløbigt 11 forladt bussen. En bus, som af nogle benævnes klovnebussen.

Opdateres

Om fagforeningen Djøf

Djøf er en fagforening for 110.000 ledere, medarbejdere, selvstændige og studerende i det private og det offentlige.

Djøf arbejder for at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for sine medlemmer og driver faglig udvikling, rådgivning og netværk.

Kilde: Djøf

 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Når Djøf og HK har fremsendt overenskomstkrav, er der så ikke også tale om et kollektivt kampskridt når de medarbejdere der er omfattet af overenskomstkravet bliver opsagt?
Skal moderaterne så ikke en tur i Arbejdsretten?

Efterhånden får man det klare indtryk af Lars Løkke, at han er et typisk eksempel på en diktator. En type der egentlig hører hjemme i et af de gamle øst-lande.
For ham er demokrati et nødvendigt onde, han desværre må leve med i Danmark.