Fagforeningsfusion: Stor er ikke lig med bedre eller mere!

En fusion mellem LO og FTF risikerer at skabe en ny hovedorganisation, der er alt for langt væk fra medlemmerne. Det frygter Max Meyer, der er forbundsformand i Blik & Rør.
Nærværd, synlighed og klare faglige profiler er efter min mening svaret, og ved at sates på en ny stor hovedorganisation, der repræsenterer mange forskellige meninger,  risikerer man at sende forvirrende signaler til medlemmerne.

Flirten mellem landets to største hovedorganisationer kunne næppe være mere intens. Men alligevel har en række LO-forbund udfordret den faglige og politiske romance mellem de 1,1 millioner medlemmer af LO og de 450.000 medlemmer af FTF.

Mens fusionen mellem LO og FTF på mange måder synes godt på vej til at blive realiseret, så har en række fagforeninger fra LO-familien, under anførelse af en ingen ringere end Danmarks største fagforening 3F, udfordret fusions hovedargumenter. Sammen med forbundsformændene fra Dansk El-Forbund, Blik & Rør, Serviceforbundet og Malerforbundet fik 3F udgivet et stærkt kritisk debatindlæg i Politiken, hvor de klare vendinger piller en række af fusionstankerne fra hinanden.

Fra officielt hold har argumenter bag fusionen handlet om at styrke sig i kampen mod modparten i DI – Dansk Industri, at sikre et tydeligere forsvar for lønmodtagernes interesse og generelt at styrke fagforeningernes synlighed i den offentlige debat. Her tror tilhængerne af fusionen på, at én stærk forening med 1,5 millionder danske lønmodtagere vil kunne genvinde den mistede pondus.

Netavisen Pio har derfor sat forbundsformanden for Blik & Rør, Max Meyer, stævne for at dykke et spadestik dybere ned i kritikken af de fremskridende fusionsdrømme.

Ny hovedorganisation kan komme længere væk fra medlemmerne
Pio: I beskriver fusionen som risikabel, men hvad er det mere konkret, I mener, at man risikerer ved at lægge LO og FTF sammen?

MM: Helt grundlæggende, så finder er vi bekymrede for, at en sammenlægning eller fusion vil gøre afstanden til hovedorganisationernes medlemmer - og forbundene - større.

Og derudover kan vi frygte, at hovedorganisationerne enten kommer til at ”leve” deres eget liv eller, endnu værre, slet ikke får lov at have egen mening, da de enkelte forbund vil få mere travlt med at markere sig selv og deres egen politik. Vil vi i Blik & Rør slet ikke kunne genkende os selv i sådan en hovedorganisation, ligesom det også står fuldstændig uklart, hvordan vores indflydelse på en ny hovedorganisation vil være.

Pio: Man skal kunne genkende sig selv i 'forbund og hovedorganisation', som i skriver. Betyder det, at I er bange for, at store og centraliserede enheder vil øge afstanden til det enkelte medlem?

MM: Et forbund som Blik & Rør er meget bevist om, at en stærk faglig profil er et af de allervigtigste redskaber for at fastholde og tiltrække nye medlemmer. Når man udtaler sig, er det vigtigt, at det enkelte medlem helt ude i lokalafdelingen føler, at det er relevant for ham at blive ”repræsenteret” af hovedorganisationen.

Så min frygt, er at en ny hovedorganisation, vil komme til at udtale sig om et aktuelt emne, der meget tydeligt går på tværs af et givent forbunds holdninger.

Pio: Man kunne vel omvendt spørge, hvor stærk de enkelte medlemmernes forbindelse er til hovedorganisationerne i dag – er det dem, der taler medlemmernes sag i det daglig?

MM: Jeg er enig, i at det enkelte medlems forbindelse til hovedorganisationerne i dag ikke er tæt nok. Det enkelte medlems kontakt til deres hovedorganisation er normal ikke eksisterende, og det gælder også for LO. Alligevel sker det, at medlemmer af de enkelte forbund tager stærkt afstand for konkrete politiske udmeldinger fra hovedorganisationen.

Så min frygt, er at en ny hovedorganisation, vil komme til at udtale sig om et aktuelt emne, der meget tydeligt går på tværs af et givent forbunds holdninger, og dermed være med til at skabe et pres fra bunden om at tage afstand fra hovedorganisationen. En ny hovedorganisation vil lynhurtigt miste medlemmernes opbakning, hvis den kommer til at udtale sig i strid med et medlemmernes interesser.

I en ny konstruktion kunne man forestille sig, at en hovedorganisation bestående af LO og FTF eksempelvis vil udtale sig om liberalisering af autorisationsloven, fordi det ville være til gavn for den store medlemsgruppe. Men her ville vores medlemmer opleve en hovedorganisation, som egentligt skulle repræsentere deres interesser foreslå noget som går direkte imod deres interesser. 

Stor fusion giver ikke mere pondus
Pio: I skriver i indlægget, at ”al den struktursnak førte ikke rigtigt til noget". Kunne man netop ikke forestille sig, at den rigtige struktur er en forudsætning for en styrket fagbevægelse?

MM: Vi finder ikke at struktursnak i sig selv fører til noget - stort er i vores verden ikke lig med bedre eller mere.

Vi ser meget gerne et tættere samarbejde for at undgå dobbeltarbejde, men desværre viser historien, at selvom vi i dag får udført nogle analyser i fælleskab igennem LO, så er det ofte tilfældet, at forbundene lige selv tjekker resultaterne igennem. Dermed bruger vi kræfter og økonomi på noget, der efter min mening er unødvendigt dobbeltarbejde.

Det er meget, meget mere vigtigt, at vi koncentrer os om at genvinde styrken, så politikere på tværs af alle partier oplever LO som en reel samarbejdsparter.

På det administrative plan kunne man jo allerede i dag få en økonomisk fordel ud af at samarbejde. Vi har eksempelvis startet et ”bofælleskab” mellem Blik og Rør, Malerne og Dansk El-forbund op her i denne måned.

Pio: Det er tydeligt, at du de andre forbundsformænd ikke tror på fusionen, som vejen frem. Men hvad er jeres alternativ til hvordan fagbevægelsen kan styrkes og genrejse fordums pondus?'

MM: Jeg mener ikke nødvendigvis, at en fusion giver mere pondus og slagkraft. Hvis dette havde været tilfælde, havde ville vi for eksempel i Blik & Rør netop ikke have haft nogen indflydelse eller slagkraft.

Mit mål er derfor heller ikke at vi blot skal havde fortidens pondus tilbage, når det gælder antallet af medlemmer. Det er meget, meget mere vigtigt, at vi i stedet koncentrer os om at genvinde styrken, så politikere på tværs af alle partier oplever LO som en reel samarbejdsparter.

En samarbejdspartner, der har som førsteprioritet at repræsentere de danske lønmodtager i faglig-politiske spørgsmål. Det kræver også et mere forpligtende samarbejde i den nuværende LO familie, og måske endog at man overlader nogle politikemner til LO, i stedet for at have evige interne kampe og uenigheder blandt forbundene.

Nærvær, synlighed og klare faglige profiler
Pio: Den store kamp i disse år handler om udvikling og styrkelse af den danske model frem for afvikling. Hvad kræver det af aktiviteter, handling og nye tiltag for at styrke vores arbejdsmarkedsmodel i jeres forlag om nyt samarbejde?

MM: Den danske model er først og fremmest er udfordret på grund af vores egne medlemmer – eller mere præcist, på grund af de medlemmer, som har fravalgt os. Det hersker blandt mange lønmodtagere en passivitet og manglende forståelse for sammenhængen mellem deres hverdag og den danske model.

LO og FTF’s OK-kampagne er med til at forklare sammenhæng og betydning af en overenskomst. Ved hjælp af klare og tydlige faglige profiler skal vi sikre, at denne OK-indsats også får de unge, der er på vej ind på arbejdsmarkedet - lige som alle andre, der er her i dag - til at forstå, at et fagligt fællesskab er det rette sted at få varetaget sine interesser.

Nærværd, synlighed og klare faglige profiler er efter min mening svaret, og ved at sates på en ny stor hovedorganisation, der har stor afstand til det enkelte medlem og samtidig repræsenterer mange forskellige meninger, kan man risikere at sende forvirrende signaler til medlemmerne i de enkelte fagforbund. Det vil trække den forkerte vej.

 

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce