Faglærte presses ud af storbyerne

Der bliver stadig færre faglærte danskere – og særligt i landets storbyer presses de ud hurtigere end tidligere.
Danmark er et land med mange faglærte – mere end hver tredje har en faglært uddannelse. Men gennem de seneste ti år har de faglærte uddannelser tabt terræn, og særligt omkring de store byer bor der færre faglærte og flere med videregående uddannelse.

Mens faglærte i 2007 var i overtal i store dele af byområderne, er det nu personer med videregående uddannelse, der dominerer. Det viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-rådet), der har sammenlignet tallene fra ti år siden med i dag.

Det betyder, at der i dag er områder i de store byer, hvor 7 ud af 10 har en videregående uddannelse, mens andelen af for eksempel faglærte er 1 ud af 10.

AE-rådet frygter, at det går udover fællesskabet og samfundets sammenhængskraft, når danskerne i højere og højere grad bor sammen med folk, der ligner dem selv.

Faglærte ud af hovedstaden
Analysen viser, at der i flere postnumre omkring København og i Nordsjælland nu kun er 10-15 procent, der har en faglært uddannelse, mens cirka 60-70 procent af indbyggerne har en videregående uddannelse.

Helt i top ligger Holte i Rudersdal Kommune, hvor hele 71,8 procent af de 30-59-årige har en videregående uddannelse. Med på top-10-listen er også traditionelle rigmandsenklaver som Virum, Hellerup, Klampenborg og Rungsted Kyst samt Frederiksberg C.

Men mere overraskende finder man nu også dele af Vesterbro og Indre By i København på top 10-listen. Et tydeligt tegn på den befolkningsudvikling, der er sket i København det seneste årti.

Uden for hovedstadsområdet var der i 2007 kun to kommuner, hvor der er flest, der havde en videregående uddannelse. Den ene var Aarhus og den anden er - noget overraskende - Fanø.

Ser man på tallene fra 2016, så er der i dag kommet fire yderligere kommuner til i provinsen, hvor flertallet har en videregående uddannelse. Det drejer sig om Odense, Aalborg, Vejle og Skanderborg.

Flest faglærte i Jylland
Men dem med de lange uddannelser klumper sig sammen i byerne, så er der stadigvæk flest faglærte i provinsen. Dem med faglærte uddannelser koncentrerer sig i andre områder.

Helt i top finder men Klemensker på Bornholm, hvor næsten 60 procent af indbyggerne i ”den arbejdsdygtige alder” har en faglært uddannelse.

På den efterfølgende pladser finder man Spentrup ved Randers, Agerbæk i Varde Kommune og Strandby i Frederikshavn.

Af de 10 postnumre, hvor flest har en faglært uddannelse, ligger 7 ud af 10 i Jylland. Her er omkring hver anden faglært. Der er ingen kommuner i hovedstadsområdet på top-10.

AE-rådet påpeger dog, at tendensen er, at der kommer drastisk, færre faglærte i disse år.

”Ser man på de unges uddannelsestendenser, er der færre og færre unge, der tager en erhvervsuddannelse. Andelen af unge, der forventes at have fuldført en faglært uddannelse 10 år efter 9. klasse, falder i 9 ud af 10 af landets kommuner,” skriver de i analysen.

Yderområderne er ufaglærte
Ser man på de 10 postnumre, hvor der er flest ufaglærte blandt indbyggerne, er det særligt postnumre i yderområder, der dukker op, men også en række af de indvandrertunge områder blandt andet i de københavnske forstæder.

Odense Nordøst, som blandt andet dækker Vollsmose, og Rødby på Lolland er de to postnumre, der har den allerstørste andel af ufaglærte. Her er næsten hver anden ufaglært.

På de efterfølgende pladser finder man Stakroge ved Herning, Holeby på Lolland, Gedser på Falster og 2660 Brøndby.

Men ser man på kommuner, så ligger de tre, hvor flertallet er ufaglærte, alle tre på den københavnske vestegn. Det drejer sig om Albertslund, Brøndby og Ishøj.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook