Faglig veteran: OK-forhandlinger kræver politisk borgfred

Erfaringer viser at overenskomstforhandlinger ikke skal føres i medier via politikerne, men foregå mellem parterne. I 1998 og 2008 gik det galt.
’At udtrykke en holdning kan da ikke ødelægge forhandlingerne’. Sådan forsøgte folketingets formand Pia Kjærsgaard for nylig at legalisere politiske meldinger om blandt andet lærernes arbejdsvilkår fra Kristian Thulesen Dahl midt under den mest hektiske del af de igangværende forhandlinger på det offentlige område.

Sandheden er, at det forholder sig lige omvendt. De politiske udmeldinger i denne fase af processen er gift for forhandlingerne.

De politiske udmeldinger i denne fase af processen er gift for forhandlingerne.

Der er to væsentlige forklaringer. Politiske udmeldinger skærper for det første forventningerne til resultatet af overenskomstforhandlingerne. Det kan gøre det vanskeligere at få opbakning til et mæglingsforslag fra forligsinstitutionen ved en kommende afstemning. Det er forhandlerne selvsagt nødsaget til at have med i baghovedet, når de sidder ved forhandlingsbordet.

For det andet og nok så væsentligt. Fremadrettet bliver det vanskeligere at nå et forhandlingsresultat direkte mellem parterne, hvis man hele tiden sidder og afventer politikernes svar. Det forrykker simpelthen forhandlingerne fra parterne og over i en politisk proces.

Overraskende at venstrefløjen blander sig
Nu var Dansk Folkeparti langtfra alene med sympatierklæringer. Fra enhedslistens leder Pernille Skipper, over Alternativet, SF og de radikales leder Morten Østergaard er der tilsvarende forsøg på at fiske politisk i rørte vande. Politisk indblanding er ikke fremmed for de Radikale, som gennem deres lange politiske historie er kendt for at ville styre arbejdsmarkedets parter.

Overraskende er det, at den yderste venstrefløj synes at legalisere politisk indblanding i overenskomstforhandlingerne

Overraskende er det, at den yderste venstrefløj synes at legalisere politisk indblanding i overenskomstforhandlingerne. Desværre synes også dele af fagbevægelsens venstrefløj, at forhandlingerne skal påvirkes af politikerne.  Det sker formentlig ud fra tesen om, at politisk ballade kan give rav i den. Og for venstrefløjen er konflikter vigtigere end resultatet af forhandlingerne.

Ser vi historisk på det, så er erfaringerne med politisk indblanding ikke just gode – heller ikke for lønmodtagerne i dette land. Lad mig trække to eksempler fra den danske models historie.

2008: Politisk debat førte direkte til konflikt
I 2008 endte forhandlingerne ud i en konflikt. FOA, BUPL og Sundhedskartellet havde omkring 100.00 medlemmer i strejke. Det lykkedes først i sidste øjeblik, men efter 8 ugers konflikt, at opnå et forhandlingsresultat mellem KL, Danske Regioner og de tre berørte fagforbund.

Men politisk uro og valg fik blandt andre Dansk Folkeparti til at love lønløft på 5 milliarder kr. til de ansatte i velfærdssektoren

Også dengang foregik forhandlingerne på toppen af en højkonjunktur med store forventninger på baggrund af forligene i den private sektor i 2007.  I 2007 blev der endvidere indgået en stor trepartsaftale, som skabte forbedringer for de offentligt ansatte indenfor blandt andet  uddannelse og arbejdsmiljø. Men politisk uro og valg fik blandt andre Dansk Folkeparti til at love lønløft på 5 mia. kr. til de ansatte i velfærdssektoren. Desværre fulgte socialdemokraterne trop for at undgå, at blive ramt af DF’s populistiske tiltag.

Efter valget blev de politiske løfter afprøvet. Skulle de 5 milliarder deles ud før eller efter overenskomstforhandlingerne? Var den ekstra pulje indenfor eller udenfor reguleringsordningen, som sikrer, at de offentligt ansatte følger med i forhold til den private sektors lønudvikling. DF’s løfter holdt ikke til realiteterne i forhandlingerne. Og det tilsyneladende politiske flertal for et engangsløft smuldrede. Den daværende finansminister løftede rammen lidt, og så var forhandlingerne tilbage mellem parterne, hvor den hørte hjemme. Men skaden var sket. Og konflikten for de tre grupper var næsten uundgåelig.

Læren var, at det er de ansvarlige parter, der skal styre forhandlingerne med eller uden konflikt.

Og da regeringen så dengang- traditionerne til trods- undlod at gribe ind, så blev konflikten langvarig og opslidende. Begrænsede forbedringer til FOA, men det samme til Dansk Sygeplejeråd og BUPL. Jeg tror ikke, at mange i dag ser tilbage på konflikten i 2008, som noget der var fremmende for den danske model. Læren var, at det er de ansvarlige parter, der skal styre forhandlingerne med eller uden konflikt.

1998: Politisk debat og krav om mere fritid
Det andet eksempel var storkonflikten i 1998. Efter 11 dages konflikt greb SR-regeringen ind. Det forkastede mæglingsforslag blev ophøjet med en enkelt undtagelse. Feriefridage blev introduceret. Der blev dog lagt store begrænsninger i retten til fridagene. Det var kun folk med lang tids ansættelse, som havde ret til det nye frihedsgode. Det tog efterfølgende flere overenskomstforhandlinger på det private område at få rettighederne til feriefridage på plads igen.

Fagbevægelsen vandt strejken, men tabte på resultatet

Fagbevægelsen vandt strejken, men tabte på resultatet. Men det interessante er nok mere det politiske spil forud for og midt under forhandlingerne. Medlemmernes krav forud for forhandlingerne havde ikke fridage som højt prioriteret. Men så husker alle, at den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen holdt en nytårstale om den enlige mor på cykel på vej til institution med børn og derefter på arbejde.

Den politiske debat skærpede forventningerne til mere fritid. Og midt i forhandlingsprocessen fik vi valg. Hele den politiske debat skabte simpelthen et stort forventningsskred, som var medvirkende til at mæglingsforslaget blev stemt ned.

Socialdemokratiet har lært af erfaringerne
Jeg har valgt to eksempler, hvor de politiske meldinger havde afgørende betydning for forhandlingerne. De var konfliktudløsende. Men det er også eksempler, der viser, at det er rigtig skidt når politikerne overtager ansvaret for løn- og ansættelsesvilkår.

Der bør simpelthen vedtages et princip om, at man politisk holder borgfred og undlader at påvirke forhandlingerne hverken direkte eller indirekte.

Eksemplerne viser også, at socialdemokratiet er bedst tjent med at holde sig fra politiske meldinger under en overenskomstforhandling. Der bør simpelthen vedtages et princip om, at man politisk holder borgfred og undlader at påvirke forhandlingerne hverken direkte eller indirekte.

Jeg er glad for, at mit eget parti, socialdemokratiet, denne gang har valgt det klogeste standpunkt, nemlig at undlade politiske meldinger.

Jeg er glad for, at mit eget parti, socialdemokratiet, denne gang har valgt det klogeste standpunkt, nemlig at undlade politiske meldinger.

Nogen vil hævde, at de offentligt ansattes overenskomstforhandlinger er politiske. For det er jo politikere, der har ansvaret som arbejdsgiverpart. Det er en præmis, der ikke lader sig ændre. Men virkeligheden er, at de offentligt ansatte i et historisk perspektiv har fået flere og flere overenskomstrettigheder fremfor lovbaserede vilkår. Det er det bedste vidnesbyrd om, at den danske forhandlingsmodel også er bæredygtig i den offentlige sektor.

Men det kræver, at politikerne kan håndtere deres rolle og respekterer forhandlingssystemet.

Finn Larsen, fhv. sekretariatschef i LO. Finn Larsen har fulgt overenskomstforhandlingerne i både den private og offentlige sektor gennem næsten 30 år som rådgiver for LO’s politiske ledelse

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Arbejder som selvstændig konsulent.


Kommentarer fra Facebook

Annonce