Annonce

Faglige organisationer: Nedskæringer svækker sammenhængskraften

36 faglige organisationer advarer i kronik mod at velfærdsnedskæringer vil svække sammenhængskraften.
Den danske velfærd er begyndt at smuldre. Sådan lyder advarslen fra 36 faglige organisationer i en kronik i torsdagens udgave af Jyllands-Posten.

”Årtier med nedskæringer og besparelser har tæret på fundamentet. Nu begynder danskerne at vende ryggen til folkeskoler, offentlige plejehjem og lignende. De, der har penge, vælger private alternativer. De, der ikke har, må tage den “skrabede”, offentlige model. Vi risikerer et A- og B-hold,” lyder organisationernes advarsel:

”Tør vi sætte det, der er blevet møjsommeligt opbygget gennem de seneste fem-seks årtier, over styr og blive ved med at skære i velfærdens kerneydelser? Vil vi risikere at svække sammenhængskraften ved at skabe endnu større kløfter mellem de rigeste og fattigste? Eller vil vi i stedet styrke velfærdssamfundet, så vi står rustet til fremtidens udfordringer og fastholder troen på, at fællesskab gør stærk?”

Opgør med nulvækst
En meningsmåling fra Epinion viste tidligere på året, at 65 procent af danskerne oplever, at velfærden er blevet ringere i løbet af de seneste fem år. 83 procent mente, at der er brug for en forbedring af velfærdsniveauet.

”Dette ønske kan vi ikke tillade os at sidde overhørig, især ikke i en situation som nu, hvor vi har pengene til at gøre noget ved det,” påpeger organisationerne. De henviser til den nye rapport fra de økonomiske vismænd, der viser, at dansk økonomi strutter af sundhed.

Organisationerne er bekymrede for det man lidt populært kalder den demografiske udfordring, som dækker over det faktum, at der i de kommende år, kommer flere børn og flere ældre, og færre i den arbejdsdygtige alder til at forsørge dem.

”I de kommende år får vi både flere børn og flere ældre i vores samfund. Fødselstallet stiger, og frem mod 2025 vil antallet af 0-5-årige børn vokse med 16 pct. Det er 56.000 flere børn. I den anden ende af livet får vi markant flere ældre – 100.000 flere over 80 år i 2020. Det stiller krav til en stærk offentlig sektor, der gør os i stand til at give vores medborgere både en god begyndelse og en god afslutning på livet.”

Den udfordring betyder, at regeringens planer om en vækst på 0,3 procent, ikke er nok til at følge med. Og som ifølge AE-rådet vil betyde, at der vil værre 13.000 færre offentligt ansatte i 2025.

”En stærk offentlig sektor kræver opgør med visse partiers mantra om at holde væksten på et rundt nul. Der er også brug for et opgør med den strenge styring, som kvæler kreativitet. Hvis den offentlige sektor skal forblive relevant, skal den baseres på tillid, påpeger organisationerne.

”De ansatte i det offentlige brænder for at få lov til at gøre en forskel for deres medmennesker. Giv dem den mulighed. Giv dem ordentlige arbejdsforhold, giv dem en anstændig løn, og så vil velfærden blomstre. De er klar,” lyder opfordringen fra de 36 organisationer, der tilsammen repræsenterer knap 650.000 medlemmer.

Læs hele kronikken her.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce