Annonce

Fagligt fradrag er ren retfærdighed

Regeringens forslag om at hæve fradraget for faglige kontingenter er udtryk for retfærdighed med de lavstlønnede i vores samfund.
Det her en hjælpende hånd til de familier, der vælger at stå sammen med deres kollegaer i fagforening.

Regeringen har i dag meldt ud, at man vil fordoble fradraget for fagforeningskontingent fra 3000 til 6000 kroner. Bravo! Det er vi en del der har råbt om, og sukket efter, længe.

Ifølge Dansk Metals formand Claus Jensen vil det betyde en skattelettelse for Metals medlemmer på 900 kroner.

Allerede nu står de borgerlige politikere i kø for at anklage regeringen for at give "rød statsstøtte", "vennetjenester til LO" eller den klassiske ”blodpenge”. Det er selvfølgelig noget vrøvl.

En fordobling af fradrag på fagforeningskontingentet er både klogt og retfærdigt, fordi:

1) Man tager et vigtigt skridt væk fra VKO-tidens lønmodtagerfjendtlige politik. I 00'erne begrænsede højrefløjen fradraget for fagforeningskontingent, lagde ekstra skatter på strejkekasserne, indførte tværfaglige A-kasser som åbnede en ladeport for tarvelige discount-forsikringer. Alt sammen for at svække fagbevægelsen på bekostning af vennerne i arbejdsgiverforeningerne.

2) Det er retfærdigt. Seks års krise har taget hårdt på de lønmodtagergrupper, der ikke har de længste uddannelser eller højeste lønninger. Det her en hjælpende hånd til de familier, der vælger at stå sammen med deres kollegaer i fagforening. Et medlemskab af en rigtig fagforening koster, og en ufaglært skal ikke stå i en situation, hvor det er økonomien, der betyder at man vælger fagforeningen fra. Og så er det retfærdigt, fordi arbejdsgiverne i dag får fuldt fradrag for deres kontingent til arbejdsgiverorganisationerne.

3) Det styrker den danske arbejdsmarkedsmodel. Det er ret simpelt, jo flere der er organiseret i en af de fagforeninger der udgør rygraden i den danske model, desto stærkere er den. Udlandet ser med misundelse på den måde, vi i Danmark har indrettet arbejdsmarkedet på. Derfor er en høj organisationsprocent også vigtigt, hvis vi skal komme social dumping på plads.

4) En anerkendelse af fagbevægelsens betydning. De danske fagforeninger og arbejdsgivere er sammen om at varetage en masse kæmpe samfundsopgaver i lokale uddannelsesråd, beskæftigelsesråd, uddannelsesinstitutioner, arbejdsmiljøarbejde og vigtigst af alt gennem overenskomster, som sikrer ordentlige forhold på arbejdsmarkedet. Alt sammen koster penge og derfor er fagforeninger dyrere end deres gule konkurrenter.

5) Lønmodtagerne står stærkere. Da daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen begrænsede fradraget for fagforeningskontingent, gjorde han det for at hjælpe de forretninger på vej, som underligt nok kalder sig fagforeninger. Det var ren ideologi. Regeringens nye tiltag vil sikre, at det bedre kan betale sig at være medlem af LO, FTF, AC eller nogen af de andre som står sammen om gode løn og arbejdsvilkår. Jo stærkere de står, desto bedre mulighed har de for at forhandle god løn og ordentlige arbejdsvilkår hjem.

Peter Hummelgaard Thomsen (f. 1983) er folketingskandidat for Socialdemokraterne.

Beskæftigelsesminister (S)


Flere artikler om emnet