Falberts frie fantasiverden

Ekstra Bladets Bent Falbert supplerede diskussionen om fradrag for faglige kontingenter med fint lille twist af ensidighed.
Søndag endte socialdemokraten Leif Lahn Jensen i ”Falberts Gabestok” på bagsiden af Ekstra Bladet, for sit synspunkt om fradrag på fagforeningskontingenter.

I klummen skriver Bent Falbert:

”Tak for påmindelsen om det plat-urimelige fradrag. Det bør selvfølgelig afskaffes for alle, og jeg tror, finansminister Bjarne Corydon er mand for det. Han er den eneste topsocialdemokrat, som ikke er bange for fagbevægelsen. Næste gang, han mangler en milliard i en forhandling, bør han hugge til. Jeg er sikker på, Margrethe Vestager er med på ideen. For naturligvis er det komplet urimeligt, at alle andre skatteydere skal betale 1000 kr. af et fagforeningsmedlems kontingent.”

Og så kommer vi ind til kernen af det der burde være diskussionen om fradraget på fagforeningskontingenter, nemlig hvad er det for en ydelse som en fagforening tilbyder, som man med rette kan kalde for samfundsnyttig og som derfor er værd at støtte med et fradrag.

Argumentet om, at det ikke vedkommer andre og skatteyderne, hvilke foreninger eller aktiviteter som man som individ abonnerer på er selvfølgelig fair nok. Det kan Bent Falbert jo have lov til at mene, men i denne konkrete sammenhæng er det måske ideologisk tunnelsyn end indsigt i ”de faktiske forhold i jernindustrien” som driver Falberts udfald imod Leif Lahn.

Det danske samfund har i dag uddelegeret en lang række opgave til arbejdsmarkedets parter, bl.a. arbejdsretten som fagforeningerne er med til at betale driften af, i modsætning til Krifa og Det Faglige Hus, som hver gang skal igennem det skatteyderbetalte almindelige domstolssystem.

Og så kommer vi ind til kernen af det der burde være diskussionen om fradraget på fagforeningskontingenter, nemlig hvad er det for en ydelse som en fagforening tilbyder, som man med rette kan kalde for samfundsnyttig og som derfor er værd at støtte med et fradrag.

Er det samfundsnyttigt at lederen for Det Faglige Hus, Johnny Nim, får bolig og sommerhus betalt af kunderne i firmaet eller når fagforeninger bruger millionbeløb på at sponsere sportshold eller superligaen? Næppe.

Det handler ikke om, at der skal sidde en gruppe af politikere og afgøre om nu 3F er en bedre fagforening end Ingeniørforeningen, Journalistforbundet eller Cabin Attendants Union.

Modstanderne af Leif Lahns forslag, må da kunne erkende at bare fordi noget kalder sig en fagforening, så skal det ikke automatisk udløse et statsligt fradrag. En fagforening må have nogle objektive kendetegn, bl.a. at den arbejder med at skaffe overenskomster, at den yder faglig rådgivning, har en demokratisk opbygning med medlemsindflydelse, tillidsrepræsentanter og arbejder med uddannelse- og arbejdsmiljø. Det handler ikke om, at der skal sidde en gruppe af politikere og afgøre om nu 3F er en bedre fagforening end Ingeniørforeningen, Journalistforbundet eller Cabin Attendants Union. Men det er muligt at opstille objektive kriterier for hvad der er en rigtig fagforening og hvad der er fup, ligesom det et muligt at opstille objektive kriterier for hvad der er en rigtig varevogn og hvad der er en ladcykel.

For det andet, er Falberts indlæg et ensidigt angreb på lønmodtagersiden. Hvad med at foreslå, at man fjernede de fradrag som arbejdsgiverne i dag får for at være medlem af en arbejdsgiverforening? Kontingenter til Dansk Arbejdsgiverforening som går direkte til V, K og LA, vil han ikke røre. Ligesom de borgerlige med radikal velsignelse, heller ikke gjorde det, da de i sin tid reducerede fradraget på fagforeningskontingent. Falberts forslag vil kun være med til at styrke arbejdsgiversiden på lønmodtagernes bekostning. Skuffende fra en mand, der i årevis har været tilknyttet en avis, der fra tid til anden slår sig op på at være den lille mands beskytter.

Men det danske overenskomstsystem, hvor parterne i høj grad har en interesse i at der er ro på arbejdsmarkedet giver god samfundsøkonomisk mening at være med til at opretholde, af den simple grund, at det er bedre for dansk økonomi at folk er på arbejde, end at de hele tiden strejker og holder faglige aktioner, som man f.eks. ser det i Frankrig og Belgien.

Derfor burde selv folk med Bent Falberts ideologiske skyklapper trukket foran øjnene, kunne indse, at det faktisk vedkommer os alle sammen, at organiseringen på det danske arbejdsmarked forbliver høj, fordi det er med til at gøre arbejdsmarkedet stabilt og sørge for, at medarbejderne på landets virksomheder kan koncentrere sig om at passe deres arbejde, i stedet for at bruge den på at blokere de københavnske indfaldsveje i en faglig konflikt.

Vi kan selvfølgelig også bare som Falbert ønser og så være frie for hinanden, men det har så bare sine konsekvenser.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce