Annonce

Faldende mangel på arbejdskraft: Færre virksomheder søger forgæves

Antallet af forgæves rekrutteringer er faldet igen. Ikke tidspunktet at åbne døren for udenlandsk arbejdskraft på vid gab, mener beskæftigelsesministeren
Antallet af virksomheder, der søger efter nye medarbejdere uden at få deres stillinger besat, falder fortsat.

I februar lå antallet af forgæves rekrutteringer, målt på det foregående halve år, på 70.000. Det tal er i september faldet til 61.110.

Det viser en ny rekrutteringsanalyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Faldet viser, at tiden ikke er til, at der åbnes op for langt mere udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU, mener beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

“(...) ligesom vi har set en tendens til opbremsning i økonomien helt overordnet, understreger rapporten her også, at vi ikke har brug for at åbne døren på vid gab for udenlandsk arbejdskraft her og nu. For eksempel er det værd at bemærke, at flere af stillingerne med mangel på arbejdskraft er i det offentlige så som sosu-assistenter og pædagogmedhjælpere, som jo må siges at kræve rimelige danskkundskaber,” siger ministeren ifølge en pressemeddelelse.

I første omgang bør virksomhederne altså se mod Europa efter nye hænder

Hummelgaard henviser til, at virksomhederne frit kan rekruttere fra de andre europæiske lande.

“60.000 forgæves rekrutteringer er for meget, men i første omgang bør virksomhederne altså se mod Europa efter nye hænder, hvis ikke de kan finde dem her,” skriver ministeren i et skriftligt svar til finans.dk, hvor han også opfordrer virksomhederne til at bruge fagforeninger og jobcentre til at finde ledige danskere.

Stor mangel på SOSU’er

I cirka halvdelen af de 61.110 tilfælde, hvor en virksomhed i løbet af det seneste halve år ikke har kunne finde den rette til jobbet, har man ansatte en anden kandidat uden alle de ønskede kvalifikationer.

Tallene viser, at det særligt er jobopslag for SOSU’er, som ikke bliver besatt

Tallene viser, at det særligt er jobopslag for SOSU’er, som ikke bliver besatte eller som mangler kvalificerede ansøgere. Men virksomheder og kommuner har også søgt forgæves efter pædagoger, elektrikere og butiksmedarbejdere.
  

DA: Tallene kalder på mere udenlandsk arbejdskraft

Direktør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) Jacob Holbraad mener, på trods af faldet, at tallet er et de alvorligste tal på det danske arbejdsmarked. Det skriver han på Twitter.

placeholder
DA kalder på “politisk handling” og ser helst, at man åbner op for mere udenlandsk arbejdskraft.

Og så er det også oplagt at se på, hvordan vi kan tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft

“(..)Nu og her skal vi selvfølgelig forvente af alle ledige - fra akademikere til ufaglærte - at de står til rådighed for arbejdsmarkedet og søger bredt, fagligt og geografisk. Og så er det også oplagt at se på, hvordan vi kan tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft til de stillinger, hvor manglen på kompetente medarbejdere er særlig stor,” siger underdirektør i DA, Erik E. Simonsen ifølge en pressemeddele.


Radikale kæmper for mere udenlandsk arbejdskraft på finansloven

Samme ønske om mere udenlandsk arbejdskraft, går igen hos Radikale Venstre.

Tidligere har partiets krav til finansloven for 2020 været, at man skulle sænke den såkaldte beløbsgrænse med 100.000 kroner. Det ville betyde, at virksomheder frit kunne rekruttere arbejdstagere fra hele verden, hvis man blot betalte en månedsløn på 27.000 kroner inklusiv pension.

Forslaget går på, at faglærte fra hele verden kan komme til Danmark

Det krav har De Radikale nu droppet, fordi både regeringen, SF og Enhedslisten er imod forslaget.

I stedet har partiets formand, Morten Østergaard, smidt en ny model på bordet. Forslaget går på, at faglærte fra hele verden kan komme til Danmark, hvis blot virksomheden betaler dansk løn.

“Metoden kunne i stedet være, at man simpelthen bare siger, at virksomheder med overenskomst kan ansætte folk i faglærte stillinger, hvis bare de betaler dem den samme løn og giver dem samme vilkår, som hvis de havde ansat en dansk faglært,” forklarede Morten Østergaard i sidste uge til Altinget.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

...det ku også være at virksomhederne, stiller for specifikke krav til deres ansatte, så INGEN har de ønskede kvalifikationer...måske de sku til at tage deres ansvar alvorligt og bruge tid og penge på at oplære nogen af alle dem, som ikke kan få en læreplads og/eller bare indse, at de ikke kan levere den samme standard med Østeuropæisk arbejdeskraft og oplære en dansker i at udføre det arbejde de tilbyder...bare en tanke men det er nok for meget forlangt af et erhverv der er vant til at få alt leveret på et sølvfad...

Annonce