Fantasien om Fort Nordamerika

Hvorfor kræver USA i dag praktisk overherredømme over eller endda formelt ejerskab til Grønland? 

Hvorfor fremstilles “forsvaret af Grønland” som et presserende strategisk problem, når øen ikke er truet af nogen bestemt militær aktør og USA tilmed har praktisk talt uhindret adgang til at udvide og styrke sit eget fremskudte forsvar i Grønland? 

Hvorfor fylder forestillinger om russiske og kinesiske flådefartøjer i grønlandske farvande mere i amerikansk strategisk tænkning end faktiske russiske tropper i Ukraine?

Og hvorfor optræder Arktis som et sikkerhedspolitisk brændpunkt netop i en periode, hvor de faktiske krige udkæmpes helt andre steder?

Grønland fremstilles som nødvendig for sikkerheden

Det hænger tydeligvis dårligt sammen. Grønland er ikke genstand for territorial konflikt. Der er ingen overhængende fare for en invasion og der er ej heller udsigt til en. 

Der er ingen militær eskalation i Arktis, der kan sammenlignes med krigen i Ukraine eller spændingerne i Taiwanstrædet

Alligevel investeres der politisk, militært og institutionelt betydelig energi i at fremstille Grønland som strategisk sårbart og afgørende for USA’s sikkerhed. 

Det skyldes, at Grønland er blevet centrum for en strategisk forestilling, der rækker langt ud over øens faktiske militære betydning.

Læs også:Trump bøjede af, fordi han mødte modstand

Denne forestilling er opstået på baggrund af, at USA – med åbne øjne og ofte med begejstring – har afindustrialiseret og hengivet sig til forestillingen om “det postindustrielle samfund”.

Resultatet er, at det ikke har industriel kapacitet til en vedvarende stormagtskonflikt. Det kan i dag dårligt bygge skibe. 

Forestillingen indgår således i et bredere idékompleks om Nordamerika som et sammenhængende, ultrabeskyttet strategisk rum – et Fort Nordamerika – der kan sikres, afgrænses og forsvares, selv i en verden, hvor amerikansk industri for længst er blevet overhalet og dets globale politiske dominans er vigende.

Et fantasiprojekt 

USA orienterer i stigende grad sin strategiske tænkning mod en fantasi om et beskyttet nordamerikansk rum, og Grønland fremstår inden for denne forestilling som et særligt afgørende knudepunkt. 

Grønland er tiltænkt rollen som hjørnestenen i et — endnu ikke udviklet — luftforsvar i kontinental målestok, styret og koordineret af digitale systemer baseret på kunstig intelligens.

Begrebet fantasi anvendes her ikke polemisk, men analytisk. 

Det betegner forestillinger, der opstår og næres, når strategiske ambitioner ikke længere kan realiseres direkte gennem materielle midler. Fantasier er i den forstand ikke vilkårlige; de er betinget af et misforhold mellem mål og kapacitet, mellem selvforståelse og realitet.

Læs også:Mette F. dagen derpå: “Der er en fundamental uenighed”

Fort Nordamerika er ikke en plan, men en forstærket fantasi: et forsøg på at gøre tabet af global handlekraft politisk tåleligt ved at flytte håbet om kontrol over i geografi (Grønland) og teknologi (Golden Dome). 

Projektet vil formentlig vise sig at være sårbart over for asymmetriske modsvar

Golden Dome fremstilles officielt som et teknologisk og strategisk svar på nye trusler mod det nordamerikanske kontinent: hypersoniske våben, langtrækkende missiler, kombinerede angreb og reduceret varslingstid. 

Set isoleret kan programmet derfor læses som en videreudvikling af eksisterende missilforsvarstænkning. 

Men set i en bredere sammenhæng fremstår Golden Dome snarere som et fantasiprojekt, der skal kompensere for tabte forudsætninger i amerikansk magtudøvelse.

Er set før

USA er ikke den første stormagt i historien, der i sit forfald som imperium forfalder til fantasterier.

Da Romerriget fra 200-tallet og frem mistede evnen til at styre sine perifere provinser ved mobil militær magt, skatteinddrivelse og politisk koordination, opstod forestillingen om, at fysiske grænser kunne erstatte tabt kontrol. 

Hadrians Mur, Limes Germanicus og senere befæstningssystemer var ikke blot militære installationer, men symbolske konstruktioner: et materialiseret sindbillede af et stadig veldefineret imperium.

I militær forstand var murene porøse; politisk fungerede de som en fantasi om orden. 

Læs også:Højt spil om det høje nord: Grønland, Trump og NATO

Tilsvarende da Pax Britannica gik på hæld. I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede begyndte Storbritanniens industrielle forspring at erodere.

USA og Tyskland overhalede i henseende til produktion, teknologi og stordrift. 

Svaret blev ikke en gennemført industriel omstilling, men en forstærket fantasi om maritimt herredømme: Royal Navy som garanti for global kontrol, uanset de underliggende økonomiske realiteter. 

“Rule Britannia” fungerede som strategisk mantra længe efter, at de materielle forudsætninger var forsvundet. Flåden blev opgraderet, symbolikken forstærket, men imperiets økonomiske basis smuldrede. 

Fantasien holdt sammen på en orden, der allerede var i opløsning.

Når stormagter mister evnen til at forme verden gennem materiel magt, gribes de ikke altid af realistisk ædruelighed

De hengiver sig til fantasier: mure, flåder, fæstninger eller teknologiske visioner, der kan simulere kontrol, når den ikke længere kan udøves.

Farlige politiske fantasier

For toneangivende kredse i USA er Fort Nordamerika med Grønland det punkt, hvor man håber at kunne fastholde strategisk kontrol gennem geografi og teknologi, selv om de grundlæggende forudsætninger for global dominans visner bort. 

Enkeltstående bombetogter og specialstyrkeinterventioner vidner i den sammenhæng mindre om dominans end om en form for kanonbådsdiplomati uden varig strategisk effekt.

Det hører med til billedet af en stormagt i fantasiens vold, at Grønland samtidig er genstand for andre fantasier. 

Drømmene om ufattelige råstofrigdomme og om nye sejlruter lever side om side med forestillingerne om sikkerhed og varsling. 

Her mødes militærstrategiske kalkuler med drømme om et Arktisk Eldorado

Dertil kommer en mere eksklusiv fantasi, som sjældent formuleres åbent, men som alligevel sætter spor: forestillingen hos libertære oligarker om Arktis som et Terra Nova, hvor en ny orden kan grundlægges på afstand af eksisterende samfund, reguleringer og politiske krav. 

Læs også:Ungdomsformand: Tiden er inde til at brænde broen til USA

I disse feberdrømme fremstår Grønland ikke blot som et strategisk fremspring, men som et muligt frirum – en ny begyndelse uden hoi polloi, almindelige mennesker, og uden de sociale forpligtelser, der præger etablerede demokratier.

Disse fantasier forstærker hinanden. 

Når Grønland både tænkes som militært nøglepunkt, økonomisk skatkammer og potentiel undtagelseszone, bliver øen overbelastet med betydninger, som langt overstiger dens faktiske rolle. 

Det, der fremstilles som nødvendige sikkerhedshensyn, glider let over i projektioner, hvor geografi og teknologi tillægges evner, de ikke kan bære.

Politiske fantasier kan være farlige og er det især, når det er den politiske magt der fantaserer

Geopolitiske fantasier som de amerikanske er dødsensfarlige. De overbeviser den amerikanske elite om, at den ikke længere behøver allierede, og da slet ikke en alliance med de sociale demokratier i Europa.

Det er farligt for Europa, men så sandelig også for USA. 

For der er ingen sikkerhed i at bygge et fort, hvis ingen kommer én til undsætning.