Farooq: Ledigheden kan ikke komme længere ned

Nadeem Farooq (R) mener, at ledigheden er på sit strukturelle niveau. Dermed kaster han sig ikke blot ud i et opgør med Finansministeriet, men også med regeringens ambition om at hæve beskæftigelsen med 150.000 personer.
Vi kan ikke sænke ledigheden ret meget. Prøver vi alligevel, vil det hurtigt resultere i flaskehalse, økonomisk overophedning og kraftigt faldende konkurrenceevne. Det er budskabet fra den radikale skatte- og arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq.

Det er altså ikke kun regnedrengene i Finansministeriet Farooq har lagt sig ud med, men også landets statsminister.

Baggrunden er, at Farooq for nylig hævdede, I et tweet til undertegnede, at den aktuelle ledighed i Danmark er på strukturelt niveau. Det kan umiddelbart lyde som en debat, der primært har interesse for økonominørder. Men faktisk er spørgsmålet om den strukturelle ledighed afgørende for, om det giver mening at forsøge at bekæmpe arbejdsløsheden.

Når ledighed er strukturel

Der findes to former for ledighed. Den konjunkturbestemte ledighed dækker over dem, der er ledige, fordi der er dårlige konjunkturer. De vil med andre ord komme i arbejde den dag, hvor deres arbejdskraft atter efterspørges på arbejdsmarkedet. Denne form for ledighed kan bekæmpes gennem ekspansiv finanspolitik, hvor staten øger efterspørgslen efter arbejdskraft, eksempelvis gennem offentlige investeringer.

’Den strukturelle ledighed’ dækker derimod over dem, hvor ledigheden skyldes nogle dybereliggende, strukturelle forhold. De vil derfor ikke komme i arbejde, bare fordi konjunktursituationen bliver normal. Det kan eksempelvis være fordi de ikke har kvalifikationer, som matcher dem, der efterspørges på arbejdsmarkedet, eller fordi deres økonomiske incitament til at tage et arbejde er for lille.

Skal den gruppe i arbejde, skal der sættes ind over for de strukturer, der fastholder denne gruppe i ledighed, eksempelvis med efteruddannelse eller ved at gøre det mere økonomisk attraktivt at arbejde. Forsøger man alligevel at bekæmpe den strukturelle ledighed gennem eksempelvis ekspansiv finanspolitik, vil resultatet formentlig være, at der opstår flaskehalse på arbejdsmarkedet og økonomien overophedes, sådan som det skete i årene op til krisen i 2008.

Finansministeriet: Ledigheden 35.000 under strukturelt niveau

Spørger man hos Finansministeriet, så er der imidlertid ikke meget støtte at hente for Farooq. Det fremgår nemlig af side 13 i Vækstplan DK – Teknisk baggrundsrapport, som blev udgivet af Finansministeriet i foråret i forbindelse med lanceringen af Vækstplan DK, at nettoledighedsgabet, dvs. forskellen mellem faktisk og strukturel nettoledighed, er på ca. 35.000 personer.

Læg dertil de titusindvis af jobparate ledige, som er i aktivering, og derfor ikke indgår i nettoledigheden (kun i bruttoledigheden), så er der faktisk potentiale for at sænke arbejdsløsheden ganske markant, før vi rammer det strukturelle niveau.

Med sin stillingtagen til fordel for Nationalbanken, så er Farooq faktisk ude at undsige hele det beregningsgrundlag, der ligger til grund for regeringens Vækstplan DK, hvor målet er at der skal skabes 150.000 nye private arbejdspladser i 2020.

Det er også meldingen fra statsminister Helle Thorning-Schmidt, der så sent som i august erklærede, at ledigheden i Danmark stadig er for høj. Det giver heller ikke meget mening, at regeringen i foråret iværksatte initiativer såsom renovering af almene boliger og genindførelse af bolig-jobordningen, hvis vurderingen var, at ledigheden er på sit strukturelle niveau. I så fald ville den form for initiativer jo føre til økonomisk overophedning.

Det er altså ikke kun regnedrengene i Finansministeriet Farooq har lagt sig ud med, men også landets statsminister.

Farooq: Jeg tror mere på Nationalbanken end på Finansministeriet

Så hvad var egentlig meningen med Farooqs udsagn? I en mail til 90mandater giver han følgende forklaring på sit tweet – og kommer da også med en lille indrømmelse:

I en debat med 90mandaters konsulent Lars Wernblad Hansen, hvor denne afskrev alle ædruelige økonomers iagttagelser, tilkendegav jeg, at der var et sammenfald med den aktuelle ledighed og den strukturelle ledighed, og i den forbindelse skulle jeg selvfølgelig have sagt, at der den aktuelle ledighed er tæt på den strukturelle ledighed. Forskellige prognosemagere har forskellige estimater på dette, hvis du ser på Nationalbankens vurdering, så taler denne om, at den aktuelle ledighed er 15-20.000 over den strukturelle, og det må siges at være ret tæt på. Så ja, der er basis for at sige, at de to størrelser er tæt på hinanden.

Farooq henviser altså til beregninger fra Nationalbanken, hvor ledighedsgabet kun er halvt så stort, som i Finansministeriets beregninger. Det skyldes, at Finansministeriet og Nationalbanken ikke er enige om, hvor høj den strukturelle ledighed egentlig er.

Farooq undsiger Vækstplan DK

Det kan undre, at Farooq som ordfører for et regeringsparti vælger at lægge mere vægt på tal fra Nationalbanken, end på tal fra Finansministeriet. Nationalbanken har som et af sine vigtigste formål at sikre prisstabilitet, og lægger derfor traditionelt mere vægt på at dæmpe inflationen, end på at bekæmpe arbejdsløsheden.

Bemærkelsesværdigt er det, at en ordfører for et regeringsparti vælger at bygge sine argumenter på beregninger, der er i åben modstrid med dem, der ligger til grund regeringens økonomiske politik. Mon ikke det er tid til samråd i den radikale folketingsgruppe?

Det er måske også forklaringen på, at man sætter ledighedsgabet væsentligt lavere: Nationalbanken ønsker at have en tilpas stor ”buffer” til det strukturelle niveau, hvor økonomien risikerer at blive overophedet.

Med sin stillingtagen til fordel for Nationalbanken, så er Farooq faktisk ude at undsige hele det beregningsgrundlag, der ligger til grund for regeringens Vækstplan DK, hvor målet er, at at der skal skabes 150.000 nye private arbejdspladser i 2020.

Heraf skal de 35.000 komme ved, at konjunktursituationen normaliseres, så ledighedsgabet forsvinder og ledigheden kommer ned på strukturelt niveau (se Vækstplan DK – Teknisk baggrundsrapport, side 12-13).

Det giver altså kun mening at hævde, at Vækstplan DK bidrager til en stigning i beskæftigelsen på 150.000 personer, hvis man accepterer præmissen om, at der er et ledighedsgab på 35.000 personer. Når man som Farooq ikke accepterer et ledighedsgab på 35.000, men kun på 15.000-20.000, så er der jo også højst potentiale for 135.000 nye arbejdspladser med Vækstplan DK.

Men det besynderlige er, at Farooq faktisk selv i flere sammenhænge har henvist til, at vækstplanen vil skabe 150.000 nye arbejdspladser. Blandt i en folketingsdebat og i P1 Debat. Men Farooq kan altså ikke både hævde, at vækstplanen kan skabe 150.000 arbejdspladser, og samtidig hævde, at ledighedsgabet kun er på 15.000 personer. Her går der kludder i tallene for Farooq.

Økonomi er ikke eksakt videnskab

Økonomi er ikke nogen eksakt videnskab, og den strukturelle ledighed er ikke en størrelse, der lader sig klart definere. Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at en ordfører for et regeringsparti vælger at bygge sine argumenter på beregninger, der er i åben modstrid med dem, der ligger til grund regeringens økonomiske politik. Mon ikke det er tid til samråd i den radikale folketingsgruppe?

 

 

Dette er en redigeret udgave af et blogindlæg oprindelig bragt på den uafhængige blog 90mandater.dk.


Kommentarer fra Facebook