Farvel til den fossile tidsalder og velkommen til det nye råstofkapløb, nye erobringer og nye krige

I kommunen Kiruna i Nordnorge kan man besøge en mine, der udvinder malm. Heroppe udvindes mere end 80 procent af det samlede jern, der forsøges anskaffet i denne del af verden. 

Det svarer omtrent til, at man hver eneste dag hiver jern op af jorden, der kan rejse seks nye Eiffeltårne. 

Men tiderne skifter, så nu har man besluttet sig for også at udvinde ‘sjældne jordarter’, mineraler og metaller, der vil få altafgørende betydning for fremtidens teknologi. 

De fleste af os har ganske vist hørt om det. Det kommer lidt drypvist. Konflikten mellem Kina og USA er så betændt, at den kan sætte hele verden i brand, og måske er denne ildpåsættelse allerede i gang. 

Når præsident Trump for eksempel er så forhippet på at sætte sig på henholdsvis Grønland og Ukraine, så er den underliggende bevæggrund også at der i disse regioner befinder sig store mængder af disse ‘sjældne jordarter’. 

Kina er verdens førende land i henhold til udvinding af disse essentielle råstoffer, og problemet er, at det vil tage mindst ti år førend andre vestlige lande kan få en sådan industri op og stå. 

Det er derfor, at Kina sidder med et ret godt kort på hånden til den økonomiske fremtid om magt, der pt udspiller sig på verdensplan. 

Og det er præcis den underliggende historie, som de to globalister og eksperimentelle kunstnere, Karsten Wind Meyhoff og Asmund Havsteen-Mikkelsen, har berørt og undersøgt i deres nu færdiggjorte trilogi, Planetarisk ekspedition. 

Økofiktion

I de to første bøger besøgte de henholdsvis ‘Zonen’ omkring kraftværket i Tjernobyl i Ukraine, der ellers har været lukket for mennesker på grund af strålefare, efter nedsmeltning af værket i 1986, og de store ‘åbne’ kulfrabrikker i Hambach i Tyskland, hvor klimaaktivister i årevis har protesteret imod udryddelse af gammel skov og nedlægning af mange byer. 

Det er i genren ‘økofiktion’, hvor makkerparret møder deres helte, og fiktivt oplever disse epicentre for verdens energiudvinding, i et forsøg på at finde frem til en ny tilgang til forståelse af hvorledes denne tilgang til naturen påvirker hele planeten og ikke mindst vor opfattelse af os selv. 

Læs også:Bøjninger i tid: 'Efter Naturen' efterlader en med tårer i øjnene

I første bind var det den tyske filminstruktør Werner Herzog, der er berømt for sin tilgang til landskabet, der udgør en central del af hans tilgang til filmproduktion. 

Derfor var det oplagt at lade ham være den ledsager, som de skulle møde i ‘Zonen’, hvor naturen reelt har opført sig mærkeligt og anderledes, end hvad forskere havde forudset, efter at adgangen til området blev umulig for mennesker. 

I bind to møder de klimaforskeren og den futuristiske tænker, James Lovelock, der er kendt for sin tese om Gaia, dvs. forestillingen om at alting hænger sammen på et økologisk plan, og at denne forbindelse og harmoni er ude af balance. 

Lidt af en øjenåbner

Bogen er stærkt anbefalelsesværdig, fordi den indeholder stor viden om kulproduktion, og blandt andet fokuserer på, hvorledes omstilling til en mere grøn energi faktuelt ikke har formindsket udvinding og forbrug af fossile brændstoffer, fordi verden simpelthen accelererer, og fordi vi som mennesker bare er begyndt at forbruge endnu mere. 

Det er lidt af en øjenåbner, at vi faktisk slet ikke er på rette vej, og at vores forbrug bare er steget, så sangen om, at omstillingen er i gang, slet ikke harmonerer med virkeligheden. 

James Lovelock var en varm fortaler for atomkraft, hvilket i sig selv er interessant, fordi hans mange følgere, der har taget Gaia-tesen til sig, som regel er imod atomkraft. 

I tredje og sidste bind af trilogien rejser makkerparret så til Nordnorge, hvor de skal forsøge sig med ayahuasca

Men set i lyset af den endnu altfortærende ødelæggelse af naturen via udvinding af fossile brændstoffer, giver det mere og mere mening, og rammer meget præcist den samtid vi alle er en del af, hvor tanken om etablering af atomkraftværker, midt i den globale magtkamp, ikke længere møder helt så megen modstand. 

I tredje og sidste bind af trilogien rejser makkerparret så til Nordnorge, hvor de skal forsøge sig med ayahuasca, et psykedelisk stof, der oprindeligt har været anvendt i Sydamerika af det oprindelige folk, men som i vore tider er blevet udbredt blandt hippier og mere ekstreme udøvere af Mindfulness. 

Det er, kort sagt, en af de mange grene af psykedelika, der siden tresserne er blevet populært via hippiernes venden tilbage til naturen, på lige fod med LSD og indtagelse af svampe. 

Den psykedeliske verden

I ‘Kiruna Overdrive’, som er titlen på bind tre, er Karsten Wind Meyhoff og Asmund Havsteen-Mikkelsen endnu påvirket af mødet med ‘Zonen’ i Tjernobyl og kulminerne i Hambach. 

Det har sat sig som fysiske træk i deres kroppe, som lægerne på Rigshospitalet ikke kan forklare. 

I historien handler det om mødet med Gaia, og i historien fungerer det helt indlysende som en slags symbolik, der skal illustrere hvorledes vores tilgang til udnyttelse af naturen griber ind i fundamentale forhold, der i virkeligheden rører ved menneskets forbindelse til Altet. 

Kort sagt, så bliver makkerparret indført i denne psykedeliske verden på et ‘retreat’, men samtidig får de altså øjnene op for malmminen, der er i gang med omstillingen til udvinding af ‘sjældne jordarter’, der blandt andet bevirker, at en hel by må flyttes, fordi udgravningerne under jorden går ind under den og truer den med at styrte sammen. 

Læs også:Sådan kan man også se på sommerfugle - og sig selv

Vi får samtidig oplyst, at disse udvindinger helt fra begyndelsen har haft negativ betydning for regionens oprindelige befolkning (samerne), der har mistet deres fangstområder, hvor rensdyrene engang var stærkt udbredte. 

Vi får indsigt i de specielle og meget udbredte tegninger, som fortidsfolket har tegnet og ridset på sten i hele regionen, og så er der ellers bare fuld udblæsning på alle kanalerne, hvor makkerparret gennemlever et syretrip, der får tiden til at vakle under dem, og jordklodens blottede, indre kræfter til at vise tænder, mens de bevæger sig dybere og dybere ind i dens indre. 

Tilbage til rødderne

Det er slet ikke tilfældigt, at Karsten Wind Meyhoff og Asmund Havsteen-Mikkelsen ender deres Odyssé netop sådan, for samtidig har Karsten Wind Meyhoffs forlag, A Mock Book, genudgivet den kontroversielle antropolog, Carlos Castanedas to første bøger, der handler om et møde med den sydamerikanske shaman, Don Juan, der lærer ham om psykedeliske stoffer, og tager ham med på adskillige trips. 

Disse bøger fik en enorm betydning for tressernes og halvfjerdsernes hippier, i deres jagt efter bevidsthedsudvidelse. 

Det er en inspirationskilde, der også i dag er blevet mere og mere central i nutidens klimabevidste bevægelser, der igen og igen finder tilbage til rødderne fra denne epoke, hvor mennesker for første gang egentlig forstår, at klima og økologi er påvirket af os selv, og at grådighed kan føre til et kollaps. 

Hippiernes utopisme var en taberstrategi

Det er for undertegnede spøjst at opleve hvorledes disse bevægelser forsøger at gentage disse trends, der for mig var afgørende for mit liv som sen teenager. 

Dengang var musikken og kulturen fra hippierne en substantiel del af det hele, som jeg fandt interessant i min tilgang til naturen og livet generelt. 

Det var en drop ud-kultur, jeg kunne identificere mig med, og den var uudtømmelig, fordi den samtidig havde åbnet hele kulturen for et nyt syn på spiritualitet, der udspillede sig i film, i litteratur, i politik og i filosofi. 

Hvad skal det egentlig føre til? 

Det er underligt, fordi jeg også på et tidspunkt måtte erkende, at hippiernes utopisme var en taberstrategi, der blev smidt ud, samtidig med, at Ronald Reagan og Margaret Thatcher kom til magten i begyndelsen af firserne, og overforbruget og lysten til et hypermoderne liv blev så forførende og afgørende for den verden, der blev skabt omkring mig i de følgende årtier. 

For hvad skal det egentlig føre til? 

Bliver vi som spirituelt opvakte mere i stand til at forandre verden og redde kloden fra klimakollaps? 

Læs også:Økofiktion i international klasse

For mig at se er denne bevægelse problematisk, fordi den på så mange måder er forbundet til en privilegeret, kulturel overklasse, der har overskud til økologi og identitetsmarkører, der handler om nedsættelse af forbruget, samtidig med, at de har forældre, der kan sikre deres økonomiske fremtid for dem selv og deres børn, der kan sendes på privatskoler, Steiner-skolen til eksempel, og som samtidig giver dem et indtryk af, at netop de forstår naturen bedre, fordi de har råd til at købe økologi og tid til at dyrke dens vidundere. 

Kort sagt, så ser jeg i stigende grad dennes ‘modebølges’ bagside. En gammel ven, der tidligere var en del af datidens hippiebevægelse, fortalte mig, at de ufede dengang blev hånet og smidt ud af Christiania af de smarte og populære hippier. 

Det var altså et reservat for de smarte, ifølge min ven, der senere tog afstand fra dem. 

Falsk bevidsthed

Men det er faktisk, hvad ’Planetarisk ekspedition’ og dennes forfattere er en del af: en ny spirituel bevægelse, der forsøger at gøre bevidstheden om klima og natur til noget mere end blot og bar viden om de mulige katastrofer. 

Det handler grundlæggende om at opfinde en ny tilgang til naturen, der skal afspejle sig i kulturen, dvs. kunst og litteratur. 

Men det handler, sjovt nok, aldrig om klasseforskelle, med undtagelse, naturligvis, at de ‘oprindelige folk’, der synes at fremstå mere ædle end de ødelagte mennesker, der er blevet opslugt af moderniteten. 

'Planetarisk ekspedition’ er rigtig god og oplysende litteratur, som sjældent er set lige i dansk kontekst

For mig at se, er det et tegn på falsk bevidsthed, og trilogien, der fokuserer på udvinding af energi har denne skavank, der giver mig et indtryk af optegnelse til en ny art kult, bestående af oplyste mennesker, der mener at finde en ny mening i tilværelsen, der grundlæggende blot er en revitalisering af hippiernes tilgang. 

Men dette skal ikke skæmme den sandhed, at ’Planetarisk ekspedition’ er rigtig god og oplysende litteratur, som sjældent er set lige i dansk kontekst. 

Det er underholdning, men som sagt også anskuelsesundervisning, der giver læserne en fornyet indsigt i store globale rystelser, der kommer til at få stor betydning for fremtiden, og som udgør den måske mest essentielle del af den motor, der holder vores civilisation kørende, selvom vi for det meste slet ikke er bevidste om det. 

Hermed en opfordring til læsning, men…

Trilogien skal læses i den korrekte rækkefølge. Det nytter ikke noget at begynde et andet sted. Der er en kontinuitet gennem hele værket, der har betydning for dens grundlæggende mening. 

Og hold da op, hvor de tripper! Det er sjovt, det er underholdende, det er oplysende og chokerende, ja, det er alt muligt i en stor smeltedigel, der måske endda faktisk kan ryste læseren ud af en stivnet virkelighedsforståelse. 

Det er i hvert fald underforstået, at det er meningen, og man går i hvert fald ikke helt fejl af at forsøge sig med den. 

Hermed en opfordring til læsning, men…

En kult er god for opbyggelse af identitet, men samtidig en figur, der kan lukke og skabe reservater af mennesker, der forblindes og lukker sig om sig selv. 

Karsten Wind Meyhoff og Asmund Havsteen Mikkelsen: ’Kiruna Overdrive. Planetarisk ekspedition #3’. Illustreret med fotos i farver af Asmund Havsteen Mikkelsen. 280 sider. Forlaget Antipyrine, 2025.