Farvel til Løkke: Her er syv ting vi vil huske ham for

Lars Løkke Rasmussen satte som politiker enorme aftryk på det danske samfund, men skandaler fulgte hele tiden i kølvandet.
Foto: Venstre, Hasse Ferrold
Lørdag middag forsvandt en af dansk politiks helt store skikkelser. Lars Løkke Rasmussen havde mistet opbakningen i sit parti. Selvom han forsøgte at kæmpe til det sidste, tog han til sidst konsekvensen af den manglende opbakning og forsvandt ud ad bagdøren og efterlod kun partifællerne med et bittert tweet.

Beretningerne fra hovedbestyrelsesmødet lyder, at det var spørgsmål om, hvorvidt man skulle fremrykke det ordinære landsmøde eller indkalde til et ekstraordinært landsmøde og om den siddende formand måtte benytte sig af partiets sekretariat op til samme, som blev Løkkes Waterloo.

Det er måske skæbnens ironi, at Lars Løkke, der altid har formået at bruge regler og vedtægter til at komme ud af problemer, ender med at falde ved at andre brugte hans egne metoder imod ham. Politikeren, der ellers har kunnet tale sig ud af alle problemer, tabte ørenlyd.

Ud ad døren gik han altså, og dermed kan danskerne nu sige farvel til en politiker, som to gange indtog den højeste post i landet og som nåede at være finansminister og indenrigs- og sundhedsminister, amtsborgmester samt byrådsmedlem og viceborgmester.

I de næsten 35 år som folkevalgt har Lars Løkke Rasmussen sat nogle umiskendelige store aftryk på dansk politik og det danske samfund, men samtidig med de store reformer, de politiske ideer og evnen til at få aftaler på plads, fulgte en lind strøm af små og store sager, som på den ene eller anden måde handlede om sammenblanding af statens, partiets og privatpersonen Lars Løkkes økonomi.

Her er syv af de sager som vi vil huske Lars Løkke Rasmussen for:

 

1) Den store kommunalreform

Lars Løkke Rasmussens mest varige aftryk på Danmark er ændringen i det kommunale Danmarkskort, som han fik gennemført i årene fra 2004 til 2007.

En kæmpe reform, hvor kommunerne fik flere opgaver og samtidig blev større og mere professionelle. Men også en reform, som siden har fået kritik for at være den største centralisering af magt i nyere tid.

Reformen betød, at landets 271 kommuner gennem sammenlægninger, der i overvejende grad foregik frivilligt, blev til 98 kommuner. Og samtidig blev de 14 amter nedlagt og erstattet af fem regioner, som fik ansvaret for sygehusdriften.

Det skete trods massiv modstand fra især Venstres eget bagland, som i stor stil sad på borgmesterposterne i de små provinskommuner, der måtte lade livet i stordriftsfordelenes navn.  

 

2) Kræftpakkerne der reddede liv

Mens kommunalreformen i høj grad handlede om at flytte rundt på opgaver og ændre strukturer, så er der særligt et område, som Lars Løkke kan se tilbage på, som gjorde en direkte positiv forskel for mennesker: Kræftpakkerne.

Kræftpakkerne betød, at kræft blev betragtet som en akut sygdom og at det skal undersøges og behandles hurtigt. I spidsen for denne beslutning stod daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen og formanden for Danske Regioner Bent Hansen (S).

Det skete på baggrund af en kræftbehandling, der dengang var præget af kaos, og hvor kræftpatienter blev uhelbredeligt syge, mens de stod på venteliste til behandling.

Og det lykkedes. Kræft blev ikke udryddet, men helbredelsen for kræft steg hurtigere end i landene omkring os. Det er der mange kræftpatienter, der kan takke Lars Løkke for.

 

3) Det frie sygehusvalg

Lars Løkke Rasmussen fik i 2002 indført det udvidede frie sygehusvalg, også kendt som ventetidsgaranti, så patienter fik ret til behandling på privathospital efter to måneders ventetid. I 2007 ændredes de to måneder til én.

Nogle så ændringen som en klar liberal politik. For ventetidsgarantien betød på den ene side, at ventetiderne faldt, men på den anden side åbnede den også op for, at flere private aktører kunne komme ind på sundhedsområdet.

De korte ventetider betød også, at regionerne ikke kunne forhandle priser med privathospitalerne og at de derfor blev overbetalt for deres ydelser, hvilket rigsrevisionen påpegede i 2009.

I dag står ventetidsgarantien dog fast og der er bred politisk opbakning til at fortsætte den.

 

4) Klimatopmødet i København

“I know I ganged the... I made this banging, but, ehh, perhaps it's because It's too late and I'm a bit tired.”

Billederne af den dødtrætte danske statsminister, der havde mistet overblikket over det stort anlagte klimatopmøde i København i 2009, var den nyslåede statsministers første optræden på den store internationale scene.

Løkkes forgænger, Anders Fogh Rasmussen, havde kørt forventningerne til resultatet af mødet helt op. Derfor var det også en skuffelse, da det alligevel ikke lykkedes den danske regering at få en egentlig aftale med hjem fra klimatopmødet. I stedet blev det til en ikke-bindende erklæring.

Klimatopmødet gav et billede af Lars Løkke Rasmussen som en nybegynder, der ikke hørte med på den internationale scene, men han kom efter det – og da topposterne i EU skulle fordeles efter valget, var der masser af spekulation om, at Løkke kunne få en af dem – blandt andet fordi han af kollegerne ude i Europa var kendt og respekteret som en politiker, der kunne finde løsninger.

 

5) På første klasse til Korea

En anden af sagerne som er symptomatisk for Løkke, handler om organisationen GGGI.

Under daværende udviklingsminister Søren Pind (V) besluttede Folketinget i 2011 at støtte Global Green Growth Institute (GGGI), der arbejder på at forene økonomisk vækst og miljømæssig bæredygtighed, med 90 millioner kroner over tre år.

GGGI-dagsordenen om grøn vækst, var et fornuftigt formål for et land, som blandt andet har en del virksomheder, som lever af at sælge miljøvenlig og bæredygtig teknologi til udlandet.

Lars Løkke tiltrådte som bestyrelsesformand for GGGI i 2012, men allerede året efter, i oktober 2013, kunne Ekstra Bladet fortælle, at Lars Løkke havde misbrugt offentlige støttekroner og i forbindelse med sit hverv som bestyrelsesformand – blandt andet på dyre flyrejser, hotelophold og limousinekørsel for i alt en million kroner.

Lars Løkke måde at komme ud af sagen på, er også legendarisk. For på et næsten fire timer langt pressemøde foran en uforberedt presse, fik han bedyret sin uskyld. Året efter trådte han i stilfærdighed tilbage fra formandsposten i GGGI.

 

6) Kælderen i Odense

3. juni 2014 er et af de absolutte højdepunkter i Venstres nyere historie og i fortællingen om overleveren Lars Løkke Rasmussen.

Efter heftig kritik fra endnu en omgang bilagssager, er forventningen hos mange, at Lars Løkkes tid som formand er ved at rinde ud. Lokalformænd, borgmestre og folketingsmedlemmer har offentligt krævet hans afgang, men på et syv timer langt hovedbestyrelsesmødet i Odense lykkedes det ham at få første-udfordreren, næstformand Kristian Jensen, til at bakke af.

Efter et møde i kælderen under Odense Congress Center er alt forandret og alt er det samme: Løkke bliver, Kristian Jensen forbliver næstformand i partiet.

Det var her, at Løkke igen viste sine særlige evne til sprogligt at omforme reglerne. For op af kælderen dukkede Kristian Jensen og ham i en ny konstellation – det delte formandskab – som ingen placering havde i partiets vedtægter og som det viste sig senere, heller ikke havde den store praktiske betydning.

Men Løkke overlevede og året efter kunne han genvinde statsministerposten, selvom Venstre tabte 13 mandater og måtte se sig overhalet af Dansk Folkeparti som det største borgerlige parti.

 

7) LøkkeFonden, kvotekonger og kasketroderi

Efter at Lars Løkke Rasmussen i 2011 tabte statsministerposten første gang, stiftede han LøkkeFonden.

Formålet med fondens arbejde var gennemført prisværdigt. At hjælpe drenge på kanten med ind i fællesskabet og øge deres faglige niveau.

Resultaterne står måske ikke helt mål med intentionerne, og selvom ideen i udgangspunkt var god, så fulgte der, som altid med Løkke, et spor af mistænkelige pengeoverførsler, vennetjenester og sammenblanding af kasketter i kølvandet på det gode arbejde.

Mest markant og tydeligt, da det kom frem, at en række nordvestjyske fiskere, de såkaldte kvotekonger, havde brugt donationer til fonden til at få statsministeren i tale om fiskeripolitik. Og senere at den skandaleramte a-kasse for akademikere, på foranledning af Lars Løkkes søn, havde fået lovning af et møde med statsministeren - mod en donation til fonden på 50.000 kroner.

Og det på trods af, at Løkkefonden og Løkke selv hævdede, at der var vandtætte skotter mellem de to.

Nu er der foreløbig sat punktum for en politisk karriere ud over det sædvanlige.

ilp

View this post on Instagram

Noget er vigtigere end andet: Familien er samlet. Hav en dejlig lørdag aften. (og politik går jo stille og roligt ud på at sikre, at alle danske familier kan have en god lørdag aften - det er ikke et ideologisk projekt - det er sund fornuft!)

A post shared by Lars Løkke Rasmussen (@larsloekke) on

ilp

 

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Nu skriver folk jo som regel venligt, når en statsminister taber magten, og især nu når samme person går som formand fra sig parti og smækker med døren. Løkke er en sammensat person, Og som politiker har jeg aldrig kunnet se hans format, men som menneske tror jeg han privat er hyggelig og god familiefar.
Man kender ham kun som politikeren, kyniker, brutal, hvis ting går ham imod. Kreativ, for kreativ oftest. Nej jeg vil ikke savne ham. Der er går lang tid før sårene heles i partiet V. igen

For mig at se, er det vanvittigt glædeligt, at LLR er færdig i politik. Vi skal tilbage til 1864, for at finde en katastrofe større end ham!

Mange har nok som jeg set det som befrielsens øjeblik, at Løkke gik.