Fedtegrevens Fejde

Karaktermordet på Kristian Thulesen Dahl er mest interessant, når det handler om den dysfunktionelle VLAK-familie.
Kristian Thulesen Dahl sad advarslerne om MELD og FELD-fifleriet overhørigt. Han indledte et, for Dansk Folkeparti, katastrofalt samarbejde med Socialdemokratiet og så er han i øvrigt økonomisk bjergsom og humørsyg som få.

Det er nogenlunde sådan, at karakteristikken af Dansk Folkepartis formand går igen Kristian Brårud Larsen og Kaare Hanghøj Johansen bog “Kong Kristian”.

Titlen spiller på det hybris, partiet begik, da det i velmagtsdagene omdelte teksten til Kongesangen med monarkens navn stavet med “K”.

Der er lagt op til en klassisk “storhed og fald”-fortælling, hvilket både er bogens styrke og dens svaghed.

Fra slot til skrot

For det er fascinerende, hvor hurtigt Dansk Folkeparti er gået fra Folketingets næststørste parti, som alle måtte bøje sig efter, til at indtage rollen som blå bloks gamle, syge mand.

Men det er samtidig lidt belejligt, hvordan hele derouten kan tilskrives en enkelt person. Man fornemmer, at der fortællemæssigt er klippet en hæl og hugget en tå for at forvandle den tidligere heltekonge til skurk.

Selvfølgelig må Kristian Thulesen Dahl, som chefen for det hele, bære ansvaret i både medgang og modgang. Men “Kong Kristian” kører i tomgang, når den ikke sparer læseren for nogen af de ofte smålige stikpiller, som bogens anonyme kilder sender imod den afpillede formand.

Der er nemlig ingen ende på, hvor beregnende, smålig, overmodig, humørsyg og ikke mindst nærig, den såkaldte “fedtegreve” fører sig frem.

Selvfølgelig kommer man ikke til toppen ved at være venner med alle. Men som læser undres man: 

Var der virkeligt ikke nogen af kilderne, der havde noget pænt at sige?

En samspilsramt familie

I Dansk Folkeparti ynder man at trække på billedet af en harmonisk familie, der slubrer kaffe i campingidyl, mens matriarken Pia Kjærsgaard kærligt, men også myndigt, våger over hyggen.

“Kong Kristian” maler et noget andet portræt af en samspilsramt storfamilie, hvor alle konspirerer og vogter på hinanden. Især holdes der et vågent øje med størrelsen på de politiske “ben”, de forskellige DF’ere gnaver af.

I det hele taget er det et gennemgående træk, at pekuniære interesser trumfer politikken i partiet. Lokale byrødder siger nej til borgmesterposter, hvis det koster for mange lukrative ben.

En lokal kioskejer modsætter sig lukningen af et fængsel, da det vil koste kunder i butikken.

Der afregnes i hele bogen nøje, hvad de forskellige top-DF’ere præsterer at rage til sig.

Belejligt at give formanden skylden

Der, hvor bogen er mest interessant, er, når den beskriver relationerne i blå blok. Det er også her, at brugen af anonyme kilder kommer til sin ret. Det er nemlig et grundvilkår, når man vil beskrive politik på absolut topplan.

Særligt interessant er det at læse, hvordan en VO-regering efter valget i 2015 strandede på uenighed om grænsekontrollen. Her er der for alvor tale om nye oplysninger.

Flygtningekrisen samme sommer er til gengæld yderst sparsomt beskrevet.

MELD og FELD-skandalen fylder en stor del af bogen, og her fremstår det tydeligt, at detaljerytteren Kristian Thulesen Dahl ikke var sit ansvar bevidst.

Men igen har man som læser en fornemmelse af, at det også er meget belejligt, at skylden kan placeres så entydigt. Især når den formelt ansvarlige, Morten Messerschmidt, fremstilles som en af dem, der konspirerer mod tronen.

Den dysfunktionelle VLAK-regering

Det dysfunktionelle forhold i blå blok op til - og under - VLAK-regeringen er beskrevet i andre bøger, men “Kong Kristian” lægger flere detaljer til.

Herunder det bizarre forløb under finanslovsforhandlingerne i 2017, hvor Anders Samuelsen og Ole Birk Olesen gemte sig for Lars Løkke Rasmussen, der omvendt kun kunne lokke dem frem ved at gemme Kristian Thulesen Dahl væk i et sidegemak.

Det er kostelig læsning, og man kan ikke lade være med at respektere Lars Løkke Rasmussens hyr med at få sat skik på den sæk lopper. Noget der aldrig lykkedes, og som i sidste ende var årsagen til, at Lars Løkke Rasmussen helt opgav blå blok som regeringsdueligt flertal under valgkampen.

Ondskabsfuldheder på alle niveauer

Her ligger en vigtig lektion for partierne i rød blok. Danskernes tålmodighed med parlamentariske klovnerier og egotrippere er meget kort.

Det var især forholdet mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, som var giftigt.

Ondskabsfuldhederne går fra det helt smålige, hvor Ole Birk Olesen belærer den hundeglade Kristian Thulesen Dahl om hans yndlingsraces manglende stamtræ, til Kristian Thulesen Dahls brutale fældning af det skattelettelsestræ, den storskrydende Anders Samuelsen var kravlet op i.

Det hele ender med det ydmygende valgresultat, der slog bunden ud af begge partier.

Kongemageren

“Kong Kristian” er skrevet af politiske journalister, hvilket kan mærkes. Ofte savner man en dybere analyse og en kontekst til beslutningerne.

For eksempel fremstilles det som noget nær et pludseligt indfald, at Kristian Thulesen Dahl tilnærmer sig Socialdemokratiet og fagbevægelsen i et lumpent forsøg på at høste arbejdervælgere.

Sandheden er, at det siden 1990'erne - og under Pia Kjærsgaard - har været DF-strategi at overtage De Radikales rolle som midterpartiet og kongemageren i dansk politik.

Samtidig tages læserne ikke særligt godt i hånden. Det kræver generelt et højt niveau af politisk nørderi at kunne følge med i bogens mange sceneskift.

Dead man walking

Selv om Kristian Thulesen Dahl er udpeget til bogens skurk, så er det ikke ham, der fremstår mest usympatisk. At Morten Messerschmidt vil være kalif i stedet for kaliffen er ikke overraskende. Men at Pia Kjærsgaard underløber sin arvtager er ikke kønt.

Hun fremstår sur og mopset og evigt ude med riven efter sin efterfølger. Dog uden at bidrage med meget andet end bagklogskab og bedrevidenhed.

Resultatet er en svag formand. En “dead man walking” der bliver kuppet af Morten Messerschmidt og Søren Espersen i spørgsmålet om dansk udtræden af EU.

Man skal ikke vise kniven til grisen

Sådan en partileder holder ikke længe. Bedetæpperne vender, og de ambitiøse unge begynder at lede efter andre, der kan hjælpe dem frem i verden.

Forligsparterne bliver skeptiske over for at lukke aftaler med en mand, som kan være væk i morgen.

Der, hvor jeg kommer fra, siger man, at man “ikke skal vise grisen kniven før den skal slagtes”.

Kristian Thulesen Dahls modstandere har nu trukket blankt i fuld offentlighed. Men de mangler at få sat stødet ind, og nu kan formanden komme med sit modtræk.

Mandagens nedlæggelsen af DF’s magtfulde koordinationsudvalg - og fyring af Pia Kjærsgaard fra partiets ledelse - kunne godt ligner et sådan modtræk. Noget tyder på, at Kong Kristian ikke har tænkt sig at gå frivilligt i landflygtighed.

Kaare Hanghøj Johansen og Kristian Brådrud Larsen. 'Kong Kristian - Mennesket, magten og faldet'. 300 sider. People's Press. Er udgivet.
 

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce