Fem fagforbund: Væk med effektiviseringsbidraget

Det bedste sted at starte en genopretning af velfærden er ved at afskaffe effektiviseringsbidraget, lyder opfordringen fra fem fagforbund.
Når regeringen og kommunernes landsforening, KL, om kort tid giver hinanden hånden på en ny økonomiaftale, så er det ifølge fem fagforbund, bydende nødvendigt, at det såkaldte moderniserings- og effektiviseringsbidrag for kommunerne sløjfes helt.

De fem forbund er FOA, Danmarks Lærerforening, BUPL, HK Kommunal og Dansk Socialrådgiverforening. De fem forbund repræsenterer op mod 350.000 kommunalt og regionalt ansatte.

Onsdag starter den allersidste fase i forhandlingerne om en ny kommuneaftale om økonomien for 2020.

"Aftalen bør betyde, at effektiviseringskravet skal væk. Det er meget afgørende, hvis regeringen vil vise danskerne, at den mener det alvorligt, når den lover en start på at genoprette velfærden, siger Bodil Otto, der er formand fra HK Kommunal.

Vi har brug for, at regeringen viser en ny vej

 "Vi er med på, at man ikke kan råde bod på et tiårs nedskæringer med én aftale. Men vi har brug for, at regeringen viser en ny vej - et økonomisk paradigmeskifte, hvor offentlig service opfattes som investeringer i mennesker og i hele samfundets fremtid. Her trækker effektiviseringsbidraget i den helt gale retning," supplerer formand for Dansk Socialrådgiverforening, Mads Bilstrup.

Regeringen tager halvdelen

Effektiviseringskravet betyder i dag, at kommunerne årligt skal effektivisere for én milliard kroner. Pengene skal findes ved at gøre ting mere effektivt i landets 98 kommuner efter en liste med meget håndfaste krav.

Pengene kan nu bruges på den borgernære velfærd

En halv milliard kroner går så til regeringen, den anden halve milliard får kommunerne selv lov til at beholde.

"Et opgør med effektiviseringsbidraget betyder ikke, at kommunerne ikke kan hente effektiviseringsgevinster i fremtiden. Men pengene kan nu bruges på den borgernære velfærd i stedet for, at kommunerne forlods er bagud på point, når man skriver under på aftalen med regeringen," siger Mona Striib, der er formand for FOA.

”I lovede det”

"Danmark har aldrig været rigere, men alligevel presses kommunerne år efter år. Der er i dag stadig 30.000 færre kommunalt ansatte end for ti år siden. Lad nu kommunerne få luften igen. Afskaf effektiviseringsbidraget," siger formand Anders Bondo Christensen fra Danmarks Lærerforening.

Endelig minder de fem forbund regeringen om, at de har forpligtet sig til en velfærdspolitik, hvor pengene følger med, når der bliver flere børn og ældre, og hvor velfærden gradvist udvikles.

"Derfor forventer vi også en ny måde at samarbejde på mellem kommuner og regering, og effektiviseringskravet er et effektivt første skridt" understreger Elisa Rimpler, der er formand for pædagogernes fagforbund, BUPL.

Regeringen regner med at lande aftaler om både kommunernes og regionernes økonomi i 2020 i denne uge.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce