Fem sandheder om politik

Tommelfingerregler fra amerikansk politik overført til en dansk betydning.
De to amerikanske politiske journalister, Reid Wilson fra National Journal og Chris Cillizza fra Washington Post har i to blogindlæg prøvet, at koge deres erfaring fra mange år som observatører af det politiske spil ned til nogle generelle regler om amerikansk politik.

De to indlæg kan læses her og her.

Jeg har her forsøgt, at overføre deres erfaringer til en dansk kontekst. Kogt ned fra ti til fem, fordi det bl.a. ikke er helt så relevant om danske politikere rejser til Iowa. Men trods rejsen over Atlanten er lighederne stadigvæk til at få øje på.

1.      Money is most things…but not everything

Du vil altid helst være kandidaten eller partiet med flest penge, Penge betyder at du kan køre en Rolls Royce-kampagne imens dine modstandere kører en Ford Festiva-kampagne. Og, penge typisk er et udtryk for støtte. (Er folk villige til at give dig penge, betyder det normalt også, at de er klar til at stemme på dig.). Men, bare at samle et bjerg af penge sammen – eller et bjerg mere end dine modstandere – er ingen garanti for succes.

Private bidrag (uanset om det er erhvervslivets til de borgerlige eller fagbevægelsen til venstrefløjen) til valgkampe betyder væsentligt mindre i et land som Danmark, med public service tv-stationer, forbud imod politiske tv-reklamer og med de korteste valgkampe i verden end de gør i USA.

Hvis man ser på partiregnskaberne fra sidste valgkamp, så burde De Konservative målt på økonomiske bidrag være på størrelse med Socialdemokraterne. Men ser man på resultatet, så er det ikke tilfældet.

2.      ….and no swing voter cares about campaign finance reform

Ingen midtervælgere interesserer sig for partistøtteregler.  En slags tillægsregel til regel nummer 1. Partier og kandidater med færre penge plejer at være mest interesserede i ville debattere modstandernes penge – og hvor vigtigt det er for vælgerne.

Fakta er: Selv om meningsmålingerne (blandt amerikanske vælgere) viser, at de nærmest universelt synes, at færre penge i politik, ville være en god idé, så er det ikke et emne der flytter stemmer. Det er for abstrakt et emne.

Selv om penge betyder mindre i en dansk målestok, så er reglen også gældende herhjemme, hvor det kun er de få superpolitiske interesserede vælgere som er interesseret i spørgsmål. Vælgere der for længst har gjort op med sig selv hvor krydset skal sættes (og sikkert også hvor kontingentet skal betales).

3.      Candidates matter

Spidskandidaten betyder noget. Personen i centrum for kampagnen, uanset om det er til folketinget eller til byrådet, betyder en hel del mere end hvad mange I den politiske kommentatorbranche breeder sig om. Uden en god kandidat, så kan man være en nok så dygtig politisk rådgiver eller kampagnekonsulent, uden at det betyder sejr.

Det er ligesom et gammelt marketingsordsprog: Uanset hvor god en reklamekampagne du laver, hvis hunden ikke kan lide hundemaden, så kan den ikke sælges.

Hvis det er en tæt valgkamp, så vælg den bedste – mest troværdige, mest karismatiske – kandidat. Det er almindeligvis den der vinder.

Dette vil helt sikkert også være tilfældet i en dansk kontekst, hvor kandidaten som folk ser som den dygtigste ofte vil trække det længste strå til sidst.

4.      The uber-strategist is a myth

Superspindoktoren er en myte. Spindoktorer er et stadigvæk et nyt begreb herhjemme og den eneste som på den made kan sammenlignes med de amerikanske eksempler er måske Mikael Kristiansen, der som Anders Fogh Rasmussens spindoktor fik pakket Lykketoft og Socialdemokraterne helt ind ved valget i 2005.

Men det går måske også lidt den anden vej, nemlig at der heller ikke er en ond og uduelig spindoktor et sted i Statsministeriet og alene er skyld i at en regerings meningsmåling er til rotterne. Se regel #3.

Hver fjerde år bliver folk, som har været med til at få en amerikansk præsident valgt, hyldet som den største politiske strateg i historien. Det gjaldt for Karl Rove, der fik valgt Bush, og det gjaldt for James Carville og Paul Begala, der i sin tid fik valgt Clinton. Men de ville alle sammen indrømme, at præsidentvalg afgøres af små faktorer, som man ikke har kontrol over.

Det samme kan siges for herhjemme. Stiger arbejdsløsheden eller falder den? Er der en katastrofe, der giver en muligheden for at optræde som den store statsmand? For landets kommunalpolitikere kan det være de landspolitiske tendenser, der afgør hvem der får ”kæden” om halsen..

5.      Saying “no” to a race doesn’t mean you aren’t running

Bare fordi du siger nej, betyder det ikke at du ikke overvejer det. I den amerikanske sammenhæng går det på politikere der specifikt siger nej til at stille op til en eller anden post, men så alligevel ender med at gøre det.

Når en politiker siger “nej”, skal man oversætte det til ”nej, ikke lige nu”. Politikere er en branche, hvor man gerne vil opad i systemet og når muligheden opstår, så vil de almindeligvis tage den – uanset hvad de har sagt i deres fortid.

Alle kan huske da Anders Fogh Rasmussen i måneder afviste, at han var kandidat til posten som generalsekretær i NATO eller senest hvor Ellen Trane Nørby afviste, at hun havde nogen intentioner om at stille op til Europaparlamentet.

I Danmark kan den regel vist bedst oversættes til ”Man har et standpunkt…”.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce